Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nordamerika - Nordamerika. Den indvandrede Befolkning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den indvandrede Befolkning.
Næsten alle Verdens Nationer har deltaget i
Indvandringen til N., men størst og vigtigst
er den fra Vesteuropas søfarende Lande,
Spanien, Frankrig og de britiske Øer. Siden, især
efter at disse Magter havde udkæmpet deres
Koloni-Mellemværender, kom Nord- og
Mellemeuropa med, og i nyeste Tid har endelig Syd-
og Østeuropa leveret et betydeligt, men mindre
værdifuldt Kontingent. Indvandringen er
fremdeles saa stærk, at i det nordlige U. S. A. fra
Atlanterhavet til Rocky Mts. og i Utah udgør
hvide Indvandrere og deres Børn i første Led
over 50 % af Befolkningen. I Modsætning til de
frivillige hvide Indvandrere nedstammer N.’s
talrige Negerbefolkning fra de til Plantagerne
indførte Slaver. Disses Efterkommere lever især
i Vestindien og de lave, hede Dele af det sydlige
U. S. A., hvor det saakaldte »sorte Bælte«
strækker sig fra North Carolina til Texas. I hele
dette Omraade, udgør Negre og Mulatter over 20
% af Indbyggerne, adskillige Steder over
Halvdelen. I alt regnes de nordamer. Negres og
Mulatters Antal til c. 15 1/2 Mill. (1910), og man
forstaar, at i U. S. A. er Negerproblemet maaske
Landets vigtigste Spørgsmaal, ikke mindst fordi
Negeren i Sydstaterne er næsten uundværlig
som Landarbejder. Den langt senere, asiatiske
Invasion i N. har endnu ikke naaet 1/4 Mill.,
men har allerede givet Anledning til mange
Bekymringer og skarpe Indvandringslove. De fleste
Asiater er Kinesere og Japanesere, som især
lever i de vestlige Egne; men i Vestindiens eng.
Besiddelser findes nogle faa Tusind Indere.
Vi vil nu først betragte Landets Opdagelse,
siden de politiske og økonomiske Vilkaar.
1) Opdagelse og Kolonisation.
Tre Veje leder fra Europa-Afrika naturligt
over Atlanterhavet: det sydlige Passatbælte, det
nordlige do. og Øbroen over Færøerne og Island
til Grønland. Den første af disse Veje har aldrig
spillet nogen Rolle, da Afrikas Indfødte stod for
lavt i Kultur til at benytte den; den anden er
de store Opdagelsers Rute; men den nordligste
er den korteste og den, der tidligst blev fulgt.
Som et naturligt Led i Vikingetidens
Kraftudfoldelse opdagedes omtr. samtidig med Island
de saakaldte Gunbjørn’s Skær af Gunbjørn, Ulv
Krage’s Søn (c. 877). Antagelig er dette Egnen
om Angmagsalik. Efter det forholdsvis rolige 10.
Aarh. blussede Foretagsomheden op paa ny og
førte bl. a. til den endelige Opdagelse af
Grønland og det første Kendskab til det store,
vestlige Fastland. Erik den Røde, der som Barn
havde fulgt Faderen fra Norge til Island og
siden var erklæret fredløs der p. Gr. a. Drab,
naaede c. 985 til Grønlands Sydvestkyst og lagde
Grunden til de Nordbo-Bygder, som bestod
Middelalderen igennem. Af Rejser videre mod V.
kendes med Sikkerhed kun to, nemlig Leif den
Heldige’s, Aar 1000 og Thorfin Karlsævne’s
1003—06. Paa disse Togter opdagedes Helluland,
Markland og Vinland, som efter Steensby’s
overbevisende Undersøgelser maa henlægges til
henh. det nordlige og sydlige Labrador og St
Lawrence Rivers Munding neden for Quebec. Vinlands
Opdagelse førte ikke til nogen Kolonisation, og
selv de grønlandske Bygder laa saa fjernt fra
den civiliserede Verden, at deres Skæbne var
beseglet, da en Rk. uheldige Omstændigheder
indtraf (»den sorte Død« 1349 i Norge,
Eskimoernes Fremrykning, som det synes efter de
sidste Aars arkæol. Undersøgelser i Forbindelse
med en Klimaforandring m. m.). For den store
Verden fik Nordboernes Grønlands-Togter kun
ringe Bet.
Italienerne lagde Grunden til den moderne
Kultur, deriblandt ogsaa til de store Opdagelser,
men det blev Spanien og Portugal, som iflg.
deres Beliggenhed ved Oceanet kom til at høste
Frugterne. Med al Respekt for Columbus’ Daad
kan man sige, at i Slutn. af 15. Aarh. laa
Amerikas Opdagelse i Luften, thi i Virkeligheden
blev den ny Verden i denne Periode opdaget
fl. Gange uafhængigt af hinanden. Muligvis er
det en dansk Ekspedition, som endnu tidligere
end Columbus, nemlig et af Aarene nærmest før
1474, betraadte N.’s Jord som de første siden
Nordboerne. Under Ledelse af Pining og
Pothorst udsendte Christian I paa Opfordring af
den portug. Konge en Ekspedition, i hvilken
bl. a. to portug. Adelsmænd (den ene var den
ældre Corte-Real) tog Del. Det vides, at de
landede i Grønland, paa hvis Genopdagelse man
rimeligvis i Danmark havde haabet ved
Ekspeditionens Udrustning; men antagelig naaede de
ogsaa til Newfoundland, idet en nordvestlig Vej
til Indien uden Tvivl var Portugisernes
Drivfjer. Nogle Aar efter (1494) naaede under eng.
Flag Genueseren Giovanni Cabotto til
Newfoundland, og til samme Egne naaede 1500—03 de
yngre Brødre Corte-Real. Frugten af disse
Rejser var Opdagelsen af de rige Torskebanker,
som snart gæstedes regelmæssigt af Fiskere fra
hele Vest-Europa: Portugisere, Baskere,
Franskmænd og Englændere; men videre førte de
foreløbig ikke.
Allerede da var imidlertid i S. den vigtigste
af alle disse Opdagelser gjort, som — udført i
Egne, der ikke mindst p. Gr. a. deres
Guldrigdom havde størst Værd for Datiden — ogsaa
vandt den største, hist. Bet. og derfor med
Rette gælder for Amerikas egl. Opdagelse.
Enhver ved, at denne skyldes Genueseren
Columbus, der som Cristobal Colón var traadt i
sp. Tjeneste og 12. Oktbr 1492 landede paa en af
Bahama-Øerne, hvorpaa han endnu paa samme
Færd opdagede Cuba og Haiti. Paa sin næste
Rejse (1493—96) fandt han fl. af de smaa
Antiller, men naaede ikke Cubas vestlige Forbjerg,
hvorfor han antog Øen for en Del af
»Indien«’s Fastland. Først paa sin 3. Rejse (1498)
naaede han Syd-Amerika ved Orinocos
Munding og paa den 4. (1502) Mellemamerikas
Kyst. En Sværm af »smaa Opdagere« og
conquistadores fulgte i Columbus’ Fodspor. Paa et
Tog for at opdage Ungdommens Kilde fandt
Ponce de Leon 1513 Florida. S. A. skete en
endnu betydningsfuldere Opdagelse, idet Vasco
Nuñez de Balboa for første Gang skuede ud
over Stillehavet ell., som det kaldtes efter sin
Beliggenhed i Forhold til Panama-Tangen, Mar
del Sur. 1517 naaede Hermando de Córdoba
til Kysten af Yucatán, og det flg. Aar besøgte
Juan de Grijalva baade denne Halvøs og
Tabascos Kyst. Lokket af disse Egnes Skatte begyndte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
