Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nebularhypotesen - Nebuloser - Necessaire - necessitas - Necho - Neckar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
er betydelig større end Summen af
Fladehastigheden af alle de Kloder i Solsystemet som vi
kender. Mekanikken lærer nemlig, at Summen
af Fladehastighederne af alle Dele af et System,
som er overladt til sig selv, for alle Tider bliver
uforandret. Men denne og andre af Newcomb’s
Anker har man søgt at hæve ved at indføre
ganske plausible Hypoteser. Ved Siden af disse
Hypoteser, der begynder med en Centraltaage,
har man en Rk. andre. Croll mener, at denne
Urtaage er dannet ved Sammenstød af faste
Legemer, og at der af et fuldstændig koldt
Planetsystem ved Sammenstød kunde dannes en
ny Sol; Ritter hælder mere til den Antagelse, at
kosmiske Sammenstød er nødvendige for
Dannelse af Taagepletter, og Braun støtter ogsaa
sin Teori paa Sammenstød. Lockyer antager i
sin Meteoritteori, at alle selvlysende Legemer i
Himmelrummet dannes ved Sammenstød af
Meteorsværme. G. H. Darwin har søgt at bringe
Lockyer’s Hypotese i Samklang med Laplace’s
ved at antage Materien for elastisk. Af de i den
senere Tid opstillede Teorier for at forklare
Solsystemets Opstaaen, har Chamberlin’s og
Moulton’s planetesimal hypothesis vakt en Del
Opmærksomhed, om end den ikke fuldt ud kan
angive Grunden bl. a. til, at enkelte Planeter
o. fl. Drabanter har en retrograd Bevægelse.
Den samme Bemærkning gælder ogsaa
Arrhenius’ Teori, der gaar ud fra som hos
Chamberlin, at Urtaagen har spiralformet Struktur, en
Antagelse, som væsentlig søger sin Støtte i
Keeler’s Opdagelse af, at Spiralformen sandsynlig
er den normale Form for Stjernetaagerne. Nölke
gaar ogsaa ud fra en Spiraltaage, hvori der
findes enkelte Fortætninger, som skulde være de
senere dannede ydre, smaa og indre Planeter;
men han indfører tillige Verdensæteren som et
Slags modstaaende Medium, hvilket ogsaa See
har benyttet sig af i sin Teori. Nölke
forudsætter, at Newton’s Lov opr. ikke har været den
herskende i Spiraltaagen, men at der mere har
virket en Lov, som er beslægtet med den for
den molekulære Tiltrækning. Efter See blev
Planetdrabanterne ikke som hos Kant dannede
af den Taagemasse, som ligger omkr.
Planeterne, men de kommer som færdigdannede
Kloder inden for Planeternes Tiltrækningssfære og
bliver paa en vis Maade indfangede af disse, en
Anskuelse, som W. H. Pickering har udtalt for
længere Tid siden. Poincaré, som finder, at
Laplace’s Hypotese, naar der gøres enkelte
mindre Ændringer ved den, er den bedste af
alle, har vist ved sine matematiske
Undersøgelser over Ligevægten af en roterende homogen
Masse i flydende Form, at denne ved liden
Rotationshastighed, idet den efterhaanden trækker
sig sammen, begynder med at antage Formen
af en noget fladtrykt Rotationsellipsoide, som
med voksende Tæthed efterhaanden bliver mere
fladtrykt og ustabil, naar Fladtrykningen har
naaet en bestemt Værdi; Massen gaar tilslut
over i en treakset Ellipsoide, som paa sin Side
bliver ustabil, naar den store Akse har faaet en
bestemt Værdi, og som ved videre Kontraktion
forlænges til den ene Side og antager en
pæreformet Figur. Denne er i Ligevægt, men om
den ogsaa er stabil, har Poincaré ikke
undersøgt. Den mindre Del af det pæreformede
Legeme skiller sig ud fra den større Del og
bevæger sig i en fri Bane om denne, hvorved der
opstaar en ny Ligevægtstilstand, og dette vil
gentage sig ved videre Kontraktion. Ud heraf har
man da søgt Aarsagen til enkelte af de Forhold,
man har i Solsystemet, uden at kunne give en
tilfredsstillende Udredning af alle de forsk.
Bevægelsesfænomener, som optræder. Jeans har
udvidet disse Studier til kompressible og ikke
homogene Masser, hvorved man genfinder bedre
de virkelige Forhold hos Stjernerne. Ved
Spaltningen, som ogsaa her finder Sted, skulde af den
enkelte Klode dannes en Dobbeltstjerne;
Tidspunktet, naar denne Spaltning optræder,
afhænger af Klodens opr. Masse. En Stjerne af lille
Masse, c. 0,1 Solmasse, vil ikke dele sig i en
Dobbeltstjerne, før denne Masses Tæthed har
naaet en Værdi af 0,25 til 0,5 af Vandets.
Stjerner af større Masse vil spalte sig i to Dele
allerede ved mindre Tæthed.
Som det vil fremgaa af hvad ovf. er nævnt,
søger N. at give en plausibel Forklaring af,
hvorledes i første Rk. Solsystemet, dernæst de
øvrige Stjernesystemer er opstaaet af en kaotisk
Masse, som opr. har fyldt hele Verdensrummet.
N. følger den gradvise Udvikling fra denne
Tilstand, til Solen og Stjernerne er blevne mørke
og kolde Masser af en død Materie. Men endnu
ikke er det Problem tilfredsstillende løst: at
vise, at en kaotisk Masse kan ell. maa fortætte
sig og omdannes i et System som vort Solsystem
med Planeter bevægende sig om Solen og
Satelliterne om disse Planeter i nær
cirkelformede Baner. Hver af de omtalte Hypoteser
forklarer enkelte Sider af de foreliggende Fakta
uden at kunne naturlig gøre Rede for
Udviklingsprocessen i al sin Almindelighed. Først naar
det Faktum foreligger, at man har iagttaget,
at Planeterne dannes af Sole, ell. at
Stjernetaager fortætter sig til Stjerner og Systemer af
Stjerner, kan man utvungent gøre Rede for,
hvorledes denne Proces er foregaaet. For Tiden
kender vi ikke alle de Processer, som foregaar i
Naturen, og har derfor kun Hypoteser at gaa ud
fra, men disse kan være mere ell. mindre
begrundet. Mod de kendte Naturlove maa de
imidlertid ikke stride.
J. Fr. S.
Nebuloser (Nebulosæ), se Stjernetaager.
Necessaire [da. nesæ↱sæ.rə, fr. nesæ↱sæ.r],
Genstand til Opbevaring af Ting, man skal have
ved Haanden, Taske ell. Foderal med Kam,
Spejl og andre Nødvendighedsgenstande. Ogsaa
Benævnelse for en lille, flyttelig Kakkelovn.
necessitas (lat.) Nødvendighed, Nød, Tvang;
dura n., den gruelige, haarde Nød.
H. H. R.
Necho, se Neko.
Neckar [↱nækar], højre Biflod til Rhinen og
Württembergs Hovedflod, udspringer paa
Højsletten Baar Ø. f. Schwarzwald og løber med nordl.
Hovedretning og et stærkt bugtet Løb indtil
Eberbach i Baden, hvorfra den indtil
Udmundingen ved Mannheim (87 m o. H.) strømmer
mod V. gennem en særdeles smuk og frugtbar
Dal. Dens Dal danner det württembergske
Vinland. Den har en Længde af 397 km og er
sejlbar fra Stuttgarts Forstad Cannstatt (213 m o.
H.). Bl. dens Bifloder nævnes til højre Bred
Kocher og Jagst, til venstre Enz.
(Joh. F.). O. K.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
