Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Naturfølelse - Naturgas - naturhaardt - Naturhelbredelse - Naturhistorie - Naturhorn - Naturkræfter - naturlige Børn - naturlig Foryngelse - naturligt Damascenerstaal - Naturlove - Naturlægemetode - Naturlære - Naturmindesmærke - Naturnæring - Naturreligion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Nervesystemets voksende Finhed, der bringer
Længsel mod Naturen og skærper Interessen for
den, og Samfærdselsmidlernes Udvikling, der
tillader os at nyde Landskabets Skønhed uden
at behøve at døje Besværligheder ved at naa
ud til det. Og disse forsk. Faktorer i
Forbindelse med eet, der ligger endnu dybere og
maaske gaar tilbage til vore nomadiserende
Forfædres inderlige Samliv med Naturen, nemlig
Racetræk, avler den fine og sindsbevægende
Følelse for Naturen, der i romantiske og
panteistiske Former toner sælsomt og betagende i
moderne Lyrik. Men som Vejene, der har ført
til denne Følelse, er mange, er ogsaa selve
Følelsen meget sammensat. En Følelse af
Landskabets Skønhed er jo f. Eks. sammensat af
Følelserne ved hele Naturbilledet, ved Lys og
Skygge og Farvetoner, ved Lysets Spil og
Luftens Friskhed, ved de enkelte Naturformer af
Symmetri og Proportion, Farver og
Farveharmonier, og om disse Elementer, der knytter sig
til bestemte Forestillinger, slynger sig en Rk.
af fine Følelsestoner, Stemninger, der knytter
sig til ubestemte Forestillinger, til den hele
Serie af Erindringer og Minder, der er
indpodede i os fra vort Samliv med Naturen, og
alle de Glæder, den har ydet os. Det er særlig
dette fine Fletværk af ubestemte Stemninger,
der giver Følelsen dette Præg af noget fint,
uudsigeligt og romantisk. (Litt.: Biese, »Die
Entwickelung des Naturgefühls bei dem
Griechen und Römern« [1882—84, 2 Bd]; samme,
»Die Entwickelung des Naturgefühls im
Mittelalter und in der Neuzeit« [1888]).
Cl. W.
Naturgas. Fl. Steder findes der under
Jordens Overflade brændbare Gasarter, der kan
benyttes til Opvarmning, Kraft og Belysning. Se
Gas, Afsn. g, γ.
R. T.
naturhaardt kaldes Staal, der i Kraft af
tilsat Nikkel, Mangan, Volfram, Krom o. l.
formaar at holde Jernkarbidet opløst helt ned til
Stuetemperatur, og som derfor ved alm.
langsom Afkøling antager Martensitstruktur og den
dermed forbundne Haardhed (se hærde, S.
97). Det bruges til Genstande, der skal være
haarde, men p. Gr. a. deres Form og Størrelse
ikke kan hærdes, f. Eks. Valser til Kornmøller,
Kæber til Knusemaskiner.
E. Su.
Naturhelbredelse, d. s. s.
Naturlægemetode.
Naturhistorie, Læren om de Stoffer, hvoraf
Jordkloden sammensættes, og om de paa denne
levende Organismer; hine danner det
uorganiske eller Mineralriget, disse det organiske
Rige, der atter spaltes i Planteriget og
Dyreriget. N. udformes videre i talrige Discipliner,
af hvilke de vigtigste er Mineralogi, Geognosi,
Geologi, Botanik, Zoologi, Anatomi, Histologi,
Embryologi, Ontogeni, Palæontologi, Fylogeni,
Fysiologi, Biologi, Antropologi, Arvelighed
(Genetik) (se Specialart.).
C. W.-L.
Naturhorn, se Horn, S. 731.
Naturkræfter kalder man især de store
Naturvirksomheder: alm. Tiltrækning, Varme,
Lys, Magnetisme og Elektricitet, men Navnet
bruges for øvrigt om alle Naturvirksomheder.
En »Naturkraft« er altsaa ikke det samme som
»Kraft« i den bestemte Betydning, dette Ord
har i Mekanikken.
(K. S. K.). A. W. M.
naturlige Børn d. s. s. uægte Børn.
naturlig Foryngelse kaldes i Skovbruget
Tilvejebringelsen af et nyt Træsamfund, naar de
ny Planter hidrører umiddelbart fra de gamle
enten derved, at disse kaster deres Frø (selvsaar
sig), ell. derved, at de giver Stødskud, efter at
man har afhugget dem tæt ved Jorden. Ordet
n. F. bruges mest om Selvsaaningen og hidrører
fra, at i Naturskoven i den tempererede Zone
formerer Træerne sig næsten udelukkende ved
Frø. I Danmarks Skovbrug er Fremgangsmaaderne
ved Selvsaaning dog meget afvigende fra
Naturskovenes Foryngelse, hvorfor Betegnelsen
er noget vildledende.
C. V. P.
naturligt Damascenerstaal [↱se´nər-], se
Damascenerstaal.
Naturlove, se Fysik, S. 200.
Naturlægemetode kaldtes en Metode, som
navnlig blev sat i System af den schlesiske
Bonde Vincent Priesnitz (død 1851) i
første Halvdel af 19. Aarh. Han indrettede i
Gräfenberg sine Vandkure, hvorved han
anvendte Badebehandling paa enhver Maade og
fuldstændig forkætrede al Medicinanvendelse.
Paa den Tid, han fremkom med sin Metode, der
for øvrigt langtfra var noget nyt, herskede der
i Medicinen en stor Skepsis mod
Medikamenter. Foruden Badebehandling anvendte han
streng Diæt, og han forstod at gøre sit Badested
i høj Grad søgt af Masser af Patienter fra alle
Steder. En anden schlesisk Bonde i Lindewiese,
Schroth (død 1856), anvendte navnlig Tørste-
og Sultekure. N. udviklede sig mere og mere
vildt og ivrede mod alle kirurgiske Indgreb og
ogsaa mod Vaccinationen. Det gode i Metoden
optoges lidt efter lidt af Lægerne og spiller en
stor Rolle ved Behandlingen paa Badesteder og
Sanatorier.
G. N.
Naturlære, d. s. s. Fysik.
Naturmindesmærke, se Naturfredning.
Naturnæring, se Karpeavl og
Ørredavl.
Naturreligion, Dyrkelse af Naturmagter
(enten som Naturguder ell. Naturkræfter),
ikke at forveksle med »den naturlige Religion«
(theologia naturalis), som man yndede i den
rationalistiske Tid, og mod hvilken man træffende
har indvendt, at den hverken var »naturlig«
ell. Religion, da dens Antagelser var alt andet
end selvindlysende og allermindst førte til noget
Fromhedsliv (nogen Hengivelse i Gud). Ogsaa
om »N.« har der hersket Misforstaaelser, idet
man har ment, at Hedenskabets Kultus var en
Dyrkelse af selve Naturen, navnlig af
Naturfænomenerne. Saaledes forklarede f. Eks. de
stoiske Filosoffer det antikke Hedenskab (Apollo
var Solen, Artemis Maanen, Hermes Vinden,
Poseidon Havet o. s. v.) og lgn.
Naturforklaringer af Myterne finder man paa senere Stadier
i andre hedenske Kulturer, f. Eks. i den indiske
Skolastik, hvor den lærde Kommentator Sayana
betragtede Veda-Guderne som Naturfænomener.
I Europa kom denne Forklaringsmaade atter i
Kurs i Romantikkens Tid fra 19. Aarh.’s Beg.
(ja allerede hist og her i Rationalismen, f. Eks.
hos David Hume), idet man læste den dengang
herskende Begejstring for Naturen ind i
Oldtidens Myter, saaledes navnlig Max Müller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
