Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Naturalforplejning - naturalia negotii - naturalia non sunt turpia - Naturalier - Naturalisation
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Under Feltforhold har Soldaten
Reserveproviant for 2 Dage i sin Rygsæk. Den bestaar af
ferskt Kød, Flæsk og Ærter, sammenkogt til en
Masse og nedlagt i hermetisk Boks, Kiks, brændt
og malet Kaffe samt Sukker. — For Skole- og
Garnisonsafdelinger er der et langt mere varieret
Regulativ. Iflg. særskilt
Stortingsbeslutning faar Skoleafdelingerne yderligere nogen
Forbedring af Kosten, idet de faar noget
»Paalæg« (Ost, Pølse, Sild i Olie e. l.) paa
Smørrebrødet.
K. Ø.
naturalia negotii. Ved mangfoldige af de
i det daglige Liv forekommende Retshandler,
særligt ved Køb og Salg, vilde det være ganske
upraktisk, ja ugørligt for Parterne udtrykkeligt
at træffe Aftale om alle Retsvirkningerne
af Kontrakten. Man nøjes da med at fastslaa
det, som er det særlige ved netop denne
Kontrakt, f. Eks. hvilken Ting det er, der skal
sælges, og Prisen. Og selv ved Kontrakter, hvor
det er alm. at træffe ret indgaaende og
detaillerede Bestemmelser om det indbyrdes
Retsforhold mellem Parterne, f. Eks. ved
Forsikring, Leje, Interessentskab, bliver der dog altid
adskilligt tilbage, hvorom Aftalen intet
indeholder. Hvis der nu opstaar Spørgsmaal om et
saadant Punkt, f. Eks. en Erstatning i
Tilfælde af Kontraktens Misligholdelse, om
Forpligtelsens Forældelse o. l., hvorledes finder man
da de Regler, der skal afgøre Sagen? Her maa
man naturligvis i første Række ty til den
positive Lovgivning, der jo paa mangfoldige
Omraader indeholder Regler ang. Kontrakter. Nogle
af disse Regler er præceptive ell. ufravigelige,
d. v. s. de gælder uanset Parternes
modstaaende Aftale, f. Eks. Reglerne om, at Umyndige i
Alm. ikke kan paatage sig formueretlige
Forpligtelser, og om, at en længere
Forældelsesfrist end den lovbestemte ikke kan vedtages.
Andre Regler — og det er inden for
Kontraktsretten det alm. — er kun deklaratoriske, d. v. s.
de kan fraviges ved Parternes Aftale. Her
spiller altsaa Parternes Villie »negativt« ind:
har Parterne villet noget andet, kommer den
deklaratoriske Lovregel ikke til Anvendelse.
Yder den positive Lovgivning ingen Vejledning
til Spørgsmaalets Afgørelse — og det gør den
ofte ikke — maa man hjælpe sig paa anden
Maade. Man maa da udfinde, hvad der i et
Retsforhold som det paagældende er det
sædvanlige og det med Kontraktens Formaal bedst
stemmende, alt forsaavidt det ikke kommer i
Strid med begge Parters individuelle
Forudsætninger. Da Parterne i et Kontraktsforhold —
bortset fra de forholdsvis faa præceptive
Lovbud — er autonome ɔ: de bestemmer selv det
nærmere Indhold af Kontrakten, kommer de
»udfyldende« Retsregler, det være sig
deklaratoriske Lovbud ell. andre deklaratoriske Regler,
hentede fra Sædvanen eller Forholdets Natur,
kun til Anvendelse, forsaavidt Kontrahenternes
»Fællesvillie« ikke kommer i Strid dermed. Det
er imidlertid klart, at en saadan »Fællesvillie«
ikke altid lader sig udfinde. Meget ofte vil
hver af de to Parter noget ganske modsat, og
ofte kan det slet ikke udfindes, hvad de ved
Kontraktens Indgaaelse har villet, maaske fordi
de slet ikke har skænket det paagældende
Forhold en Tanke. Det kan heller ikke altid
afgøres, hvad de »vilde have villet«, hvis
Forholdet da var blevet bragt paa Bane, idet der jo
ganske vist er en Formodning for, at de har
villet det fornuftige og normale, altsaa hyppigt
netop den deklaratoriiske Retsregel; men
undertiden vil en saadan Henvisning til den
formodede Vilje være en ren Fiktion. Skønt
Parternes Vilje altsaa spiller en meget væsentlig
Rolle ved Fortolkningen af en Kontrakt og
Afgørelsen af de derved opstaaede Tvistemaal,
kan man dog ikke løse alle Spørgsmaal ved en
Henvisning dertil. De udfyldende Retsregler er
derfor, selv om de ikke er positive Lovbud,
objektiv Ret: de kommer til Anvendelse, uden
at Parterne har villet det, ja hyppigt mod den
ene Parts Vilje.
De i det foregaaende omhandlede, fra Loven
ell. andre Retskilder hentede udfyldende
Retsregler er det, man forstaar ved N. n. M. H. t.
den nærmere Anvendelse af disse Retsregler
kan det bemærkes, at Parterne stilles, som om
Reglerne virkelig var Bestanddele af
Kontrakten: de om Løfter gældende Regler finder i Alm.
ogsaa Anvendelse paa n. n., f. Eks. Reglerne
om Løfters Ugyldighed. Noget tvivlsomt stiller
det sig dog m. H. t. den vigtige Gruppe af n. n.,
der angaar Løftegiverens Ansvar for
Kontraktens Misligholdelse. Her vil de om Løfter
gældende Regler krydses af et andet Sæt, nemlig
Retsbrudsreglerne, og det vil undertiden være
vanskeligt at gennemføre Teorien om, at
Skyldneren skal stilles, som om han havde lovet
Erstatning for en Misligholdelse.
A. D. B.
naturalia non sunt turpia (lat.), »hvad
der er naturligt, er der ingen Skam ved«,
Kynikernes Leveregel, iflg. hvilken alle
Velanstændighedens Fordringer ustraffet kunde krænkes.
H. H. R.
Naturalier (lat.), alm. Betegnelse for
Naturgenstande, der er præparerede til Brug for
Samlinger ell. i Undervisningsøjemed.
Naturalisation (lat.). Ved N. i egl.
Forstand forstaas en Udlændings Optagelse i
Statssamfundet som formelig Statsborger ved en Akt
fra Statens Side, men efter Ansøgning fra den
paagældende. I de fleste Lande meddeles N.,
der naturligvis aldrig kan kræves som en
personlig Ret, ved en Bevilling af Kongen ell.
Regeringen efter nærmere i Lov derom givne Regler;
dette gælder saaledes i Norge, Sverige,
England, Tyskland m. fl. Stater. I Norge kræves det
i Alm. for, at en Udlænding kan opnaa
Statsborgerbrev, at den paagældende er 21 Aar, har
haft Bopæl i Landet mindst i 3 paa hinanden
flg. Aar, — sædvanligt fordres dog længere Tid:
5 Aar for Danske og Svenske og 10 Aar for
andre Udlændinge — samt opfylder visse andre
Betingelser m. H. t. Uberygtethed og Evne til at
forsørge sig og Familie. Endvidere maa den
paagældende aflægge Troskabsed til
Forfatningen. Lign. Regler gælder i Sverige. I Amerikas
Forenede Stater meddeles N. af Domstolene, og
i nogle Stater, saaledes i Belgien, Holland og
Danmark meddeles den alene ved Lov.
Den sidste Regel indførtes i Danmark ved
Grl. 5. Juni 1849 § 54, der udtalte, at ingen
Udlænding herefter — i Modsætning til tidligere,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
