Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nationaløkonomi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Historien og Statistikken til Hjælp. Man maa kende
de faktiske Forhold, de maa danne Grundlag
for alle økonomiske Vurderinger, d. v. s., den
induktive Metode bliver uundværlig for N.
I Nutiden er alle N.’s Dyrkere enige om, at
inden for N. hører begge Metoder uløseligt
sammen. Dette forhindrer dog ikke, at nogle
Forfattere lægger særlig Vægt paa den deduktive
Metode, andre paa den induktive, ligesom der
inden for N. er visse Omraader, der særlig egner
sig for Anvendelsen af den ene ell. den anden
Metode. De Omraader inden for N., hvor der
hersker stor Bevægelsesfrihed (f. Eks.
Omsætningen paa Verdensmarkedet), egner sig særlig
for den deduktive Metode, medens det paa
andre Omraader (f. Eks. de fleste sociale
Spørgsmaal) særlig er den induktive Metode, der faar
Betydning.
Der benyttes hyppigt andre Betegnelser for
N., navnlig bruges Betegnelsen politisk Økonomi
(fr.: Économie politique, eng.: Political economy),
af Tyskerne oversat med »Volkswirtschaftslehre«
(i de senere Aar delvis fortrængt af det kortere
»Wirtschaftslehre«). Den endnu undertiden,
saaledes i Norge, anvendte Betegnelse
»Statsøkonomi« er misvisende, da den leder Tanken
hen paa Staten som Udøver af økonomiske
Funktioner og derfor let kan give Anledning til
Forveksling med Finanslæren. Betegnelsen
Socialøkonomi (Économie sociale) begynder i
den senere Tid at blive alm.; i dansk-norsk
Sprogbrug vinder Betegnelsen »Samfundsøkonomi«
efterhaanden stærkt frem.
N.’s Historie. Der maa skelnes mellem de
økonomiske Tilstandes Historie, der gør Rede
for det økonomiske Livs Ytringsformer hos de
forsk. Folk paa ethvert Trin af deres historiske
Udvikling, og de økonomiske Ideers Historie.
Genstand for videnskabelig Iagttagelse og
systematisk Fremstilling er det økonomiske Livs
Fænomener først blevne i nyere Tid. Længe
var de herhen hørende Videnskabselementer
blot Led i den alm. Samfunds- og Statslære;
saaledes endnu hos Aristoteles, der omhandler
de økonomiske Fænomener, som falder inden
for hans Synsvidde, i den »Nikomachiske Etik«
og i »Politikken«. Paa samme Maade finder man
hos Platon — navnlig i »Staten«, et utopisk
Udkast til en ideal Samfundsorden —, hos
Xenofon og hos Thukydides Bidrag til en
Udredning af Samtidens økonomiske og sociale
Spørgsmaal. Romerne bragte det ikke videre, skønt
Forfattere af et saa praktisk-realistisk
Aandspræg som Cato, Varro, Cicero, Seneca og
Plinius skænker de økonomiske Problemer megen
Opmærksomhed, og skønt man i den romerske
Ret finder udviklet Begreber som Værdi,
Kredit. Kapital, Indtægt og, fremfor alt, Ejendom.
Den økonomiske Tilbagegang i Middelalderen
gør den samtidige Litteratur endnu langt
fattigere paa økonomiske Ideer end den antikke
Tid. De kirkelige Forfattere sad ene inde med
Tidens videnskabelige Erkendelse, og de havde
kun liden Interesse for herhen hørende
Problemer og Iagttagelser; de indskrænkede sig i
saa Henseende til etisk-teologiske
Betragtninger over enkelte Særspørgsmaal som
Sparsommelighedens Dyd, Slaveriets Ophævelse, en
retfærdig Prisansættelse, Forkasteligheden af at
tage Renter. Disse Spekulationer fik deres
Formulering i Corpus juris canonici, den omkring
1300 istandbragte Kodifikation af kirkelige
Retsregler. Thomas fra Aquino (d. 1274) staar i sin
Betragtning af økonomiske Fænomener
væsentlig endnu paa Aristoteles’ Standpunkt. Et
bemærkelsesværdigt Skridt ud herover danner det
lille Skrift om Penge af Skolastikkens
betydeligste Nationaløkonom Nicolaus Oresmius (c.
1323—82). Et kraftigt Fremstød fik den
økonomiske Tænkning ved selve den materielle
Udvikling i den senere Middelalder. Efter
Korstogene genoptages Forbindelsen mellem Vesten
og Østen, ny Færdselsveje aabnes,
Handelsstæderne blomstrer op, Borgerstanden bliver en
Magt, og de ny økonomiske Behov skaber en ny
Lovgivning, navnlig inden for Handels- og
Søret. Pengene erstattes i den store Handel af
Vekselen; der opstaar Banker og Bankierer, og
med de fastere Forhold udvikles Kreditten.
Denne Udvikling fortsættes gennem hele
Renaissancens og Opdagelsernes Tidsalder.
Tilstrømningen af de ny Guldlandes Rigdomme
bevirkede i 2. Halvdel af 16. Aarh. en dybtgaaende
Forstyrrelse i alle Pris- og Værdiforhold. Den
alm. Omvæltning, dette medførte, maatte
yderligere anspore til Tænkning over økonomiske
Problemer.
Haand i Haand med de materielle Forholds
Omformning fra 14. til 16. Aarh. indtraadte der
en Forrykkelse af Magtforholdene inden for
Samfundene. Fyrstehusene vinder frem i
Indflydelse og Magt, trænger den gl. Lensadel
tilbage og skaber, med Støtte i Borgerskabet, den
moderne Stat med dens Pengeøkonomi.
Beskatningen omlægges fra Natural- til Pengeydelser,
en nødvendig Forudsætning for de ny, betalte
Hære og den ny, lønnede Embedsstand.
En ny Tid var indtraadt. Et af dens mest
karakteristiske Træk var, at Udviklingen
af de økonomiske Forhold blev Statsformaal, ja
anerkendt som en af de højeste Opgaver for
Statsmanden. Det er Merkantilismens Tidsalder.
Snart fejres Pengecirkulationen som Statslegemets
bevægende Princip (nervus rerum), og
Staten selv træder i Skranken for at øge
Møntmetallets Mængde, for at aabne ny
Velstandskilder, for at udvide Handelen bl. a. ved
Kolonierhvervelser, for ved ethvert Middel at opnaa
en »gunstig Handelsbalance«. Merkantilismen er
nemlig efter sit Væsen praktisk Handelspolitik.
Dens saakaldte »System« ligger ingenlunde i
dens Litteratur, thi denne er blot en Samling
spredte Indlæg i Samtidens aktuelle
Spørgsmaal. Denne Litteratur aabnes med en Del
Skrifter om Møntspørgsmaal, — forklarligt nok,
naar man betænker, hvorledes Følgerne af
Prisrevolutionens Omvæltninger og Møntens
Forringelse maatte paatrænge sig enhver Iagttager.
Interessante Eksempler herpaa er de i
Tyskland allerede c. 1530 fremkomne Flyveskrifter
om de sachsiske Albertiners og Ernestiners
Møntstrid (udg. af W. Lotz, Leipzig 1893);
antagelig paa omtr. samme Tid (c. 1550) fremkom
i England det den for øvrigt ukendte William
Stafford tillagte Skrift om »Befolkningens
Klager« (over Dyrtid og slet Mønt). N.’s Forløbere
findes dog særlig i Italien: Gasparo Scaruffi
(Discorso supra la moneta, 1582), Antonio Serra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
