Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Napravnik, Eduard - Naquet, Alfred - Nar - Nara
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Prag-Orgelskolen og blev 1869 første Kapelmester
ved Operaen i Petrograd; 1882 efterfulgte han
derhos Balakirev som Dirigent af
Musikselskabets Symfonikoncerter. N. har i sine
Kompositioner sluttet sig nær til den ny-russiske
Skole; de omfatter nogle Operaer, hvoraf to med
national-russiske Sujetter, symfoniske
Digtninge, Kammermusik, Klaverværker og Sange.
(Biografi af Findeisen [russ. 1898]).
W. B.
Naquet [na↱kæ], Alfred, fransk Politiker
(1834—1916), af jødisk Slægt, studerede
Lægevidenskab i Montpellier og Paris og blev 1859
Dr. med. Særlig lagde han sig efter Kemi, var
1863—65 Prof. i dette Fag ved Palermos tekn.
Højskole og skrev Principes de chimie fondés
sur les théories modernes (1865, 5. Udg. 1890),
der blev oversat paa flere Sprog. 1867 vendte
han sig til det politiske Liv og var med at
organisere den radikale Fredskongres i Genève.
Kort efter blev han for Deltagelse i et
hemmeligt Selskab dømt til 15 Maaneders Fængsel,
skrev her et meget yderligt Skrift om »Religion,
Ejendom og Familie« og unddrog sig en ny
Fængselsstraf ved Flugt til Spanien. Han
vendte hjem efter den alm. Amnesti 1869 og var
4. Septbr 1870 med i den Skare, som
sprængte den lovgivende Forsamling. Han blev
Sekretær i den af Forsvarsregeringen indsatte
Forsvarskommission og fulgte med dens
Afdeling til Tours. Juli 1871 valgtes han til
Nationalforsamlingen, hørte til yderste Venstre og
krævede Novbr 1873 Folkeafstemning over
Frankrigs fremtidige Statsordning, men
stemte dog Febr 1875 for den ny Forfatning. Snart
fortrød han dette og sluttede sig til
Gambetta’s Modstandere. 1876—83 var han Medlem af
Deputeretkamret, var Ophavsmand til Loven
om Skilsmisse og lod sig vælge ind i Senatet
1883 for at kunne virke for dens Vedtagelse.
1888 sluttede han sig til Boulanger, var
1889—98 paa ny Medlem af Deputeretkamret, men
spillede ingen Rolle. 1890 udgav han et Skrift
Socialisme collectiviste et socialisme libéral og
1904 et nyt Skrift i samme Retning L’anarchie
et le collectivisme, men fandt ingen Indgang
for sine yderlige Meninger.
E. E.
Nar, et Menneske, som i sin Adfærd røber
latterlig Daarlighed, hvis Tale og Handlinger
vidner om eller foregiver Mangel paa sund
Forstand, og som i sin Optræden mest følger
forfængelige Indskydelser. Alvorlige Mennesker
vil ikke kunne skænke en N. deres Bifald eller
have virkelig Sympati for ham, og dog kan de
allerfleste ikke lade være at trække paa
Smilebaandet eller endog at bryde ud i Latter, naar
en N. optræder, især naar hans Ydre, ikke blot
Dragt, men ogsaa hans hele Skikkelse, er
meget afstikkende. Deraf kommer det Særsyn,
at man hos de fleste Folk har sat ikke liden
Pris paa N., hvad der dog let lader sig
forklare af, at man forhen ikke, som i Nutiden,
havde let Adgang til Adspredelser, og man
derfor maatte tage til Takke med tarvelige
Forlystelser. Allerede 3000 Aar f. Kr. havde man
N. i Ægypten, som det ses af Indskrifter i
Datidens Grave. Det omtales saaledes i
Herkhuf’s Grav som særlig fortjenstligt af ham, at
han fra det indre Afrika skaffede Kongen (Pepi
eller Phiops II) en Person, vel en Dværg, som
vistnok er optraadt som en Art N. Ogsaa i
Persien o. a. Østerlande havdes fordum N. Fra
Østerlandene kom Skikken til Grækenland og
til Italien. Den Snyltegæst, som ofte omtales hos
gamle Forf., og som underholdt Gæsterne ved
pudsige Indfald, var i Virkeligheden en Art N.
Da N. ofte høstede Bifald og Fortjeneste, blev
det snart til en Art Levebrød for dem, der
havde Anlæg i den Retning, at lade sig se som N.
Denne Slags Folk har for øvrigt i det gamle
Grækenland aabenbart spillet en vis Rolle ved
Udviklingen af den dram. Kunst. De, der
optraadte paa Thespis’ Kærre og drog rundt i
Grækenland, idet de forklædte og malede i
Ansigtet gav Forestillinger, som Folkets brede
Lag fandt megen Behag i, kan nærmest
betragtes som en Art N. I Athen var der i
5. og 4. Aarh. f. Kr. mange af den Slags
Mennesker; de dannede endog, synes det,
Selskaber eller Foreninger. Siden finder vi noget lgn.
i Rom. Institutionen døde ikke ud med
Oldtiden; thi vore Dages Pierrot og Polichinel,
ligesom den eng. Punch o. l. er saa at sige
Efterkommere af saadanne N. fra Oldtiden.
I Rom holdt rige Privatmænd ofte i deres
Hjem N. til egen og Gæsters Underholdning.
Skikken at holde N. findes i Middelalderen
senest fra 10. Aarh. i fuldt Flor. Særlig ved
Hoffer (Hofnar), men ogsaa hos andre store
Herrer holdtes N., ja ikke sjældent endog hos
gejstlige Kirkefyrster, Biskopper og Abbeder.
Hugo Capet’s Fader, Hugo den Store, havde
en saadan N. Selv den hellige Ludvig havde
en N. ved sit Hof. Af og til hører man dog om,
at en N. blev jaget bort, fordi han viste
usømmelig Adfærd, men da N. havde Frisprog og
ofte kunde udtale, hvad ingen anden ustraffet
vovede at komme frem med for Fyrster og
Herskere, kunde en N. mangen en Gang udøve
en ikke ringe Indflydelse. Fra 14. Aarh. blev
det et formeligt Hofembede at være N. hos en
Hersker. Undertiden saa man ved Hoffer
foruden den fast ansatte Hofnar tillige andre N.
Reformationen gjorde ingen Forandring heri.
De protestantiske Konger havde lige saa vel
som de katolske deres N., saaledes bl. a. de
danske Konger. Alle Vegne bar N. en kendelig
afstikkende Dragt, ofte med Bjælder, med en
udfaldende Krave, en Hue med Æseløren ell.
Hanekam; i Haanden en Art Scepter. Til N.
valgtes gerne Dværge. Endnu Peter den Store
holdt flere N.; men snart efter gik Skikken
at holde N. helt af Brug undtagen i Rusland
og Neapel, hvor Ferdinand IV (1759—1825)
holdt Hofnar. Foruden de egl. N. ser vi i
Middelalderen ofte mange Mennesker, der ellers
førte et ærbart og regelmæssigt Liv, en Gang
imellem kortere Tid, ofte efter Jul, ved en Art
Festligheder optræde som N. (se
Narrefest). Selv Gejstlige deltog deri; men da
disse Fester ofte udartede i høj Grad, forbødes
de gentagne Gange af de højeste Autoriteter.
(Litt.: A. F. Nick, »Die Hofnarren und
Volknarren« [Stuttgart 1861]; A. Gazeau, Les
bouffons [Paris 1882]).
V. S.
Nara (»Manden«), i den indiske Mystik snart
opfattet som det ældste, viseste og bedste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
