Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Musik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Musikere ud, Orlandus Lassus til Bayern,
Willaert og andre til Italien, og stiftede
ny Kunstskoler efter deres Mønster, i Tyskland
med Repræsentanter som Senfl og Hasler,
i Venedig med Andrea og Giovanni
Gabrieli, i Rom med Palestrina. Ogsaa
til Spanien (Morales, Vittoria) og til
England (Tallys, Byrd, Gibbons) naar
denne Skoles Indflydelse. Dens Kunstlære
fremstilles af en Rk. højlærde Tonelærere,
hvoriblandt Nederlænderen Tinctoris,
Schweizeren Glareanus og Italienerne Gafori
og Zarlino. Med Palestrina og hans
Skole naar denne Periode sin højeste
Udvikling og tillige sin Afslutning.
Det 17. Aarh. Operaen. Oratoriet,
Instrumentalmusik. Aaret 1600 danner
et vigtigt Vendepunkt i Musikkens Historie.
Den »polyfone« Stil afløses af den »homofone«,
nye Kunstformer, Opera og Oratorium,
fremstaar, og Instrumentalmusikken udvikler sig
som selvstændig Kunst. Den ny Tidsaand viser
sig først i en stærk Reageren mod den
foregaaende Periodes kunstige Stil. Renaissancens
Aand har omsider naaet Tonekunstens Verden.
Man drømte i Italien om at genføde den
antikke Tragedie med dens musikalske Iklædning,
idet man konstruerede en Art Tonetale
(Monodi), som man mente Antikken havde
benyttet. Paa denne Vis opstod henad 1600 det
musikalske Drama, Dramma per musica, i
Firenze, 1594 Dafne, 1600 Euridice, Teksterne
af Rinuccini, Musikken af Peri og af
Caccini. I Aaret 1600 møder fremdeles
Komponisten Cavalieri med et gejstligt
Musikdrama i Rom, et Oratorium, La
rappresentazione di anima e di corpo. Det ny
Stilprincip er i alle disse og flg. Musikdramaer det
homofone med instrumental Ledsagelse;
bygget paa Akkorder (»Generalbas«) føres en
enkelt Stemme, der snart i Recitativ, snart i
ariose Perioder afsynger Teksten. »Melodien«
har dermed emanciperet sig fra den polyfone
Mangestemmighed, og Stile rappreseritativo,
som man dengang kaldte den, har dermed
afløst den tidligere a-cappella-Stil. I Forbindelse
med denne Nydannelse af Melodien staar en
stærk Udvikling af Kromatikken paa den
tidligere Diatoniks Bekostning, endelig optræder
de moderne Tonearter Dur og Moll og trænger
efterhaanden de gl. Kirketonearter tilbage.
Vi følger Musikdramaet i dets videre
Forløb. I Firenze begyndte det som virkeligt
Drama med musikalsk Iklædning, idet Musikken
kun spillede en tjenende Rolle. Fra Firenze
omplantedes det nu til Venedig, hvor det i 17.
Aarh. under Mestre som Monteverdi,
Cavalli og Cesti udvikledes baade tekn. og
kunstnerisk, saa at det importeredes til
Hofferne i Paris og Wien. Allerede dengang havde
imidlertid det opr. Forhold mellem Tekstens
og Musikkens indbyrdes Stilling begyndt at
forskyde sig, idet Musikken mere og mere bredte
sig paa Tekstens Bekostning. Og da denne
Kunstart efter 1700 tog fast Sæde i Neapel
under Al. Scarlatti, kom det opr.
Musikdrama snart til at vige Pladsen for den egl.
Opera, hvor det musikalske ganske fik
Overtaget. Den neapolitanske Skole grundlagde
derved det ejendommelig ital. musikalske
Supremati, som har strakt sig indtil vor Tidsalder. I
denne ital. Opera seria blev i stigende Maal
Sangerne og deres Virtuositet Hovedsagen, for
hvilken den dram. Handling og Kravene til
dram. Sandhed mere og mere maatte træde i
Baggrunden, til sidst skreves Operaerne alene
for Sangernes Skyld. Sangerinder som
Cuzzoni ell. Faustina Hasse, Kastrater som
Senesino ell. Farinelli lagde Verden
for deres Fødder, medens Komponister som
Leo, Vinci, Pergolesi, Jomelli,
Piccini, Paesiello, Cimarosa og alle de
andre Komponister af den neapolitanske Skole
tog Sindene fangne ved deres Melodiers
berusende Sødme. Overalt i 18. og langt ind i 19.
Aarh. herskede denne ital. Operastil. Et
Forsøg paa at grundlægge en national tysk Opera
i Hamburg (1678—1738) strandede til sidst,
ikke saa meget af Mangel paa talentfulde
Komponister (Keiser, Händel, Telemann)
som paa Publikums Mangel paa Forstaaelse.
Kun Paris holdt en selvstændig Stilling.
Under Protektion af Ludvig XIV havde
Florentineren Lully (1672) overtaget den Aaret i
Forvejen af Perrin og Cambert
grundlagte fr. Operascene. Han skabte da et
nationalt fr. Musikdrama ud fra samme
Kunstprincipper som det gl. florentinske. I samme Spor
fortsatte senere Rameau og andre fr.
Komponister. Og det var med Støtte i dette fr.
Musikdrama, at Gluck i Slutn. af 18. Aarh.
iværksatte og gennemførte sin Operareform, der
første Gang traadte op imod den ital. Operas
Overherredømme.
Oratoriet, der var begyndt i Rom som
kirkeligt Musikdrama, naaede smst. hurtig ved
Carissimi et højt Standpunkt. Senere
kunde det imidlertid ikke holde Stand som særlig
Kunstart imod den alt opslugende Opera. Altid
mere udvidskedes Forskellen mellem de to
Kunstarter. Først Händel bragte Forandring
i dette Forhold, og staar endnu som Oratoriets
største Mester. Paa Kirkemusikkens Omraade
trængte i øvrigt den ny Stil stærkt frem.
Viadana’s saakaldte »Kirkekoncerter« (1602)
dannede Beg. til en hel ny og meget udbredt
Kunstart, hvor Solostemmer snart alene, snart
i Forbindelse med Kor og obligate Instrumenter
vekslede med hinanden, en Kunstgren, der
baade i de fyrstelige Kapeller og i Kirken
efterhaanden fortrængte den polyfone
a-cappella-Stil. I Tyskland gav Reformationen med
Luther’s Kirkesang Stødet til en ejendommelig,
kraftig udviklet protestantisk Kirkekunst
(Eccard, Prätorius, Heinrich Schütz),
som kulminerede i Seb. Bach.
Ligeledes Instrumentalmusikken
skabte sig nye Former, Suiten, Sonaten,
Solokoncerten. Orgelmusikken fik sine særlige
Repræsentanter (Merulo, Frescobaldi,
Sweelinck, Froberger, Pachelbel,
Buxtehude) saavel som Klaveret (D.
Scarlatti, Couperin, Rameau, John.
Bull, Kuhnau) og Violinen (Corelli,
Vivaldi, Tartini, Leclair). Samtidig
gaar Instrumentbygningen stærkt frem,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
