Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mun, Adrien Albert Marie, Greve af - Mun, Thomas - Munarvaag - Munatius - Munch, Andreas
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
organisere en parlamentarisk Gruppe, l’Alliance
catholique, men blev desavoueret af Paven.
1889 stillede han sig som Forfatningsrevisionist
og var i de følgende Aar en af de ledende
Kræfter i den boulangistiske Bevægelse. Da
Paven 1892 anbefalede de fr. Monarkister at
slutte sig til Republikken, traadte M. for en Tid
tilbage. Han var dog stedse ogsaa senere en
skattet Parlamentariker, hvis Talekunst 1897
skaffede ham Plads i Akademiet, om end hans
udprægede Standpunkter, hans glødende Had
til Republikken og hans sympatiske Forstaaelse
af et svundet Samfunds Kulturværdier hindrede
ham i at vinde Indflydelse uden for sin Gruppe.
Han hørte til de ivrigste Talsmænd for sit
Lands Krigsberedskab før Verdenskrigen. Han
har skildret sin første offentlige Virksomhed i
Ma vocation sociale (1908) og samlet sine Taler
og Artikler i Discours (3 Bd, 1888), Discours et
écrits diverses [4 Bd 1805, 1904] og Combats
d’hier et d’aujourd’hui (4 Bind, 1910, 1911).
P. L. M.
Mun [măn], Thomas, eng. økonomisk Forf.
(1571—1641), er navnlig blevet kendt ved Skr.
Englands Treasure by Forraign Trade (affattet
c. 1630, udg. 1664; genoptrykt oftere og senest
i Economic Classics, udg. ved W. J. Ashley,
1895). Denne Afh. anses for at være af
grundlæggende Bet. for Udviklingen af de
merkantilistiske Handelsteorier og derigennem
indirekte for det flg. Aarh.’s økonomiske Politik i
England.
(K. V. H.). Sv. N.
Munarvaag (egl. Lykkens ell.
Elskovsglædens Havn), i Sagaerne en Havn paa Samsø,
hvorved Hjalmar’s Kamp med Angantyr stod.
Stedet har ikke kunnet paavises, og Navnet
antages at være opdigtet.
G. K-n.
Munatius, rom. plebejisk Slægt i Oldtiden.
Mest kendt af dens Medlemmer er Lucius
M. Plancus, der var Cæsar’s Legat i
Gallien og senere selv fik det transalpinske
Gallien at bestyre (44 f. Kr.). Efter Cæsar’s Mord
indtog han i politisk Henseende en meget
vaklende Holdning. Af Cicero lod han sig bevæge
til en Tid at slutte sig til Senatspartiet, men
gik snart over til Antonius. Han opnaaede
Konsulatet 42 og blev derefter Statholder i
Lilleasien og senere i Syrien. Da Kampen
mellem Antonius og Octavian udbrød, gik M. over
til den sidstnævntes Parti, som han derefter
vedblev at tilhøre. Det var ham, som 27
stillede Forslag om, at Octavian skulde hædres
med Titlen Augustus.
H. H. R.
Munch [moŋk], Andreas, norsk Digter, Søn
af nedenn. J. St. M., f. i Kria 19. Oktbr 1811, d.
i Kbhvn 27. Juni 1884, blev Student 1830, men
opgav Studierne, da han blev Kopist i
Finansdepartementet. I 25 Aars Alderen udgav han
sin første Digtsamling, med den beskedne Titel
»Ephemerer« (1836); i sin Kritik fremhæver
hans Ven Schweigaard med Rette den blide og
varme Grundtone samt det »manérfri og
larmløse« Foredrag. Sentimentaliteten virkede som
aabenbart anbragt paa urette Sted i det 3 Akts
Jambedrama »Kong Sverre’s Ungdom«,
hvormed han i Konkurrencen om Aabningsstykke for
det nystiftede Kria Teater (1837) sejrede over
Wergelands »Campbellerne«; mere paa sin
Plads var den i det til V. Hugo’s »Spanien«
henlagte lyriske Drama »Donna Clara. En
Natscene« (1840). I Septbr 1841 blev den
upolitiske Digter betroet Redaktionen
af det politiske Dagblad »Den
Constitutionelle«, en Virksomhed, der
1845 p. Gr. a. hans Overordnedes Mishag
med et Par indtagne Stykker kostede ham
hans Departementspost. M. var ved Giftermaal
med en velstaaende Købmands Datter allerede
frelst fra Udsigten til Næringssorg. Ikke længe
efter fratraadte han Redaktørstillingen og drog
1847 gennem Tyskland og Frankrig til Italien,
hans Drømmes Maal. M. udgav »Digte, gamle
og nye« (1848) og »Nye Digte« (1850).
Middelalderen og Italien lovsynges, endog med
Forherligelse af Katolicismen; Henrykkelsen i
Naturens Dejlighed isprænges med dump mystisk
Længsel ell. graadmild Vemod. Den sidste
Samling indesluttede den store Romancyklus
»Kongedatterens Brudefærd«, M.’s mest vellykkede
Værk. Popularitetens Tinde naaede M., da han
udgav de Digte, der vældede frem efter hans
unge Hustrus Død 1850: »Sorg og Trøst« (1852);
paa et Aar reves 3 Oplag bort (7. Oplag 1891).
Han stod nu som sit Lands mest afholdte og
forgudede Digter. Det saaledes vundne Ry holdt
han oppe ved et Par »kristelige Tragedier«, som
han offentliggjorde og under stort Bifald saa
spillet: »Salomon de Caus« (1854) og »Lord
William Russell« (1857). En gævere Tone behersker
den nationalhistoriske Enakter »En Aften paa
Giske« (1855), medens 5 Akts Tragedien »Hertug
Skule« (1864) led den Vanskæbne at
fremkomme, just som Publikum var betaget af den unge
Ibsen’s første Succes med »Kongsemnerne«, som
ved et mærkeligt Træf behandler samme Tema.
1861 havde M. i sit og Fætteren P. A. Munch’s
Tidsskrift »For Hjemmet« offentliggjort sin hist.
Roman »Pigen fra Norge«, der snart ogsaa
udkom i Bogform. Sin fordums Yndest
genoprettede Digteren, hvis »Digte og Fortællinger, ældre
og nyere« (1854) og »Nyeste Digte« (1861) ikke
havde vakt særlig Opsigt, ved Jul 1864 med »Jesu
Billede. Digtkrans efter en romersk Legende«
(6. Udg. 1885) samt 1867 med »Eftersommer.
Ny Digtsamling«. Da M.’s Digterry stod paa det
højeste, nød han den Udmærkelse, at
Stortinget 1860 enstemmig uden Debat bevilgede ham
400 Spd. i Løn som Docent, hvorved den
berømte Mand fritoges for den Bibliotekstjeneste,
han siden 1850 havde været bunden til; dette
var den første norske Digtergage; 1866 blev
Titelen ændret til Professor. Da var M. netop
indtraadt i nyt Ægteskab med en dansk Greves
 |
| A. Munch. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
