- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland /
378

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mucin - Mucius - Muck, Karl

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Mucinsubstanserne er i tør Tilstand
farveløse hornagtige Substanser uden Lugt og Smag.
De er sammensatte af Kulstof, Brint, Kvælstof,
Ilt og Svovl, men indeholder mindre Kvælstof
end de ægte Æggehvidestoffer. De giver mange
af Æggehvidestoffernes Reaktioner, saaledes
Biuret-Prøven og den Millon’ske Reaktion, men
de adskiller sig fra de egl. Æggehvidestoffer
derved, at der ved Kogning med en Syre
(Saltsyre ell. Svovlsyre) let dannes (afspaltes)
Stoffer, der staar Sukkerarterne nær. Disse
sukkerlignende Stoffer indeholder i Modsætning til
de egl. Sukkerarter Kvælstof og kan fraspalte
Glykosamin. Det antages derfor, at M. er
Forbindelser af Æggehvidestoffer og sukkeragtige
Stoffer, og de regnes derfor til de saakaldte
Glycoproteïder. (Ogsaa nogle ægte Æggehvidestoffer
kan fraspalte sukkerlignende Stoffer, saa
Grænsen mellem disse og Glycoproteïderne er
ikke skarp). I Opløsning danner de i Reglen
(men ikke altid) de seje, traadtrækkende
slimede Vædsker, der er vel kendte fra
Slimhindernes Afsondringer og Spyttet. Vore
Kundskaber om disse Stoffers specielle Kemi er
endnu ufuldstændig, men det synes, som om man
kan adskille tre indbyrdes forsk.
Hovedgrupper, nemlig: 1) de ægte M., 2) Mukoïder
og 3) Chondroproteïder. — De ægte
M.
er Glycoproteïder, der er uopløselige i Vand,
men som opløses af Alkalier. De koagulerer
ikke ved Varme, men fældes ved Tilsætning af
Eddikesyre, ligesom ogsaa af Garvesyre og
Alkohol (naar der er Salte til Stede) og af flere
Metalsalte (f. Eks. Kvægsølvklorid). Herhen
hører det af »Slimhinderne« (Bægercellerne)
hos Mennesket og Pattedyrene og af
Underkæbespytkirtelen afsondrede M.
Mukoiderne er en ret uensartet sammensat Gruppe af
Mucinsubstanser. Herhen hører
Hønseæggehvidens M., og Pseudomucinet, der findes i
visse Æggestokcyster hos Mennesket. Det
fældes ikke som de ægte M. af Eddikesyre, men
af Alkohol. — Chondroproteïderne er
Glycoproteïder, der ved Kogning med Syrer
afspalter en ejendommelig Substans,
Chondroitinsvovlsyre, der bl. a. indeholder et
sukkerlignende Stof. En Repræsentant for denne Gruppe
findes i ret store Mængder i Brusksubstansen
(Chondromukoïd), og herhen hører
vistnok ogsaa den højst ejendommelige
Amyloïdsubstans, der optræder i Organismen
som et Degenerationsprodukt i Milt, Lever,
Nyre og paa fl. andre St. i visse kroniske
Sygdomme. Dette Stof er uopløseligt i Vand, men
opløseligt i Alkali. Det fældes af Alkohol, Æter,
fortyndede Mineralsyrer og Eddikesyre. Det
giver fl. Æggehvidereaktioner (f. Eks. Millon’s
Reaktion), og som de øvrige ved Kogning med
Syrer en sukkerlignende Substans. Sit Navn
har Amyloïdsubstansen faaet af, at den, uagtet
den intet har med Stivelse at gøre, med Jod og
Svovlsyre giver en noget lgn. Farve som denne.
Sikrere end denne Reaktion er imidlertid
Reaktionen med Jodmetylanilin og Eddikesyre,
hvorved Amyloïd farves rød.

Mucinsubstanserne er nær beslægtede med en
Rk. andre Substanser, der navnlig forekommer
i de lavere Dyrs (Bløddyrenes) Bedækninger og
Afsondringer (for Eksempel Snegleslim).
(S. T.). L. F.

Mucius, romersk plebejisk Slægt i Oldtiden.
Af dens Medlemmer kan nævnes flg.:

1) Gajus M. Scævola prises af Sagnet
for sit Mod under Krigen med Etrurerne (508
f. Kr.). Da Kong Porsena belejrede Rom, skal
han alene have vovet sig ud i hans Lejr for at
dræbe Kongen. Men da han af en Fejltagelse
kom til at dræbe hans Skriver i St. f., blev
han greben. Da han dernæst for at vise sin
Standhaftighed stak sin højre Haand ind i
Alterilden og fortalte Porsena, at 300 lige saa
modige unge Romere havde sammensvoret sig
om at dræbe ham, blev Kongen saa
forskrækket, at han gav ham fri og aabnede
Fredsunderhandlinger. Sagnet staar uden Tvivl i
Forbindelse med Familienavnet Scævola (»den
kejthaandede«).

2) Publius M. Scævola, Konsul 133 og
pontifex maximus, var en anset Jurist. Som
Konsul begunstigede han Tiberius Gracchus’
Reformplaner, uden dog energisk at tage hans
Parti.

3) Quintus M. Scævola, foreg.’s Fætter,
Konsul 117 og Augur, udmærkede sig baade som
Taler og som Jurist. I det politiske Liv indtog
han en temmelig forsigtig Holdning. Cicero nød
i sin Ungdom godt af hans Undervisning og
lader ham optræde samtalende i sit Skrift
Lælius.

4) Quintus M. Scævola, Søn af ovenn.
P. M. S., Konsul 95 og pontifex maximus, var
som Jurist endnu betydeligere end de forhen
omtalte og desuden en dygtig Taler. Som
Provinsstatholder i Lilleasien udmærkede han sig
ved sin store Uegennyttighed, men hans
Strenghed skaffede ham mange Fjender. Som en af
Optimatpartiets ivrigste Tilhængere blev han
dræbt under Borgerkrigen (82). Ogsaa han var
Lærer for Cicero.

5) Gajus Licinius Crassus
Mucianus
tilhørte efter Fødslen Slægten M.,
men var adopteret af en Crassus. Han var
under Kejser Nero Statholder i Syrien; under
Tronstridighederne sluttede han sig først til
Otho, og senere var det væsentlig ham, som
bevirkede, at Soldaterne i Orienten udraabte
Vespasian til Kejser. Med en Del af Tropperne
drog han til Italien, og efter at Vitellius var
bleven dræbt, ledede han en Tid Regeringen i
Rom, indtil Vespasian selv ankom. Han var
ogsaa Forf. til et Skr. af geogr. og naturhistorisk
Indhold.
H. H. R.

Muck [mok], Karl, tysk Musiker, f. i
Darmstadt 22. Oktbr 1859. Han studerede
navnlig ved Leipzig-Konservatoriet, men drev
samtidig videnskabelige Studier og tog
Doktorgraden. Ved tilfældige Omstændigheder førtes han
ind paa Dirigentbanen, som han siden ikke
forlod. Efter at have haft Ansættelse ved Teatrene
i Salzburg, Brünn, Graz og Prag kaldtes han
til Berlin som Hofkapelmester, hvilken Stilling
M. opgav 1912 for at overtage Ledelsen af
Boston Symfoni Orkestret. Under Verdenskrigen
var han interneret i Amerika, vendte først

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:59:41 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/17/0398.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free