Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mosaik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mosaikkunsten en ny Blomstring i Kirkerne; idet
Gulvmosaikken gik af Brug, benyttedes den
musiviske Teknik til Udsmykning af Kirkevæggene,
særligt Apsishvælvingen. Denne Placering
tillod en udstrakt Brug af Glasterninger, og
medens Figurerne byzantiniseredes og kom til at
dominere paa Bekostning af Ornamentikken,
ændredes ogsaa Farvevalget. Antikkens lyse
Farveholdning og hvide Grund fortrænges af
dybere Farver paa blaa Bund, og til Slut
foretrækkes Guldgrunden. Hovedstaden Byzans
har sikkert været førende, men under
Tyrkernes Herredømme er mange Hovedværker gaaet
til Grunde, og ligesom for Oldtidens Vedk. kan
Udviklingen bedst følges i Italien. De romerske
Basilikaer nummer M. allerede fra 4.—5. Aarh.
(naturalistiske Dekorationer i S. Constanza,
Apsisbilledet i S. Pudenziana) og mange
storslaaede Arbejder fra de følgende Aarh.
Ravenna er rig paa M. fra 5.—6. Aarh., de yngre i
udpræget byzantinsk Stil, deriblandt
Portrætbillederne af Kejser Justinian og Kejserinde
Theodosia i S. Vitale. Efter en Forfaldstid omkring
Aar 1000 fik Mosaikkunsten igen Fremgang i
11.—12. Aarh., under direkte byzantinsk
Indflydelse. Under Normannernes Herredømme paa
Sicilien skabtes de storslaaede og skønne
Værker i Cefalu, Palermo og Monreale, og i
Venedig begyndte man at smykke Markuskirken
med byzantinske M. Ogsaa i Rom blomstrede
Kunsten igen, omend man her ikke naaede saa
højt som de oldkristelige Storværker. I 12.—13.
Aarh. fik man imidlertid igen Smag for
ornamental M. til Udsmykning af Gulve og
Kirkeinventar, hvis Marmor dekoreredes med
geometrisk mønstrede Mosaikbaand af Sten- og
Glasstifter, en Specialitet, som særligt dyrkedes
af en romersk Kunstnerfamilie, Cosmaterne. I
Firenze møder vi den beslægtede
Inkrustations-Teknik som Smykke for Kirkefacaderne.
Med Gotikkens Fremtrængen endte
Mosaikkunstens sidste Storhedstid; som Vægsmykke
fortrængtes den af Freskomaleriet, men i
Italien døde Teknikken aldrig helt, og selv
Renaissancetiden kunde bruge den.
Ejendommeligt er Mosaikgulvet i Sienas Domkirke
(14.—16. Aarh.), med Figurtegninger, udførte i
Marmorplader, hvori Konturerne er fordybede og
udfyldte med sort Stuk. I Venedig arbejdede
man vedblivende i Markuskirken og
moderniserede gamle, delvis ødelagte Arbejder, indtil
Regeringen 1610 befalede, at det gamle skulde
respekteres. I Rom beskyttede Paverne den
kostbare Kunst, som særligt kom til Anvendelse
i Peterskirken, baade den ældre og den nyere.
Det pavelige Værksted i Vatikanet, Studio del
mosaico, som endnu bestaar, kom i 17.—18.
Aarh. ind paa en direkte Efterligning af
Malerier, den særlige romerske M., der teknisk
set, ved Anvendelse af meget smaa og rigt
farvede Glasstifter, er fremragende, men
kunstnerisk set ikke staar Maal med det gamle.
Interessantere er den florentinske M.,
der ikke arbejder med Glasstifter, men er en
Marmorintarsia, som væsentlig indskrænker sig
til ornamentale Opgaver eller Dyre- og
Plantemotiver. Den endnu bestaaende florentinske
Mosaikfabrik oprettedes 1561 og har bl. a.
leveret Udsmykningen af Mediciernes Gravkapel
ved S. Lorenzo. I stor Udstrækning dyrkedes
den samme Telknik ogsaa i Neapel, og den blev
i det hele meget karakteristisk for italiensk
Barokkunst. I Danmark er florentinsk M.
repræsenteret i Rosenborgsamlingen.
 |
| Fig. 2. Tidlig middelalderlig Kirkemosaik (Rom). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
