Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Morning Post - Morny, Auguste de - Moron - Morona - Moron de la Frontera - Morone, Giovanni di - Morone, Domenico og Francesco
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bidrog stærkt til Bladets Fremgang. Fra omtr.
1820 gik det tilbage i Indflydelse, men lagde til
Gengæld an paa at blive den fashionable
Dameverdens Yndlingsorgan. I 1850’erne vandt det
igen nogen Bet. som ivrig Forsvarer af
Palmerston’s Politik. M. P. er Aristokratiets særlige
Organ, det er udpræget konservativt og lægger
speciel Vægt paa at bringe Nyheder fra den
højere Selskabsverden; det behandler ogsaa
med Forkærlighed Anliggender vedrørende
Hær, Flaade og Kirke. Bl. dets Redaktører har
i senere Aar været Sir William Hardman
(1872—90), Algernon Locker (1895—97), J. Nicol.
Dunn (1897—1905), Fabian Ware (1905—11) og
H. A. Gwynne. (Litt.: R. Lucas, Lord
Glenesk and The M. P. [1910]).
(K. F.). Wt. K.
Morny [mår↱ni], Auguste de, Grev,
senere Hertug, fr. Statsmand, f. 23. Oktbr 1811 i
Paris, d. 10. Marts 1865 smst. Han var uægte
Søn af Dronning Hortense (Napoleon III’s
Moder) og General Flahault, blev opdraget af
dennes Moder Marquise de Souza, men fik
Navn efter en fattig Grev de M. fra Isle de
France. 1832 traadte han ind i Hæren som
Løjtnant i Rytteriet og udmærkede sig senere
i Algérie, især ved Constantines Indtagelse 1837,
men tog Afsked 1838, da han ved Moderens
Død havde faaet en stor Formue, og glimrede
i de flg. Aar i Selskabslivet som den første
Modeherre. Ved Siden heraf grundlagde han en
Sukkerfabrik i Puy de Dome og skrev allerede
1838 et Flyveskrift om Sukkerspørgsmaalet.
1842 valgtes han til Deputeretkamret og
støttede her afgjort Guizot’s konservative Styrelse.
1846 fjernede han sig dog noget herfra og
fremsatte i Revue des deux Mondes Jan. 1848 Krav
paa finansielle og sociale Reformer, ligesom han
søgte at forekomme den truende Revolution
ved en Forstaaelse mellem Regeringen og
Venstres Førere. 1848 stod han ellers uden for det
politiske Liv, men n. A. valgtes han til
Nationalforsamlingen og nærmede sig efterhaanden
sin Halvbroders ærgerrige Politik. Han var en
af Hovedmændene ved Statskuppet 2. Decbr
1851 og viste som Indenrigsminister (udnævnt
s. D.) det største Mod og Koldblodighed, men
tog Afsked 7 Uger senere af Misnøje med
Inddragelsen af de orléans’ske Prinsers Godser.
Kort efter valgtes han dog til den lovgivende
Forsamling og var fra Decbr 1854 indtil sin Død
dens Formand; han holdt den i stramme
Tøjler, men viste samtidig megen Takt og
temmeligt Frisind. 1858 blev han som en af
Kejserdømmets Støtter Medlem af Gehejmeraadet og
1862 ophøjet til Hertug. Han gav Stødet til
de frisindede Indrømmelser Novbr 1860, men
var paa den anden Side ivrig for at drage E.
Ollivier bort fra Republikanerne.
Maj 1856—Aug. 1857 var han i overordentlig Sendefærd i
Rusland og udfoldede en umaadelig Pragt ved
Kejserkroningen; han ægtede under sit Ophold
den smukke Fyrstinde Sofie Trubetzkoi (f. 1838,
d. 1896, gift 1868 med en sp. Markis Alcañices).
Ved Siden af sin politiske Virksomhed tog han
ivrig Del i industrielle Foretagender, ja drev
tillige Børsspil i et Omfang, der vakte
Forargelse, for at kunne tilfredsstille sin Ødselhed
og Forlystelsessyge (han holdt baade en stor
Malerisamling og en kostbar Hestestald). Ej
heller skyede han at bruge sin politiske Viden og
Indflydelse som Middel til at tjene Penge;
særlig havde hans Forbindelse med den
schweiziske Bankier Jecker og hans
Spekulationer i dennes meksikanske Laan
væsentlig Del i Kejserens Beslutning om det
skæbnesvangre Tog til Meksiko. Endelig skrev han
Skuespil under Navnet Saint-Rémy. M. var i
mange Maader en ægte Type for det andet
Kejserdømme med dets Mangel paa Alvor og
Grundsætninger; han menes at have været
Forbilledet for O. Feuillet’s »Greven af Camors«.
(Litt.: F. Loliée, Le duc de M. et la société
du seconde empire [1909]).
E. E.
Moron [må↱rån], By i den sydamerikanske
Republik Argentina, ligger 20 km V. f. Buenos
Ayres ved Banen fra denne By mod V., har
mange Villaer, der mest bebos af større
Forretningsdrivende i Buenos Ayres. (1914) 10947
Indb.
N. H. J.
Morona [må↱råna], sydamer. Flod, Biflod til
Amazonas. Den udspringer i Ecuador, med fl.
Arme, paa de østlige Kordillerer; den nordligste
og betydeligste Arm kommer fra Vulkanen
Sangay. Efter Kildeflodernes Sammenløb strømmer
den mod SØ. og udmunder Ø. f. Melendez efter
et 450 km langt Løb i venstre Side af Marañon,
Amazonas’ Hovedkilde. Indtil Macas besejles
M. af Dampere.
N. H. J.
Moron de la Frontera [må↱rån-ðæ-la-från↱tæra]
(Romernes Arumi), By i det sydlige
Spanien, Prov. Sevilla, ligger 57 km SØ. f. Sevilla
ved Foden af Sierra de Moron og ved Guadaira,
har Ruiner af et maurisk Kastel, Kalkbrud og
(1920) 15000 Indb.
C. A.
Morone, Giovanni di, Kardinal og
Diplomat, f. 25. Jan. 1509 i Milano, d. 1. Decbr
1580 i Rom. Samtidig med, at M. 1536 blev
Biskop i Modena, sendte Pave Poul III ham som
Nuntius til Tyskland, for at han skulde holde
Øje med Reformationen der. 1542 blev han
Kardinal, men det viste sig snart, at han selv var
blevet paavirket af Reformationen, og han lod
den evangeliske Forkyndelse have frit Løb i sit
Bispedømme; han bøjede imidlertid af, og 1548
blev han Biskop i Novara, 1555 pavelig Legat
paa Rigsdagen i Augsburg, men 1557—59 blev
han holdt i Fængsel, beskyldt for at have
forraadt Kirkens Sag i Augsburg. Desuagtet
udnævnte Pave Pius IV ham til Præsident for
Kirkemødet i Trient 1563, og han bragte
Mødet til Ende. Som Nuntius i Tyskland fik han
ogsaa med Christian II’s Sag at gøre, hans
Indberetninger som Nuntius har derfor ogsaa
Interesse for Danmark, de findes udgivne i W.
Friedensburg, »Nuntiaturberichte aus
Deutschland« (1. Del, 2. Bd). (Litt.: Pastor,
»Gesch. der Päpste«, V [1909]).
L. M.
Morone, 1) Domenico, ital. Maler, f.
1442 i Verona, vistnok d. omkr. 1528, er særlig
kendt ved Fresker til S. Bernardino i Verona
(1503); i samme Bys S. Maria in Organo ses
Madonna med Barn og Hellige. 2) Sønnen
Francesco (di Domenico), f. i Verona omtr.
1470, d. 1529 smst., var Elev af Faderen og
ligesom denne under Indflydelse af Mantegna’s
Kunst, ogsaa af Gentile Bellini. Han virkede i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
