Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Monthyon - Monti, Raffaelle - Monti, Vincenzo - Montia - Monticelli, Adolphe Thomas Joseph - Monticellit - Montlcola - Montien - Montifringilla - Montignac
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Monthyon [mǡ↱tiǡ], d. s. s. Montyon.
Monti [↱monti], Raffaelle, ital.
Billedhugger, f. 1818 i Milano, d. 17. Oktbr 1881 i
London. Han var Elev af sin Fader Gaetano
M. (1776—1847) og Milano-Akademiet, vandt
Guldmedaille for sin Gruppe »Alexander
tæmmer Bukefalos«, sysselsattes en Tid i Wien og
tog, efter nogle Aars Virken i sin Fødeby, i
Slutn. af 1840’erne fast Bopæl i London, hvor
han udførte mange dekorativev Arbejder til
Krystalpaladset: seks symbolske Statuer i over
Legemsstørrelse, »Eva«, »Italien«, »Sandheden«
m. m. samt »Tilsløret Vestalinde« og andre.
A. Hk.
Monti [↱monti], Vincenzo, ital. Digter, f.
19. Febr 1754 i Alfonsina (i Prov. Ravenna), d.
i Milano 13. Oktbr 1828. Han skulde have været
Jurist og studerede Faget ved Ferrara’s Univ.,
men med liden Iver, thi Poesien tiltrak ham
langt mere, han fordybede sig begejstret i
Dante, og hans første digteriske Forsøg fik den
pavelige Legat, Kardinal Borghesi, til at
interessere sig for ham og tage ham med til Rom.
Der blev han Sekretær hos en Nevø af Pave Pius
VI og helligede sig ganske Digtekunsten, først
Lyrikken, men siden han havde lært Alfieri
personlig at kende, ogsaa Dramaet. Han skrev
Tragedierne Aristodemo og Galeotto Manfredi, der
omgav hans Navn med en saadan Glans, at en
ung Romerinde skænkede ham sin Haand, blot
fordi han havde digtet Aristodemo. Hans
Berømmelse steg, da han 1793 udsendte det
Dante’sk beaandede Digt La Basvilliana, hvis ydre
Anledning var, at en republikansk Udsending fra
Frankrig, Nicolas de Bassville, var bleven
myrdet i Rom, og som strømmede over af Harme
mod den franske Terrorisme. Snart kom
Revolutionens Bølger til at rive M. med sig. Han
blev Ven med General Marmont og begav sig
efter hans Indbydelse til Firenze; siden
tildeltes der ham i Milano et Par Embeder af den
cisalpinske Republiks Regering, men der var
stadig Fjender og Misundere, som hindrede, at
den antirepublikanske Basvilliana’s Forf. fik
fast Fod i nogen anselig og indbringende
Stilling, uagtet han nu digtede i formelig jakobinsk
Aand. Fattig og syg fik M. endelig en
Understøttelse af Ministeren Marescalchi, og da han
havde besunget Sejrherren ved Marengo, blev
han efter Bonaparte’s Foranstaltning ansat som
Prof. i Litt. ved Pavia’s Univ. (1802—04),
derpaa — under det ital. Kongedømme —
Napoleon’s Hofdigter og Historiograf, med en
betydelig Aarpenge, Ordensdekorationer og andre
Æresbevisninger. Nu stemte han da ogsaa
Lyren til Kejserens Pris i høje Toner og
ingenlunde altid lige heldig. Men 1815 bragte en ny
Tingenes Tilstand i Italien, og nu besang M.
de nye Magthavere. Som man ser, var M. ikke
nogen staalsat Karakter, — heftig angreben er
han derfor bleven (men ikke mindre heftig
forsvaret); han var et udpræget Fantasimenneske,
og bøjelig, behændig og eklektisk er han
ligeledes i sin Kunst. Han havde let ved at komme
i Begejstring og let ved at udforme denne
metrisk; med hans store Naturgaver var det
intet Under, at han i en Aarrække stod som
Italiens mest fejrede Digter. Sin medfødte Smag
og Formevne uddannede han ved megen poetisk
Læsning, saa at han tit havde vanskeligt ved at
undgaa Reminiscenser, og ved et filologisk
Studium af Oldtidens klassikere, der bl. a. satte
Frugt i en smuk Overs. af Iliaden (1810,
forbedret Udg. 1812), og som foranledigede hans
vidtdrevne Benyttelse af det antikke,
mytologiske Billedsprog, selv hvor Emnerne var
moderne. Foruden de to nævnte Tragedier
skrev M. en tredie, den republikansk farvede,
ret storslaaede Caio Gracco (1800); af hans
Digte er foruden Basvilliana at nævne
Musogonia (1793), Il Fanatismo, La Superstizione, Il
Pericolo, Prometeo (1797) og Mascheroniana
(1802, til Minde om en Ven), alle indeholdende
store Skønheder. Paa sine gl. Dage drev han
ital.-filologiske Studier med Held, angreb
Crusca-Akademiet og værgede i en Satire den
poetiske Klassicisme mod Italiens unge
romantiske Skole. M.’s samlede Værker er udg.
1821—28 (Bologna) og 1839—42 (Milano, ved Resnati);
hans Digterværker ved Carducci (4 Bd, Firenze
1858—69), Poesie liriche ved T. Cassini (Firenze
1891). Bøger om hans Liv, Forfattervirksomhed
og Indflydelse har man af G. Pagni (Firenze
1828), A. Monti (Rom 1873), Cantù (Milano
1879), L. Vicchi (Rom 1887), Garavini (Genua
1889) og B. Zumbini (Firenze 1894); en
Brevsamling er udg. af Mazzatinti og Bertoldi
(Turin 1894—96).
(E. G.). E. M-r.
Montia, se Vandarve.
Monticelli [mǡtisæ↱li], Adolphe Thomas
Joseph, fr. Maler, f. 14. Oktbr 1824 i
Marseille, d. 1886 smst. Hans Forældre var ital.;
paa Marseilles Akademi fik han sin første
kunstneriske Uddannelse, kom saa til Paris, hvor
han levede et halvvejs vagabonderende Liv, og
hvor han paavirkedes af Diaz (saaledes i den
mosaikagtige Pletmanér). Hans kunstneriske
Virksomhed falder i Marseille. Her levede han
upaaagtet og fattig (halvvejs en By-Original)
og solgte sine Billeder, hvis besynderlig
glødende Kolorit dog stak Folk i Øjnene, omkr. i
Gaderne til Spotpris; senere kom de ofte til
Hæder og Værdighed under mere gangbare
Kunstnernavne som Diaz o. a. ell. til sidst under hans
eget, da dette omsider begyndte at faa Klang;
nu betales hans Arbejder med svimlende
Priser. Faa har som M. dyrket Farven,
Koloritten for dens egen Skyld; Emnet, Meningen i
hans Billeder, bliver det helt underordnede,
drukner i den sjældne Farveglød, han forstaar
at fremtrylle. Han har malet Landskaber,
Elskovshaver, straalende Festoptog o. s. fr.
Billeder i Louvre, Sthlm’s Nationalmus. m. m. Paa
den fr. Udstilling i Kbhvn 1918 saas nogle af
M.’s Billeder. (Litt.: A. Gouirand, Les
peintres provençaux: M. [Paris 1901]; andre
Biogr. ved Ch. Faure [1909] og C.
Mauclair [1909]).
A. Hk.
Monticellit, se Olivin.
Montlcola, Navn paa en Slægt af
Drosselfugle, se Stendrosler.
Montien [mǡ↱tiǣ], Betegnelse for den
allerældste Del af Tertiærformationen (s. d.).
J. P. R.
Montifringilla, se Snefinke.
Montignac [mǡti↱njak], sydfr. By, i Dept
Dordogne, ligger ved Vézère, har Ruiner af et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
