Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Minæere - minæ Juris - Mlnør - Miocæn - Mionnet. Théodore Edme - Miot de Mélite, André François - Miquel, Friedrich Anthon Wilhelm - Miquel, Johannes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Senere maatte da M. underkaste sig Sabæerne,
der tog Landet i Besiddelse, for dog siden at
dele Skæbne med M., idet Sabæerne længere
hen i Tiden maatte ligge under for Himjaritterne.
Da Sabæerne allerede havde Magten paa
Salomos Tid (omtr. 950), og da Assyrerne ikke
kendte M., men derimod ofte omtaler Sabæerne,
maa den Tid, da M. blomstrede, ligge meget
langt tilbage, før Aar 1000 f. Kr. M. bliver saaledes
et ældgammelt Kulturfolk, hvis Blomstring
tilhører 2. Aartusinde f. Kr. I Bibelen omtales
Sabæerne ofte, men ikke M., som altsaa helt
havde tabt deres Bet., da den hebraiske
Litteratur blomstrede. Gr. og rom. Forf. kender ikke
M. som Rige ell. Folk, men nævner derimod det
efter dem opkaldte Landskab som en Del af
Sydarabien.
V. S.
minæ juris betegner Trusler om Foretagelse
af Handlinger, hvis Udførelse i og for sig er
retmæssig, men slige Trusler kan dog straffes,
naar de benyttes som Middel til at krænke en
andens Handlefrihed (s. d.). Saaledes er det
selvfølgelig retmæssigt at melde en Person til
Øvrigheden for en Forbrydelse, han har
begaaet, men naar Trusel herom benyttes f. Eks.
til at afpresse ham Penge, foreligger m. j., der
kan begrunde Straf for Pengeafpresning (s. d.).
A. Gl.
Minør er en Ingeniørsoldat, som er særlig
uddannet i Mineringsarbejder.
Sch. P.
Miocæn kaldes den næstyngste af
Tertiærperiodens Hovedafdelinger; den inddeles som
oftest atter i 3 Underafdelinger. De herhen
hørende Aflejringer er af meget forsk. Beskaffenhed;
hyppigst træffer man Ler, Mergel, Kalksten,
Sand, hist og her Brunkul samt en Mængde
forsk. Eruptivbjergarter. — Plante- og
Dyreverdenen nærmer sig gennem Miocæntiden mere
og mere til Nutidens, og Klimaet har i Europa
været koldere end i det foreg. Tidsafsnit
(Oligocæntiden); denne Afkøling fortsættes gennem
det flg. Tidsrum (Pliocæntiden). Miocænaflejringer
findes bl. a. i Danmark (det sydlige og
vestlige Jylland), i Nord- og Vesttyskland,
Alperne, Sydfrankrig, Italien, Ægypten og
Nordamerika. Se i øvrigt Tertiærformation.
J. P. R.
Mionnet [miå↱næ]. Théodore Edme,
fransk Numismatiker (1770—1842), oprindelig
Jurist, 1800 ansat ved Møntsamlingen
ved Nationalbiblioteket i Paris, 1830 Medlem
af L’académie des inscriptions. Hans
Hovedværk er den endnu brugbare Déscription
des médailles antiques, grecques et romaines
(med Suppl., 16 Bd, 1806—37); desuden: De la
rareté et du prix des médailles romaines (2
Bd 1815, 2 Bd. 3. Udg. 1847).
(P. B.). H. A. K.
Miot de Mélite [mio-d-me↱lit], André
François, Greve af, fr. Embedsmand og
Lærd, f. 9. Febr. 1762, d. 5. Jan. 1841. Han blev
som ung ministeriel Embedsmand, først i
Krigsministeriet, siden i Udenrigsministeriet. I
Revolutionstiden blev han 1796 Styrer af Corsica, i
hvis forvirrede Forhold han ved klog Optræden
bragte Orden. Derpaa var han en Tid Gesandt
i Piemont og 1798 Medlem af Conseil d’État.
Under Napoleon kom han 1799 ind i Tribunatet
og knyttedes nøje til Kejserslægten. 1806 fulgte
han Josef Bonaparte til Napoli, hvor han blev
hans Krigs- og Indenrigsminister. 1808
ledsagede han ham dernæst til Spanien, hvor han
opholdt sig som Josefs Hjælper til 1813. 1814
vendte han tilbage til Frankrig, og han fik nu
Grevetitelen; efter Napoleons Fordrivelse holdt han
sig ganske stille uden at tage nogen Del i
politiske Forhold. Han gik nu op i Forskningen af
Oldtidsforhold, og Resultatet deraf er blevet
hans Histoire d’Hérodote suivie de la vie
d’Homère (3 Bd, 1822) og Bibliothèque historique de
Diodore de Sicile (en Overs., 7 Bd, 1835—38).
Endelig efterlod han interessante Memoirer
(3 Bd. udg. 1858).
P. M.
Miquel [↱mi.kæ£], Friedrich Anthon
Wilhelm, holl. Botaniker, (1811—1871),
studerede i Groningen, blev 1846 Prof. i Botanik
ved Athenæum i Amsterdam, 1859 ved Univ. i
Utrecht og 1862 Direktør for Rigsherbariet i
Leyden. Af hans talrige Skr. kan især nævnes:
Monographia Cycadearum (1842, med 8 Tavler),
Illustrationes Piperacearum (1844, med 92
Tavler), Flora Indiæ Batavæ (3 Bd, 1855—59),
Stirpes surinamenses selectæ (1850, 65 Tavler),
Annales musei botanici Lugduno-Batavi (4 Bd med
40 Tavler). Meissner opkaldte en sydasiatisk
Olaciné-Slægt Miquelia efter ham.
(V. A. P.) A. M.
Miquel [↱mi.kæl], Johannes, tysk
Statsmand, foreg.’s Broder, f. 21. Febr. 1828 i
Kongeriget Hannover, d. 8. Septbr 1901. Han hørte til
en opr. fr. reformert Slægt, studerede i
Heidelberg og Göttingen og blev 1850 Sagfører i
sidstnævnte By. I sin Ungdom hyldede han meget
yderlige Grundsætninger, ja var endog
Tilhænger af K. Marx. 1859 var han med at
grundlægge den tyske Nationalforening og blev
Medlem af dets ledende 36-Mandsudvalg. I to
Flyveskrifter 1861—63 rettede han skarpe Angreb paa
Hannovers Finansforvaltning efter den 1857
gennemførte Forfatningsoktroj og valgtes 1864 til
Landdagens andet Kammer og 1865 til
Borgemester i Osnabrück. Han hørte til Oppositionens
Ordførere og sluttede sig 1866 straks til det
nationalliberale Parti, der godkendte Hannovers
Indlemmelse i Preussen. Han var 1867—76 samt
paa ny 1887—90 Medlem af den tyske Rigsdag
og 1867—82 af det preuss. Underhus; hørte til
Partiets ledende Mænd og indlagde sig særlig
Fortjeneste som Formand i Udvalget 1875—76
om den ny fælles tyske Retsordning og
Proceslovgivning, medens han holdt sig tilbage under
Forhandlingerne om Majlovene. 1870 opgav han
sin Stilling som Borgemester og flyttede til
Berlin som juridisk Direktør for Diskontoselskabet
indtil 1873; blev 1876 valgt til Overborgemester
i Osnabrück og 1880 i Frankfurt a. M. og som
saadan 1882 Medlem af Herrehuset, samt 1884
optagen i Statsraadet. Begge disse Stillinger
bortfaldt dog, da han Juni 1890 blev
Finansminister (7 Aar senere Vicepræsident i det
preuss. Ministerium). Han gennemførte i denne
Stilling 1891—93 en Række meget indgribende
Skattelove (Indkomstskat med tvungen
Selvangivelse og Udvikling af Arveafgiften, samt
Overførelse af Grundskatter fra Stat til Kommune)
og desuden for hele Tyskland stærk Forøgelse
af den indirekte Beskatning og samtidig af
Landbrugsbeskyttelsen. Men jo mere han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
