Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Middelhavsflora
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
maritima), hvilke paa sandet Jord kan danne
rene Fyrreskove. I Underskoven vokser
Laurbær og fl. Buske, som Skoven har tilfælles med
de ndf. omtalte Krat. M. er imidlertid i sin
typiske Form indskrænket til det udprægede
Vinterregnsbælte. Mod S. begrænses den af
Ørkenen, der fl. St. naar ud til Kysten, saa
kun Barka og Landet N. f. Atlas tilfalder M.
Træerne og Buskene i Ørkenens Vadier er en
Blanding af M.’s xerofile Arter (Tamarisk,
Genisteer) og tropisk xerofile (Accacia) og i det
sydvestlige Marokko, hvor Klimaet er
gunstigere, dannes betydelige Skovstrækninger af en
saadan Blandingsvegetation. Til den typiske
M.’s Omraade hører endvidere Syriens Kyst,
Lilleasiens Sydkyst og de sydligste Dele af de
tre europ. Halvøer. Længere mod N. bliver
Sommeren ikke absolut tør, og løvfældende
Træer bliver derfor hyppigere, især paa
Steder, hvor en større Bundfugtighed begunstiger
dem. I Thessalien, Mellemitalien og særlig i det
fugtige Portugal findes mange løvfældende
Træer, og længere mod N. faar disse ganske
Overvægten. De løvfældende Skoves Region
omfatter i Middelhavslandene Nordspanien,
Norditalien, den største Del af Balkan-Halvøen,
Lilleasiens Nordkyst, Kaukasus og det sydlige
Krim og tillige Bjergegnene i de sydlige
Middelhavslande, hvor den højere Beliggenhed
foruden lavere Temp. medfører større Nedslag
ogsaa om Sommeren. Disse Skove dannes
gennemgaaende af samme Slægter som de
mellemeuropæiske, men Artsrigdommen er større.
De vigtigste Træer er Bøg, Kastanje, fl. Arter
af Eg, Ask, Ælm, Avnbøg, Æl og Gran.
Desuden er fl. Slægter repræsenterede, som ikke
findes i Mellemeuropa, men i Reglen kun ved
en enkelt Art med en ringe Udbredelse, f. Eks.
Celtis, Planera, Hestekastanje, Platan, Valnød,
Pterocarya, Ceder, Callitris. Underskoven
dannes af løvfældende Smaatræer og Buske:
Vildæbler, Blommer, Mandeltræer, Pibeved,
Liquidambar, Granatæble, Figen og mangfoldige
andre. Medens stedsegrønne Former p. Gr. a.
den strenge Vinter næsten ganske mangler paa
det Indre af Balkan-Halvøen og i Norditalien
med Undtagelse af Alpernes i klimatisk
Henseende gunstigere stillede Sydskraaning, er de
meget hyppige i Pontus og Kaukasus, der med
deres milde Vinter og lange Vegetationstid kun
adskiller sig fra Middelhavsklimaet ved deres
regnrige Sommer. I Underskoven findes her
Buksbom, Laurbær, Cerasus laurocerasus o. fl.
Talrige Lianer, f. Eks. Vinranker og Smilax,
omslynger Træerne. Paa Krim har
Underskoven endnu enkelte stedsegrønne Buske, Oliven
dyrkes, men modner ikke sin Frugt. Lgn.
Forhold som ved Sortehavets Kyster genfindes ved
Atlanterhavets. Ogsaa her muliggør den milde
Vinter en Fremtrængen af enkelte
stedsegrønne Former langt mod N., ja endog et stort
Træ, Stenegen, naar i Vestfrankrig frem til
Loire. Krat af smaabladede, stedsegrønne
Buske (sp. Montebajo, fr. Maquis, ital. Macchia)
er uhyre udbredte og særlig karakteristiske for
alle subtropiske Vinterregnsomraader. Ligesom
de stedsegrønne Buske i Læ af de løvfældende
Træer trænger langt længere mod N. end de
stedsegrønne Træer, saaledes naar ogsaa de
af stedsegrønne Buske sammensatte
Vegetationsformationer længere N. paa end de
stedsegrønne Skove. Buksbomkrat findes saaledes i
Jurabjergene, ja Kristtornen naar som yderste
Repræsentant for M.’s Buske endog til Norges
Vestkyst. Middelhavslandenes Krat er til Dels
Rester af ødelagte Skove og indeholder dels
forkrøblede Eksemplarer af Skovtræerne, dels
Underskovens Buske og endelig for Krattene
særlige Arter. Som de hyppigste Buske kan
nævnes: Eg (særlig Querqus coccifera), Myrte„
Oliven, Buksbom, Phillyrea, Arbutus Unedo,
Pistacie, Erica arborea o. a. Arter af Erica,
Dværgpalme, Risbuske, saasom Spartium
junceum, Genista, Retama, endvidere talrige Arter
af Cistus, Halvbuske, f. Eks. Arter af Rosmarin,
Lavendel, Salvie, Timian o. a. Labiater og
mellem Buskene et stort Antal Løgvækster.
Krattene har en Højde af 1—3 m. De er rige paa
Blomster og aromatisk Duft. Mangfoldige
slyngende og klatrende Planter bidrager til stedvis
at gøre dem næsten uigennemtrængelige,
saasom Smilax aspera, Rosa sempervirens, fl.
Arter af Rubus og Clematis. Af særlige
Kratformer maa fremhæves Neriekrat ved
Flodbredderne, Dværgpalmekrat, Cistus-Krat, der i
Spanien har betydelig Udbredelse. I Nærheden af
Steppeegne faar Tornebuske og Risbuske
Overvægten over de andre, saaledes vokser i
Thrakien Krat af Poterium spinosum, i Marokko og;
Andalusien Krat af Retama o. a. Genisteer. M.’s
Kratvegetation har sin yderste Sydgrænse i de
forholdsvis regnrige Bjergpartier i Hjertet af
Sahara. I Tassili og Ahaggar vokser saaledes
Krat af Pistacie, Figen og Callitris
quadrivalvis, men det er kun faa Arter, der trænger ind
i Ørkenbjergenes mest begunstigede Egne. Mod
N., hvor Sommerregnen bliver rigeligere,
forandrer Krattene gradvis deres Karakter, idet
de bliver rigere paa løvfældende Buske, bl.
hvilke de hyppigste er Tjørn, Slaaen,
Amelanchier vulgaris, Viburnum lantana,
Egepurrer, Hunderose, Liguster, Benved, Cornel. Paa
den sp. Atlanterhavskyst dannes Krattene
næsten udelukkende af disse Buske, medens de
stedsegrønne er sjældne. Nær til Krattene
slutter sig Vegetationen paa tørre, muldfattige
Klipper, i Frankrig kaldet garigue. Den store
Udbredelse af denne Formation skyldes
ligeledes Ødelæggelsen af Skov og Krat, idet
Muldlaget, naar Træernes Rødder ikke længere
binder det fast, let vaskes bort af Vinterens
Regnskyl. I Gariguen staar de nøgne Klipper
overalt frem og giver Landskabet dets Farve,
men i alle Revner myldrer Buske og Urter
frem, gennemgaaende de samme Arter som i
Krattene. Særlig talrige er Knold- og
Løgvækster (Narcissus, Iris, Asphodelus,
Orchideer o. a.) samt enaarige Planter i Mængde.
Herved nærmer Gariguen sig til Stepperne,
der findes udbredte i de tørreste Egne af M.’s.
Omraade, særlig i Thrakien, Lilleasien, Syrien,
Nordafrika og Spanien. Plantevæksten dannes
her af Græstuer, Tidsler, Bynke, Acanthus,
læbeblomstrede Halvbuske og paa de bare
Pletter mellem den spredte Vegetation spirer
om Foraaret Masser af Løgvækster, enaarige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
