Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Messapia - Messe (Gudstjeneste)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
haves nogle Indskrifter, som er vanskelige at
tyde.
H. H. R.
Messe ell. Missa (lat.) er opr.
Betegnelsen for den gl. Kirkes Gudstjeneste i 3., 4. og
5. Aarh. Denne Gudstjeneste var delt i to Dele,
en didaktisk og en sakramental, af hvilke den
første omfattede den apostolske Velsignelse,
Perikopeoplæsning, Prædiken og forsk.
Forbønner, medens den sidste, der indlededes med
Broderkys og Trosbekendelse, udelukkende
samlede sig om Nadveren. Den første Del
kaldtes missa Catechumenorum, Katekumenernes
M., fordi Katekumenerne kun maatte overvære
den, medens den anden Del benævnedes missa
fidelium, de Troendes M., og her var altsaa
kun den egl. Menighed til Stede. Ordet M. er
rimeligvis dannet af Formlen Ite, missa est,
hvormed Gudstjenestens sidste og maaske
ogsaa første Del sluttede.
M. er nu blevet den alm. Betegnelse for den
rom.-kat. Gudstjeneste, der fik sin faste
Skikkelse efter Tridentinerkonciliet, saaledes at alle
de gl. lokale gudstjenstlige Ordninger fra
Oldtiden og Middelalderen forsvandt. Den
rom.-kat. M. har to karakteristiske Træk. 1) Den
samler sig om Nadveren som eneste
Hovedpunkt, idet den gl. missa Catechumenorum har
tabt sin Selvstændighed og nu kun er en
Indledning til den egl. Gudstjeneste. 2) Dens egl.
og eneste Subjekt er Præsten, hvis
Hovedopgave er at frembære Messeofret, medens
Menighedens Deltagelse indskrænker sig til
Bønnerne, hvor Præsten beder for, og i øvrigt en
rent passiv Modtagen af den Naade, som
tilbydes. Strengt taget kræves der ikke andet af
Lægmanden end hans blotte Nærværelse ved
M., ja han kan endogsaa gerne blive helt borte;
ved de saakaldte private M., der holdes ved et
af Sidealtrene i Kirken, er kun den fungerende
Præst og et Par Embedsmænd, der
repræsenterer Menigheden, til Stede. M. falder i 5
Hovedafsnit, Introitus, Graduale,
Offertorium, Canon missæ og
Postcommunio, men Gangen er i øvrigt flg.
Staaende paa det nederste Trin til Alteret
begynder Præsten (i Forbindelse med
Menighedens Repræsentant) med en Antifoni og
med Confiteor, en Syndsbekendelse, i
hvilken han anraaber Helgenerne og
Menigheden om Forbøn. Nu kommer det første
Hovedafsnit, Introitus (s. d.), og derpaa
følger Kollekten (lat., af collecta oratio, en
Bøn, hvori al Menighedens Behov og Begæring
er samlet). Kollekterne veksler efter
Kirkeaaret, de knytter sig til Dagens ell. Aarstidens
Evangelium, priser Gud for hans Naade og
anraaber ham om Hjælp. I Middelalderen
kunde man undertiden anvende fl. Kollekter
ved samme Gudstjeneste, nu bruges kun een.
Efter Kollekten oplæses Epistelen, og
Gradualet (s. d.) synges med afsluttende
Halleluja. Derefter oplæses Evangeliet, og
nu kan der til dette føjes en Prædiken,
saaledes som det var Skik i den gl. Kirke, men
Prædikenen er ingen fast Bestanddel af M., og
den falder i hvert Tilfælde uden for de fem
Hovedafsnit. Evangeliets Oplæsning efterfølges
derimod altid af en Fremsigelse af det
nicænskkonstantinopolitanske Symbol. Det tredie
Hovedafsnit, Offertorium, indtræder nu. Opr.
frembar Menigheden her under Salmesang
Nadverelementerne som en Gave (Navnet
Offertorium er dannet af lat. offerre =
frembære), men nu synges kun et enkelt Salmevers,
og Menighedens Frembærelse, hvori der laa en
dyb symbolsk Bet., er forsvunden. Det er
derimod Præsten, som stiller Elementerne frem,
og han beder en Række Bønner, hvorpaa det
fjerde Hovedafsnit indledes med Præfatio,
en Takkebøn for Guds Velgerninger. Canon
missæ (lat., »M.’s Rettesnor«) har sit Navn
af, at den giver den sikre Anvisning til den
rette Indvielse af Messeofferet. Paa dette Punkt
i Gudstjenesten indvies Nadverelementerne, og
Transsubstantiationen (se Messeofret)
indtræder, det højtideligste Øjeblik under hele
Handlingen. Kristus er nu i Hostien og i
Kalken, og Præsten og Menigheden bøjer Knæ
for ham. Efter nogle Bønner nyder den
fungerende Præst derpaa Brød og Vin, og er der
Nadvergæster til Stede, rækker han dem
Brødet. Det 5. og sidste Afsnit,
Postcommunio, er ganske kort. Det omfatter
foruden nogle Bønner og Velsignelsen en
Kollekt, i hvilken der bedes om, at Sakramentets
Nydelse maa blive til Velsignelse for
Menigheden. Ved alle 5 Hovedafsnit blev der opr.
anvendt Melodier fra Gregor den Store’s Tid.
Senere blev Sangen mere kunstfuld. I 15.—16.
Aarh. indførtes den flerstemmige Sang, og
senere endnu fik Orkestret Anvendelse. Det er
ikke selve Menigheden, men et Kor, der
synger, og dettes Opgave er altsaa nærmest at
svare Præsten. Hans Recitationer fra Altret
benævnes Accentus, medens Korsangen
benævnes Concentus. Præstens
Recitationsmaade — som ogsaa er gaaet over i den
lutherske Kirke, og som her kaldes M. — er for
øvrigt ældre end Kristendommen. Allerede ved
den jød. Gudstjeneste oplæstes Læsestykkerne
med en egen Betoning, midt mellem alm.
Oplæsning og Sang, og denne Skik gik over til
Oldkirken og videre til den kat. og den
lutherske Kirke, medens de Reformerte brød med
den. Synagogen anvender endnu Messetonen. —
I den rom.-kat. Kirke skelner man mellem to
forsk. M., nemlig Missa publica, den offentlige
M., som celebreres fra Højaltret i Menighedens
Nærværelse, og som kan holdes med større ell.
mindre Højtidelighed, og den ovenn. Missa
privata, men desuden inddeler man M i flg.: 1)
Missæ de tempore, M. paa de alm. Søndage, 2)
Missæ de sanctis, Helgenmesser, paa
Helgendagene, 3) Missæ votivæ, der holdes i særlige
Anledninger ell. til Bedste for enkelte Personer,
og 4) Missæ pro defunctis, Dødsmesser, der
holdes til Fordel for Sjælene i Skærsilden ell.
for dem, der venter at komme der. De to sidste
Slags M. har været uudtømmelige
Indtægtskilder for den kat. Kirke.
Den græsk-katolske M. ligner i alt
væsentligt den rom.-kat., kun er den af ældre
Oprindelse og ikke saa udformet, foruden at
den ganske er stivnet i Ceremonier. De to
protestantiske Kirke afdelinger tog derimod
bestemt Afstand fra Romerkirkens M. Luther
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
