Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Meldugfamilien - Meldugsvamp - Meleagris - Meleagros - Meleda - Mêlée - Melegnano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Foraarstiden blive dækkede af en hvid,
melagtig Belægning, som snart antager en
graalig, siden brun Farve, og faar en skindagtig
Konsistens. Dette brune Overtræk er Beg. til
Svampens Vinterstadium; siden udvikles der
heri Sporehuse med Sporer, som næste Foraar
indleder det nye Angreb. Erysiphe communis
(Wallr.) angriber talrige Bælgplanter og
Korsblomstrede, undertiden i meget stor
Udstrækning, endvidere Agurker og Græskar. E.
graminis Fr. angriber Kornarterne og talrige
Græsser. En fra gl Tid berygtet Art er
Uncinula necator (Schw.), der har hjemme paa
Vitis-Arter i Nordamerika, herfra er den
imidlertid vandret ud og har indfundet sig i Europa
fra 1840’erne; 1845 iagttoges den første Gang i
Gartneren Tucker’s Væksthuse i Margate i
England, og allerede 1851 var den udbredt i
alle vindyrkende Egne i Mellemeuropa og
omkr. Middelhavet; Angrebets Intensitet tiltog
i Styrke for hvert Aar, der gik; Svampen
ødelagde de unge Druer aldeles, saa at
mangfoldige Vinbjerge ikke gav Spor af Udbytte; omkr.
1860 lykkedes det ved Duchartre’s og Maris’
Bestræbelser at bekæmpe Sygdommen, som
siden den Tid ikke har anrettet særlig stor
Skade. Denne Meldugart optræder i Europa
udelukkende som Konidieform (Oidium Tuckeri
Berk.); først for faa Aar siden er det lykkedes
at finde de tilhørende Uncinula-Perithecier i
Frankrig. Phyllactinia suffulta Rebent.
angriber forsk. Skovtræer (Bøg, Hassel, Ask o. a.).
Ege-Melduggen, Microsphæra alphitoides
Griff. et Maubl., der i Reglen kun optræder i
Konidieformen (Oidium quercinum Thüm), er
fra 1907 kendt i Frankrig, cg bredte sig i det flg.
Aar over bele Europa. Svampen er
sandsynligvis indslæbt fra Nordamerika, og anretter
meget stor Skade paa vore Ege, i Særdeleshed
paa Kimplanter, Sommer- og Stubskud. De
angrebne Skud modner slet og fryser let ned.
Hos os overvintrer Svampen ikke (ell. kun
yderst sjælden) som Perithecier, men ved Hjælp
af perennerende Mycelium i Knopperne.
Alle Meldugarter kan bekæmpes ved den
saakaldte »Svovling« ɔ: en Overpudring af de
angrebne Planter med fint pulveriseret Svovl;
Overpudringen maa foretages fl. Gange i
Sommerens Løb, helst ved varmt og tørt Vejr, og
mens Duggen endnu ligger paa Bladene.
Anvendelsen af Svovlingen baade som Helbredelses-
og som Forebyggelsesmiddel er første Gang
med Held gennemført af Duchartre og Maris
(se ovf.). Fortrinlig er ogsaa en Sprøjtning med
fortyndet Svovlkalk (baade Sommer og Vinter);
Bordeauxvædske er uanvendelig. (Litt.:
Engler-Prantl, »Nat. Pflanzenfamilien« [1. Del,
Afd. I, S. 328 ff.]; Prillieux, Maladies des
plantes agricoles [II, S. 8 ff.]; Salmon, A
monograph of the Erysiphaceæ. Mem. Torr.
Bot. Club, Vol. IX).
C. F.
Meldugsvamp, se Meldugfamilien.
Meleagris, se Kalkun.
Meleagros [gr. -’le-], gr. Sagnhelt, Søn af
Oineus og Althaia, Thestios’ Datter, og gift med
Kleopatra (Alkyone), Idas’ og Marpessa’s
Datter. Hans Hjemsted var Kalydon i Ætolien,
og han nævnes navnlig med Berømmelse som i
Spydkaster. Han nævnes fremdeles som
Deltager i de store, i Sagnene berømte
Fællesforetagender af gr. Helte, Argonautertoget og den
kalydoniske Jagt. I sidstn. spillede han en
Hovedrolle, idet det, som det fortælles i Homer’s
Iliade, var M.’s Fader, som ved en Ofring
havde glemt Gudinden Artemis, der saa til Straf
sendte det frygtelige Vildsvin, som hærgede
Kalydons Marker. Da Udyret endelig var blevet
fældet, og der bl. Ætolere og Kuretere opstod
Strid om, hvem Hovedet, Sejrstegnet, skulde
tilfalde, havde Ætolerne Overmagten, saa længe
M. var deres Fører. Men da han havde dræbt
sin Moders Brødre, forbandede Althaia sin Søn
og anraabte Hades og Persefone om Hævn. M.
trak sig da tilbage fra Kampen, og nu kom
Ætolerne i yderste Nød. Alle Bønner, selv fra
hans Fader og Moder, om at M. atter vilde
kæmpe, var frugtesløse, indtil det endelig
lykkedes hans Hustru Kleopatra at bevæge ham.
Han gik atter i Kampen, og Ætolerne vandt
Sejr, men M. gik for sin Moders Forbandelse
fra Kampen til Hades.
I en anden, vistnok meget senere Form af
Sagnet hedder det, at da M. var 7 Dage gl,
traadte Moirerne hen til hans Leje og sagde,
at han vilde dø, naar en Brand, der laa paa
Baalet, var udbrændt. Althaia rev den fra Arnen,
slukkede den og gemte den omhyggelig. Da
senere under den kalydoniske Jagt M. havde
givet Vildsvinets Hud som Kamppris til den
arkadiske, frie Kvinde Atalante, der havde
bibragt det det første Saar, søgte Althaia’s
Brødre at fratage hende den, men blev dræbt af M.
Harmfuld kastede da Althaia Branden paa
Baalet og voldte derved Sønnens Død. Bagefter
tog baade Althaia og Kleopatra sig selv af Dage.
Sagnene om M. spiller en ikke helt ringe
Rolle for den gr. Poesi. Som Deltager i den
kalydoniske Jagt er M. jævnlig afbildet paa
Vasernalerier og Relieffer.
H. A. K.
Meleda (i Oldtiden Melita, slav. Mljet),
den sydligste af de større dalmatiske Øer i
Adriaterhavet, hører til Distriktet Ragusa,
Jugoslavien, og er skilt fra Halvøen Sabioncello ved
Canale di M. M. er 35 km lang, 1 1/2—4 km bred
og har et Areal paa 98,66 km2. Øen er
bjergagtig; det højeste Punkt, Velki-Grad, er 518 M.
Det mærkeligste ved Terrainet er de talrige
Kalkstenshuler og tragtformige Fordybninger
samt de mange Dale, hvoraf Øen gennemfures,
og i hvilke der avles Oliven, Vin samt Hvede
og Majs. I den længste Dal, Bobinopolje,
ligger Hovedbyen M. (800 Indb.) midt paa Øen.
Den mest benyttede Havn er Porto Palazzo
mod NV. De c. 1600 Indb. er væsentlig
Serbokroater. En Tid mente man, at det var paa M.,
Paulus led Skibbrud, og der vises endnu en
St Pauls Bugt.
N. H. J.
Mêlée [mæ’le] (fr.), Haandgemæng,
Slagsmaal, Tummel; melere, blande.
Melegnano [mele’njano], tidligere
Marignano, By i Norditalien, Prov. Milano, ligger
16 km SØ. f. Milano ved Lambro og ved
Banelinien Milano—Piacenza. (1911) 7280 Indb. M.
har Hør- og Silkevæverier, Rismøller,
Ostefabrikation samt betydelig Handel. 1515 sejrede
Frants I af Frankrig ved M. over Hertugen af
Milanos schweiziske Lejetropper, og 8. Juni 1859
besejrede her Franskmændene Østrigerne.
C. A.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
