Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maximilian I (rom.-tysk Kejser) - Maximilian II (rom.-tysk Kejser) - Maximilian I (Kurfyrste af Bayern)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
han uheldig og maatte slutte en ugunstig Fred
med dem (22. April 1499); lige saa lidt
formaaede han at hindre Ludvig XII af Frankrigs
Erobrarig af Milano (1500). Da
Franskmændene saaledes var Herrer i Norditalien, medens
Spanierne bemægtigede sig Neapel, overtalte
Paven M. til at gøre et Tog over Alperne, idet
han lovede at ville krone ham; men
Venetianerne spærrede ham (1507) Vejen gennem
Etsch-Dalen, hvorved Foretagendet ynkelig
strandede. Forbitret herover tiltraadte han
1508 Liguen i Cambrai; men skønt han havde
en Del Fremgang, blev der dog ikke noget af
Venedigs Erobring, som han havde foresat sig,
og da Julius II (hvis Efterfølger paa Sct Peter’s
Stol M. skal have udtalt Ønsket om at blive,
hvad dog næppe var andet end et
Tankeeksperiment) forsonede sig med Venedig og
proklamerede den hellige Liga, opgav M. Forbundet
med Ludvig XII (1512) og sluttede sig sammen
med Henrik VIII af England til Liguen.
Franskmændenes Nederlag ved Guinegate (16. Aug.
1513) skyldes væsentlig M., men ved den
endelige Fredsslutning i Orléans (13. Marts 1514)
fik han intet uden Udsigten til, at hans
Sønnesøn Karl (V) skulde have Milano som Medgift
med en fr. Prinsesse. M.’s ital. Politik havde
saaledes lidt Skibbrud, og hans tredje
Hovedplan, et Korstog mod Tyrkerne, blev heller
aldrig til noget. Paa Rigsdagen i Augsburg (1518)
søgte han, skønt hans Helbred alt havde været
nedbrudt et Par Aar, forgæves at vinde
Stænderne for den store Kamp. Da han forlod
Rigsdagen, havde han Forudfølelsen af, at hans
Dage var talte, og 3 Maaneder efter døde han,
60 Aar gl. (Litt.: Om, M.’s Liv og Bedrifter
handler to Bøger, der under hans Medvirkning
forfattedes af to af hans Sekretærer, nemlig
»Theuerdank« ɔ: den paa Eventyr tænkende,
en allegorisk Rimkrønike af M. Pfinzing
[Nürnberg 1517] og »Weisz-Kunig« ɔ: den vise
Konge, en hist. Roman af M.
Treitzsauerwein [Wien 1775]. Hegewisch, »Gesch.
der Regierung M. I« [Hamburg 1782];
Klüpfel, »Kaiser M. I« [Berlin 1864]; Ulmann,
»Kaiser M. I« [Stuttgart 1884—91, I—II]; M.
Jansen, »Kaiser M. I« [München 1905]).
(C. F.). C. A. T.
Maximilian II, rom.-tysk Kejser, Konge af
Böhmen og Ungarn, Ærkehertug af Østerrig, f.
31. Juli 1527, d. 12. Oktbr 1576, Søn af Kejser
Ferdinand I, der lod ham opdrage i Spanien,
hvorfra M. ogsaa hentede sin Brud, en Datter
af Karl V, og hvor han var Vicekonge et Par
Aar (1549—51); han syntes dog ikke om sine
sp. Slægtninge og bevarede altid, til Tyskernes
Glæde, en vis Uvillie mod dem. 1552 blev han
Statholder i Ungarn, hvor han ved sin humane
og elskværdige Optræden vandt stor Yndest,
men ikke gjorde Indtryk af at eje Energi og
Karakterstyrke i nogen synderlig Grad ved
Siden af sin betydelige Kundskabsrigdom og
Intelligens. Med Faderen stod han ikke paa nogen
god Fod, og Grunden hertil vakte, da den blev
bekendt, uhyre Opsigt i hele Europa; M. var
nemlig blevet saa stærkt paavirket af den
protestantiske Lære, at han omgikkes med Tanken
om at forlade Romerkirken; forgæves var
Pavens og Filip II’s Forestillinger, og han blev
kun afholdt fra at foretage det afgørende Skridt
ved Trusel om, at han i saa Tilfælde aldrig
vilde blive Kejser. Han vedblev da i det ydre
at være Katolik af politiske Hensyn, men
bevarede sin protestantiske Overbevisning urokket
Livet igennem. Da han efter Faderens Død (25.
Juli 1564) havde tiltraadt Regeringen, gav han
sine Undersaatter fri Religionsøvelse, men
gjorde intet Forsøg paa at skabe faste, ordnede
Former for Samlivet mellem de to
Religionspartier. Heller ikke mod Tyrkernes Indfald i
Ungarn foretog han sig noget alvorligt, skønt
han ved Soliman II’s Død (1566) stod med en
stærk Hær i Ungarn, men foretrak at slutte
en otteaarig Vaabenstilstand med hans
Efterfølger (1568). Ogsaa i Tyskland var der, naar
Grumbacherfejden undtages, Ro i M.’s
Regeringstid, der kun blev kort, idet han, lidende
af en Hjertefejl, allerede døde i en Alder af
49 Aar. Paa sit Dødsleje bekendte han aabent
sin protestantiske Tro og nægtede at modtage
Dødssakramentet paa kat. Vis. (Litt.: Koch,
»Quellen sur Gesch. M.’s II«, I—II [Leipzig
1857—61]; L. v. Ranke, »Über die Zeiten
Ferdinand’s I und M.’s II« [»Sämtl. Werke«,
7. Bd, Leipzig 1868 ff.]; R. Holtzmann,
»Kaiser M. II bis zu seiner Thronbesteigung«
[Berlin 1903]; »Die Korrespondens M.’s II«,
I—II [Wien 1916—21]; »Zur Frage der religiösen
Haltung K. M. II« [Wien 1917]).
(C. F.). C. A. T.
Maximilian I, Kurfyrste af Bayern, f. 17.
Apr. 1573, d. 27. Septbr 1651, Søn af Hertug
Vilhelm V af Bayern. Efter en strengt kat.
Opdragelse, ledet af Jesuitter, hvorved han for
bestandig blev en bestemt Modstander af
Protestantismen, overtog han 1598, efter Faderens
Abdikation 1597, Styrelsen af Bayern, der
dengang var i en sørgelig forsømt Tilstand, men
under hans kloge og virksomme Regering snart
kom til Kræfter igen. M., en retskaffen og
karakterstærk Mand, alvorlig og streng mod sig
selv og andre, arbejdsom og pligtopfyldende,
praktisk anlagt, men med Respekt for
Videnskab og Kærlighed til Kunst, from Katolik, men
ingen Fanatiker, var overhovedet, ligesom han
er en af Bayerns dygtigste Regenter, den mest
fremragende af Tysklands Fyrster paa
Trediveaarskrigens Tid, indtil Frederik Vilhelm af
Brandenburg træder frem paa Skuepladsen.
Optaget af sit velsignelsesrige, vidtomfattende,
men forsigtig ledede Reformarbejde i Bayern
blandede han sig ikke i Tysklands Anliggender,
før han 1609 dannede den kat. Liga, hvis Leder
han blev, og ved Trediveaarskrigens Udbrud
kom han sin Ungdomsven Kejser Ferdinand II
til Hjælp med en veludrustet Hær, ved hvis
Bistand Böhmen blev underkuet. Da Kejseren
imidlertid begyndte at nære absolutistiske
Planer, forlangte M. i Spidsen for Fyrsterne
Wallenstein’s Afskedigelse. Han fik derfor en
bitter Fjende i denne og opnaaede ingen Hjælp
mod Svenskerne. Efter Slaget ved Nördlingen
(1634) kunde han atter tage kraftig Del i
Krigen; men da Bayern var frygtelig medtaget,
drev han ivrig paa Fred. Ved den westfalske
Fred fik han Øvrepfalz og Stadfæstelse paa den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
