Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marx, Heinrich Karl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
affattede M. og Engels, som Programskrift for
»Kommunisternes Forbund« i London, det
»kommunistiske Manifest«, i dets
indholdsmættede Sammentrængthed Aarhundredets
genialeste Agitationsbrochure. I Revolutionsaaret rejste
M. atter til Köln, hvorfra han fra 1. Juni 1848
til 19. Maj n. A. udgav »Neue Rheinische
Zeitung«; da Reaktionen sejrede, maatte han
imidlertid atter i Landflygtighed, og efter et
kort Ophold i Paris bosatte han sig i London.
M. opgav imidlertid endnu ikke sin
journalistiske Propaganda i Tyskland. Fra London
redigerede han en Revu med samme Titel som hans
sidste Dagsavis, og hvoraf der 1850 udkom 6
Hefter i Hamburg. Men Foretagendet var
haabløst. Efteraaret 1851 begyndte M. et
mangeaarigt Medarbejderskab i New York Tribune,
hvortil han, som Regel ugentlig, leverede en
Korrespondance om europæisk Politik, denne
Virksomhed afsluttedes ved den
nordamerikanske Borgerkrig. Fra Hamburg-Tidsskriftet er
senere samlet i Bogform en Udredning af de
netop gennemlevede revolutionære Bevægelser,
»Die Klassenkämpfe in Frankreich 1848 bis
1850« (1895), der blev fortsat med »Der 18.
Brumiaire des Louis Bonaparte« (1889). Ved
Siden af sin Korrespondentvirksomhed, der
afgav det nødtørftige Levebrød, dyrkede M. i
London udstrakte videnskabelige Studier. Det
første Resultat heraf var »Zur Kritik der
politischen Oekonomie« (1859, ny Udg. 1897), et
fragmentarisk Arbejde, der danner Udkastet til
hans store Hovedværk »Das Kapital«. Dettes 1.
Del, »Der Produktionsprocess des Kapitals« saa
Lyset 1867 (dansk Overs. efter Originalens 3.
Opl. i »Socialistisk Bibliotek«, Bd IV, 1885). I
Mellemtiden havde M. fundet Lejlighed til at
udføre sin største Bedrift som praktisk
Agitator og Organisator ved Grundlæggelsen af
»Internationale«, hvis Program han forfattede, og
med hvis ledende Mænd i alle Lande han stadig
vedblev at staa i livlig Rapport. Samtidig
fortsatte han sine grundige Forarbejder til
Fortsættelsen af »Das Kapital«. Han naaede paa
det nærmeste at fuldende 2. Del, »Der
Circulationsprocess des Kapitals« (udg. af Engels,
1885; dansk Overs. i »Soc. Bibl.«, Bd V, 1887),
og at planlægge større Afsnit af 3. Del, »Der
Gesammtprocess d. kapitalistischen Produktion«,
hvis Udarbejdelse blev overladt Engels, og som
først udkom 1894. Tiltagende Sygelighed
hindrede M. selv i at gennemføre den mægtige
Plan. Efter at hans Hustru og den ældste
Datter var døde, var den familiekære M. en brudt
Mand. En Rekreationsrejse til Algérie Foraaret
1882 gav ikke ny Livskraft, og 14. Marts 1883
fandt man ham død i Lænestolen foran
Skrivebordet, til det sidste optagen af sit ufuldendte,
men imponerende og epokegørende Hovedværk.
Her at gengive endog blot de vigtigste
Konturer af M.’s Tankebygning er ugørligt; kun et
Par af dens bærende Ideer kan antydes.
Grundlaget for M.’s og dermed for det moderne
Socialdemokratis Samfundslære og
Verdensanskuelse er den af ham og Engels udviklede
Teori om den historiske Aarsagsfølge (»den
materialistiske Historieopfattelse«). Den historiske
Udvikling bestemmes efter deres Opfattelse af
de i Samfundet virkende økonomisk-materielle
Kræfter; disse opfattes altsaa som den sidste
Aarsag til alle sociologiske Foreteelser og
Samfundenes hele Udvikling.
Produktionsforholdene, ell. nærmere bestemt Produktionsteknikkens
Standpunkt, bliver dermed det reelle Grundlag,
hvorpaa det, M. kalder Samfundets
»ideologiske Overbygning« ell. de retslige, politiske og
religiøse Institutioner, rejser sig. Religion,
Moral, Ret, Kunst etc. er at betragte som Udslag
af de til enhver Tid til Stede værende
økonomisk-materialistiske Faktorer. Ændres disse,
undergaar dermed hine naturnødvendig en
Forandring. Historien er hidtil, iflg. M., i sin
dybeste Grund de sociale
Interessemodsætningers ɔ: Klassekampens Historie. De herskende
borgerlige, kapitalistiske Produktionsforhold er
imidlertid den sidste Form for en
Samfundsorden, der karakteriseres ved hine indre
Modsætninger. Det privatkapitalistiske Samfund vil
til sin Tid nødvendigvis blive afløst af det
socialistiske. Den moderne Teknik har som
nødvendig Følge en stærk Koncentration af
Produktionen, der efterhaanden vil samles i nogle faa
Virksomheder, som ejes af et Faatal af
Kapitalister. I denne Udvikling under det
privatkapitalistiske Samfund ligger Spiren til det
socialistiske Samfund, der indtræder derved, at
Ejendomsretten til Produktionsmidlerne overføres
fra de private Kapitalejere til hele Samfundet.
Produktionen skal da ikke foregaa planløst
efter Hensynet at opnaa den størst mulige
Profit for Kapitalen (»Merværdi«), men ledes efter
en fast Plan under Hensyn til Forbruget;
dermed er Klassemodsætningerne definitivt
afskaffede.
Som Økonom tager M. sit Udgangspunkt i
den »klassiske« Nationaløkonomis, og navnlig
Ricardo’s, Lære om Arbejdets værdiskabende
Evne. Denne Teori tilspidser M. derhen, at han
opstiller Arbejdet som, eneste Værdikilde. Den
paa Markedet udbudte Vare repræsenterer en
vis Arbejds mængde, det vil atter sige en vis
Arbejds tid. Til at producere tilstrækkeligt for
sit Livsophold (»Eksistensminimum«) anvender
Arbejderen imidlertid kun en Del af
Arbejdstiden og faar p. Gr. a. det stadige Overskud af
udbudt Arbejdskraft (»den industrielle
Reservearmé«) kun Løn herfor; i Resten af
Arbejdstiden producerer Arbejderen Profit til
Kapitalen, tilfører Arbejdskøberen en i Produktet
stikkende Værdiforøgelse ud over de virkelige
Produktionsomkostninger. Dette Plus kalder M.
»Merværdi«, og denne danner Særkendet for
den kapitalistiske Produktion, der efter sit
Væsen intet andet er end en Tilegnelse af
underbetalt fremmed Arbejdskraft, en
»Udbytning« af Arbejderen.
M.’s Optræden betegner et Vendepunkt i den
sociale Bevægelses Historie. Fra at være
idealistisk moraliserende ell. utopistisk sværmerisk
bliver Socialismen med ham realistisk,
videnskabelig, med Fodfæste i de konkrete
økonomiske Forhold; fra at være filos. Spekulation
bliver den organiseret Handling, social og
politisk Aktion; fra at være negativt-revolutionær
bliver den positiv og praktisk, men underkaster
sig dermed ogsaa efterhaanden Udviklingens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
