Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martyrium - Martyrologium - Martørv - Marube - Marulk - Marum, Martinius van - Marut'erne - Marutse-Mambunda - Marv (i Anatomien) - Marv (i Planteanatomien)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Martyrium (lat.) betegner 1) en Martyrs
Lidelse og Død, 2) en Martyrgrav og 3) et over
Martyrgraven bygget Kapel. Man brugte ofte i
Oldkirken at bygge et lille Kapel, der gerne
havde sin egen Plads, over en kendt Martyrs
Grav. Koncilet i Karthago 401 udtalte sig mod
Misbrug af M., og i Tidens Løb forsvandt
Kapellerne. Se i øvrigt Martyr.
A. Th. J.
Martyrologium (gr., af »Martyr« og λογος
= Fortegnelse), et Kalendarium med
Navnefortegnelse over Martyrerne, til Brug i Kirken.
Det ældste M., vi kender, findes i et syrisk
Haandskrift fra 411 i British Mus. 1584 udgav
Baronio et officielt kat. M. Det er senere
gentagne Gange blevet revideret,
A. Th. J.
Martørv, se Tørv.
Marube, Navn for Alm. Kransburre (se
Kransburre).
Marulk, se Tussefisk.
Marum [’ma.rəm], Martinius van, holl.
Fysiker, f. 20. Marts 1750 i Groningen, d. 26.
Decbr 1837 i Haarlem. M. nedsatte sig 1776 som
Læge i Haarlem, blev Direktør for det holl.
Videnskabernes Selskabs Mus. i Haarlem, og
ved Teyler’s Mus. smst. Mest bekendt er han
bleven ved sine Arbejder med den
kæmpemæssige Elektrisermaskine, som Mekanikeren
Cuthbertson i Amsterdam efter M.’s Anvisning
konstruerede til Teyler’s Mus. Maskinen havde to
Skiver paa 65 eng. Tommers Diameter og
kunde give Gnister paa 24 Tommers Længde.
Med denne Maskine og et mægtigt elektrisk
Batteri anstillede han en Mængde interessante
Forsøg over Udladningens mekaniske
Virkninger, dens Varmevirkninger og kemiske
Virkninger. Sine Forsøg med Maskinen har han
beskrevet i fl. mindre Afh. og i et stort
Kvartbind »Proefneming met Teylers
elektriseermachine« (1790).
(K. S. K.). E. S. J.
Marut’erne eller Rudra’erne, i Indien en
Klasse Guder. I Ṛigveda er de Sønner af Rudra
og Pṛiçni (»den brogede«) ell. »Koen« (med
begge Navne menes utvivlsomt Tordenskyen)
ell. Rodasī, 3 X 60 ell. 3 X 7 i Tal, Indra’s tro
og muntre Staldbrødre (særlig i hans Kamp
mod Vṛitra), som under Uvejret farer gennem
Luften med straalende gyldne Smykker og
Vaaben (Lanser, Buer, Kogger, Pile, Stridsøkser.
Tordenkiler, Lyn), straalende som Ildtunger,
med Vindens Hurtighed, klædte i Regn,
skabende Mørke midt om Dagen, vandende
Jorden, faaende Bjergene, Jorden og Himmelen til
at skælve, knækkende Træerne og fortærende
Skovene som vilde Elefanter, med Jerntænder,
brølende som Løver, og forfærdende alle
Væsener; de kører i gyldne, lynende Vogne med
gyldne Hjul, trukne (ell. bevingede) af
Forspand af rødlige ell. brogede Antilopehunner,
ell Heste, som sammenlignes med
Antilopehunner, med Piske i Haanden. De kan ogsaa, ligesom
Rudra, skænke Lægedom, som findes i Floderne,
Havene og Bjergene. Efter denne Beskrivelse
maa de nærmest opfattes som Uvejrsguder,
særlig Lynguder. I det senere Sprog er de
Vinde, og Ordet M. bruges ogsaa ligefrem til
at betegne »Vind«. Her er de Sønner af
Kaçyapa og Diti (sjælden Aditi), hvem Kaçyapa
havde lovet en Søn, der kunde fælde Indra,
hvis hun kunde gaa svanger med ham i 100
Aar, fuldstændig ren, ogsaa i ritualistisk
Henseende; men i det sidste Aar forsømte hun
engang at vadske sine Fødder, før hun lagde sig
til at sove; Indra kløvede da Fosteret i 7 X 7
Dele (deres Tal er her gennemgaaende 49), som
græd (deraf deres Navn efter den indiske
Forklaring), og som Rudra (Çiva) og Pārvatī
antog som deres Sønner. Ved Fordelingen af
Herredømmet over Verden blev Indra deres
Konge. M. regnes til Vaiçya’erne bl. Guderne,
og M.’s Verden er pligttro Vaiçya’ers
Opholdssted efter Døden. I den ældre Astronomi
nævnes M. som Guddom for Nakshatra’en
Mṛigaçiras (en Del af Orion) ved Siden af Soma. —
Jfr. endvidere Bharata, Diti, Indra. (Litt.: A.
A. Macdonell, Vedic Mythologi)
[Strasbourg 1897, i »Grundriss d. indo-arischen
Philologie« III, 1.); E. W. Hopkins, The
Religions of India [London 1896]).
(S. S.). D. A.
Marutse-Mambunda, Barotse-M., i den
sidste Halvdel af 19. Aarh. et Negerrige i det
indre Sydafrika, der indtog udstrakte Arealer
om Øvre-Sambesi, og som opstod ved
Ødelæggelsen af det store Makololorige. Det havde
Navn efter de herskende Stammer Marutse
(Barotse) og Mambunda, begge hørende til
Bantufolkene og med en forholdsvis høj
Negerkultur. 1890 kom det under britisk Overhøjhed
og udgør nu den vestlige Del af Northern
Rhodesia. Den eng. Commissioner bor i Lialui
ved Sambesi; af andre betydeligere Pladser
kan nævnes Nalolo og Sescheke.
C. A.
Marv (medulld) kaldes i Anatomien den
centrale Del af forsk. Organer, for saa vidt
denne i Udseende afviger fra de ydre Lag, der
i saa Fald ofte betegnes som Barken, Cortex
(se f. Eks. Binyrer). Se endvidere
Benmarv, Rygmarv.
S. B.
Marv kaldes i Planteanatomien det i
Stængelens Midte inden for Karstrengsystemet
liggende Væv. Hos Enkimbladede er M. ikke
skarpt begrænset over for Karstrengsystemet,
hvilket derimod er Tilfældet saavel hos
Tokimbladede som hos Nøgenfrøede. M. er
parenkymatisk og ofte luftholdig, altsaa død, i noget
ældre Stængeldele, medens den i de yngre og
yngste er meget plasmarig og stærkt saftspændt.
Heri findes hyppig enkelte ell. talrige Celler
med Krystaller af oxalsur Kalk; ofte er
Marven bladgrøntholdig og følgelig assimilerende,
især i yngre, urteagtige Stængelstykker, og
mellem dens som oftest i Længderækker ordnede,
tyndvæggede Celler ses lange, luftfyldte
Cellemellemrum endog langt op imod
Stængelspidsen. I ældre Stængeldele kan nu disse Rum
tiltage betydelig derved, at hele Marven ell.
Dele af den tørrer ind, hvorved der som hos
Græsserne, mange Læbeblomstrede,
Skærmplanterne o. a. dannes hule, luftfyldte
Stængelstykker; ell. M.’s Celler vokser ud til stjerneformet
Armparenkym, som hos Siv-Arter. Hos mange
Planter vedbliver, i alt Fald i længere Tid,
enkelte Partier af M. at være levende og alt
efter Vegetationsperioderne at ophobe og
afgive Stivelse og Garvestof. Hos Koglepalmerne
og Sagopalmen, hvor Stammens M. er meget
mægtig, dannes der saadanne Mængder af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
