Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Martini-Henry-Geværet - Martinique - martinisere - Martinit - Martinitz - Martino, Simone di
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Maade ved Hjælp af Haandbøjlen, idet
denne var formet som en Vægtstang, hvis
øverste korte Arm greb ind i en Udskæring bagtil
forneden i Bundstykket. Geværet var i Brug
i England indtil 1889 og brugtes desuden i
Tyrkiet, ligesom det var stærkt udbredt i
Lande uden for Europa.
C. Q.
Martinique [marti’nik], en af de smaa
Antiller i Vestindien, ligger 32 km N. f. Øen
Santa Lucia og 40 km S. f. Dominica og ejes
af Frankrig. Den er af aflang Form med
Hovedretning fra NV. til SØ.; Arealet er 987 km2,
og Befolkningen var (1921) 244439 (249 pr km2).
Sproget er fr. ell. »kreoler-fransk«; men kun
c. 40000 er Hvide; c. 150000 er Negre og
Mulatter, Resten er væsentligst Kinesere. Kysten
er stærkt indskaaren og uregelmæssig p. Gr. a.
de mange Udløbere fra Bjergmassen i det
indre. De derved fremkomne Bugter er som
oftest dylbe og vel beskyttede, men vanskelig
tilgængelige som Følge af Koralrev i
Mundingerne. Den indre Bjergmasse er stærkt
vulkansk og væsentligst bygget op af nyere
Eruptiver; det højeste Punkt er Vulkanen Monte
Pelée’s Trakytkegle (1350 m) med et stort
Krater og Solfatarer. Denne Vulkan er kendt for
det frygtelige Udbrud 1902, hvorved Byen St
Pierre ved Bjergets Fod ganske ødelagdes og
alle dens Indb., paa to nær, omkom ved de
glødende Luftarter. Desuden findes i den
nordlige Del af Øen fl. a. kegleformede Toppe
(Pitons) som Piton du Carbet (1225 m) og Piton
du Vauclin, hvorimod den sydligere Del er
lavere og mere jævn. Klimaet er tropisk
Øklima med jævn Varme og stor Fugtighed.
Regnen falder bygevis paa de 230 af Aarets
Dage i en Mængde af 2170 mm. M. H. t.
Vindene maa man skelne mellem Østkysten,
der er udsat for den fremherskende
Passatvind, og Vestkysten, der er »under Vinden«.
Undertiden anretter Cykloner voldsomme
Ødelæggelser, som 1845 og 1891, da mange
Mennesker omkom; derimod er Jordskælv ikke
hyppige. Europæerne paa M. lider stærkt af
Anæmi, og den gule Feber, der hyppig optræder
epidemisk, bortriver mange. I Bjergegnene paa
4—500 m’s Højde og paa Steder, hvor der
fremrisler Mineralkilder, findes Sanatorier til
Europæernes Rekreation. Planteverdenen udmærker
sig i det lavere Land ved tropisk Yppighed, og
kun de allerøverste Vulkantoppe er nøgne. I
Bjergene findes endnu megen Regnskov. Af
Dyrelivet nævnes Agutien, Skildpadder, talrige
og meget besværlige Myrer samt den farlige
Giftslange, Trigonocephalus lanceolatus, som
foruden paa M. kun lever paa Santa Lucia og
St Vincent. Tidligere døde c. 100 aarlig af
Slangebid, og til dens Bekæmpelse har man
nu indført den indiske Manguste (Herpestes
fasciatus) og den kapske Slangefalk. — Af
Arealet er 34 % opdyrket, 19 % Græsland og
18 % Skov. Tropeskovens Ydelser er forsk.
Gavntømmer samt Kampechetræ. Agerbrugets
vigtigste Genstand er Sukkerrøret, der indførtes
1647 og nu optager over Halvdelen af det
dyrkede Areal. Sukkerplantagerne strækker sig
fra Kysten op til 300 m o. H. Kaffedyrkningen
fra 1720 var tidligere betydelig, men Øen
indfører nu 20 Gange saa meget Kaffe som der
udføres. Kakaodyrkningen (siden 1664) er
betydelig. Desuden dyrkes Vanille, Maniok,
Batater, Bananer, Yams, og i de højere Egne
trives Hvede og Majs. Kvægavlen er i
Fremgang. Fiskeriet er uden Bet., og Industrien er,
fraregnet lidt Pottemageri og Kalkbrænderi,
knyttet til Agerbruget, specielt Sukkeravlen.
Handelen drives næsten udelukkende med
Frankrig og fr. Kolonier. Der indførtes 1921 for
84,5 Mill. frc. og der udførtes egne
Landbrugsprodukter for 89,1 Mill. frc. Der udføres
særlig Rom, Sukker og Kakao. Der findes velholdte
Landeveje og en Jernbane paa 194 km. Saint
Pierre, der tidligere havde betydelig Handel og
Søfart, forvandledes ved Mont Pelées Udbrud
1902 til en Ruinhob. Hovedstaden og Centrum
for Handelen er Fort de France, men
desuden nævnes Byerne La Trinité, Lamentin
og Macouba. I Spidsen for Administrationen
staar en Guvernør med en raadgivende
Forsamling; Øen deles i to Arrondissementer og
repræsenteres i Frankrig af en Senator og to
Deputerede.
M., hvis Navn er opstaaet ved Omdannelse
af Øens indianske Navn, opdagedes 1493 af
Columbus og var da beboet af Caraiber. 1635
blev den koloniseret af 150 fr. Kolonister fra
Øen St Christoph, der nedsatte sig i den
sydvestlige Del. Admiral Ruyter angreb Øen med
en holl. Flaade, men sloges tilbage, og samme
Skæbne havde Englænderne 1693. 1761 var
disse imidlertid heldigere, og nu hørte M. til
England indtil Freden 1763. Engelsk var den
atter fra 1794 til Freden i Amiens 1802 og fra
1809 til Pariserfreden 1814. Et Negeroprør
1848 bevirkede Negrenes Frigivelse, men tillige
Tilbagegang i Sukkeravlen, saa man greb til
den Udvej at skaffe sig Arbejdskraft ved:
Indførelse af kin. Kulier. (Litt.: Mouet, La M.
[Paris 1892]; P. Werner, »M.« [Bonn 1910];
A. Heilprin, Mont Pelée and the Tragedy
of M. [Lond. 1902]).
N. H. J.
martinisere, behandle efter Martinprocessen.
Martinit, et hvidt, romboedrisk Mineral fra
Fosforitlejerne paa Curaçao, bestaar af
vandholdigt Kalciumsfosfat (5CaO . P2O5 . 3/2 H2O.).
(N. V. U.). O. B. B.
Martinitz [’martenedz], en gl. bøhm.
Adelsslægt. Jaroslaw M. (1582—1649) blev 1617
en af de kejserlige Statholdere i Böhmen og
var i denne Stilling en ivrig Forkæmper for
Katolicismen. Han var derfor ogsaa en af dem,
som Protestanterne i deres Forbitrelse 24. Maj
1618 styrtede ud af Vinduerne paa Borgen i
Prag. Han undkom dog herfra og flygtede til
München; blev 1621 Rigsgreve og fik siden
andre høje Værdigheder og store Godser. 1789
uddøde Slægtens Mandsstamme, og
Arvedatteren ægtede 1791 en Grev Clam, som derefter
tog Navnet Clam-M. (s. d.).
E. E.
Martino, Simone di (eller Simone
Martini, men ikke Simone Memmi), f. i
Siena c. 1285, d. i Avignon 1344, den mest
fremragende sienesiske Maler i 14. Aarh. Af
M.’s endnu bevarede Værker, der ved deres
rige Pragt og miniaturagtige Finhed i
Udførelsen, ved en egen Ynde og bly Skønhed hos
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
