Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Markmus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Takke med Bjergfyr. Den anlægger
Vinterforraad i sine underjordiske Gange ell. i dybere,
indtil 1 m under Jordoverfladen liggende
Forraadskamre; disse er om Efteraaret helt fyldte
af saftige Rodstykker, Kartofler, Korn, Ærter
o. s. v., ofte indeholdende 20—35 l Næringsstof
ell. mere, saa at kun en meget langvarig
Kuldeperiode kan bringe den i Nød. Paa
Smaaøer uden Hovdyr breder den sig utrolig,
underminerer alt og bliver en ren Landeplage.
Da man saaledes en Gang udryddede Rævene
paa Livø for at skaane Vildtet, viste den sig
saa besværlig, at man maatte ty til at
indføre disse paa ny for at faa Bugt med den.
Det virksomste Middel til dens Udryddelse er
ellers at sætte Roestykker med Strychnin i
dens Huller. — Noget mindre, dog noget større
end vor alm. Husmus, er de to Arter: den
alm. M. ell. Agermusen (A. agrestis), i
Vendsyssel kaldet Hamster, en mere nordlig
Form, hyppig overalt i Danmark, og den
hvidfodede M. ell. Syd-M. (A. arvalis),
en mere sydlig Form, der i Danmark kun
træffes i Jylland, hyppigst mod S., stærkt
aftagende i Tal nordefter, ikke iagttaget
nordligere end ved Viborg og Skive; findes ikke i
England, Norge og Sverige, medens den i
Tyskland er meget alm. De ligner hinanden
overordentlig meget; oventil er de brungraa
med sortegraa Bundhaar, Bugsiden er
hvidgraa. Kroplængden c. 10 cm, Halen c. 4 cm.
De sikreste Skelnemærker er iøvrigt, at den
alm. M. har tyndhudet langhaaret Øre og 5
Emailleslynger i mellemste øvre Kindtand,
medens Syd-M. har ret tykhudet, korthaaret Øre
og kun 4 Emailleslynger. Ogsaa i Levemaade
staar de hinanden meget nær, saa at de kan
behandles under eet. De træffes mest paa
Markerne, hvor de har deres Gange tæt under
Jordens Overflade, saa at man let træder det
tynde Lag over disse i Stk., naar man gaar
hen over Marken. Temmelig træge og lyssky
Dyr, der som Regel kun kommer ud af deres
Huller om Natten; de svømmer godt. Sover
ikke Vintersøvn. Faar 5—7 Unger, der
allerede kan være drægtige som halvvoksne, dog
da kun med 2—3 Fostre. Alle Plantedele
tjener dem til Føde: Rødder, Græs, Korn og Frø,
og navnlig naar Kornet i Høst staar længe i
Hobe paa Marken, samles de i og under dem
i stor Masse, travlt beskæftigede med at samle
Forraad. Ved Hjemkørselen føres vel en Del
med, men i Lade og Kornhæs træffes de dog
ikke hyppig og gør langtfra saa megen Skade
som Husmusene. I Grøftekanter, Gærder o. a.
St., der har beholdt langt Græs om Efteraaret,
finder mange Læ og Føde, men hyppig angriber
de Vintersæden, æder navnlig det nederste af
Stængelen, og endnu værre bliver de, naar de
vandrer ind i Skovene. Ogsaa her søger de St.
med højt Græs, hvor de kan skjule sig, senere
yder Snelag dem god Dækning. De tager
sikkert en Mængde Skovfrø o. l., men værre er
det, at de gerne æder Bark. Det er navnlig de
unge Bøge, det gaar ud over, og det bliver saa
meget farligere for Plantens Liv, som de gerne
gnaver helt rundt og dybt ind; fingertykke
Planter kan endog gnaves helt over. Paa
Kvasbunker og Snedriver naar de undertiden til
Vejrs, men de klatrer aldrig i Træerne, saa at
deres Gnav koncentreres ved Jorden — altsaa
saa mange fl. Planter angribes. Eg holder de
ikke af, og Gnav paa Naaletræer kendes kun
fra Norge. Skaden paa Bøg kan være enorm, i
Skovene mellem Hillerød og Kbhvn ødelagde de
f. Eks. i Vinteren 1882—83 saa mange Træer,
at de tilsammen kunde have dannet 70 Hekt.
(130 Tdr. Land) Skov; men den varierer i øvrigt
stærkt. Oldenaar og mild Vinter giver ringe
Museskade, da anden Føde saa let findes, men
næste Vinter bliver saa meget værre, navnlig
naar den mellemliggende Sommer har været
varm og tør, da Musemængden da vil være stor.
Alle Rovdyr og Rovfugle tager mange M.,
Muldvarpen skal tage mange af Ungerne, og ved
Fælder og Faldgruber fanger man en Del. Man
modvirker dem godt ved at fjerne Græsset
under Træerne og bestryge disse med Tjære,
bedst kommer man dem dog til Livs ved Gift.
Navnlig giver Strychninhvede, udlagt i
Drænrør, gode Resultater uden alt for stort
Mandefald mellem Smaafugle. Endelig er det navnlig
mod disse Arter, man med Held anvender
Musetyfusbacillen. I Norges nordlige Egne lever
en meget nærstaaende Art, Fjeldrotten (A.
ratticeps), der fra Øst-Sibirien og Nord-Rusland
har bredt sig dels over Nord-Skandinavien dels
over Østersøprovinserne og Mellemeuropa; i
Danmark er den endnu aldrig funden, men har
vistnok levet her lige efter Istiden. Snarest lidt
mindre end de foreg. er endelig den fjerde
danske Art Rødmusen, norsk: Klatremus
(Hypudæus glareola). Den er oventil rustrød ell.
rødbrun, nedentil graahvid, har lidt længere
Øren og Hale end de andre M. Det er i det hele
et mindre kraftigt Dyr, hvis Kindtænder heller
ikke magter saa sej Føde, da deres Rødder
tidlig lukkes, derfor lettere opslides. Det er et
udpræget Skovdyr, der vel danner Gange i
Jorden, men dog har saa skarpe Kløer, at den
bliver en udmærket Klatrer. Ogsaa den gnaver
Bark; men holder sig til Træer, hvor denne er
tynd og fin, og begnaver tit samme Plante over
store Strækninger, saa at færre Individer
angribes, ligesom Gnavet tit ikke gaar gennem
Barken, altsaa ikke er livsfarligt; dog — dette
retter sig meget efter Træets Art. Asketræer,
mest unge Planter paa c. 4 M.’s Højde, skrælles
saaledes tit helt af nede ved Jorden, gaar
følgelig helt ud, ofte er de tillige begnavede
overfladisk næsten over det hele; Lærken derimod
med sine mange Sidegrene, der afgiver
Støttepunkter under Gnavningen, er navnlig skrællet
ud fra Grenvinklerne og her hyppigst helt ind
til Splinten. Forstlig set er det kun Gnavet paa
disse to, der har Bet. Weymouthfyrren skrælles
vel tit dybt og over store Partier, men det
synes kun at gaa ud over syge Individer,
angrebne af Peridermium pini (en Svamp); Hyld,
Tørstetræ og Bævreasp holder den ogsaa af,
ligesom man træffer dens Gnav af og til paa
Avnbøg, Douglasgran og østerr. Fyr, medens
Bøg og Rødgran næsten gaar fri. Som
Kogleødelægger spiller Rødmusen sikkert en stor
Rolle, og man kan finde dens Boer propfulde
af afgnavede Kogler. Denne Art samler ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
