Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Mandara - Mandarin - Mandarinand - Mandariner, Mandarintræ - Mandaringult - Mandarintryk - Mandat - Mandatar - Mandatmagt - Mandatsproces - Mandatum (se Fodvaskning) - Mandatum (Hverv, Fuldmagt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mandara, et tidligere Negerrige i det
mellemste Sudan, S. f. Tsad-Søen, har c. 250000
Indb. Det er til Dels et vildt Bjergland, hvis
højeste Top Mendif naar 1800 m. Hovedbyen er
Mora. Det hører nu dels til britisk Nigeria,
dels til fr. Kamerun.
C. A.
Mandarin, af portug. mandar, befale;
europæisk Betegnelse for kin. Statsembedsmænd.
Den kinesiske Betegnelse er pe-kuang eller
kuang-fu. Organisationen af de kinesiske M.’s
Hverv og indbyrdes Rang stammer fra
Tangdynastiets Tid (618—905). En M.’s ydre Tegn
er Knappen, forsk. farvet efter hans Rang. M.
deles først i to Klasser: den civile, iven-kuang,
og den militære, wu-kuang. Den civile
M.-Klasse omfatter 9 Grader med forsk. farvede
Knapper: rød, blaa, hvid, gnid o. s. v. Den
militære M.-Klasse omfatter derimod kun 7
Grader. — M. ell. M.-Sprog betegner det i
officiel Virksomhed anvendte Sprog, kuan-hua,
der efterhaanden er blevet det alm. talte Sprog
for 2/3 af Kina, dog mest i Nordkina. Nærmest
beslægtet med M.-Sproget er Peking-Dialekten.
F. de F.
Mandarinand, se Ænder.
Mandariner, Mandarintræ, se Citrus,
S. 23.
Mandaringult, se Tropæoliner.
Mandarintryk, Tøjtrykning, ved hvilken
Mønstret trykkes paa det indigofarvede
Silketøj med en Reservage (se Farveri) af
Harpiks og Fedt, hvorpaa det hele behandles med
Salpetersyre. Denne vil farve de Steder gule,
der ikke er dækkede af Reservagen, saaledes
at der efter dennes Fjernelse fremkommer et
blaat Mønster paa gul Bund.
K. M.
Mandat, Fuldmagt, Bemyndigelse til
Udførelse af et Hverv for en anden (Mandanten
ell. Bemyndigeren). For saa vidt den
Bemyndigede har paataget sig Pligt til at udføre
Hvervet mod ell. uden Vederlag, foreligger en
egl. Mandats- ell. Fuldmagtskontrakt. Men et
M. kan ogsaa foreligge, uden at den
Bemyndigede retligt har forpligtet sig til at udføre
Hvervet, jfr f. Eks. en Bemyndigelse til at
hæve Penge for en Person ell. saakaldt
Inkassationsmandat. Et saadant M. giver ikke
den Bemyndigede nogen Beføjelse ud over, hvad
Hvervet naturligt medfører, og det kan altid
naarsomhelst kaldes tilbage; paa den anden
Side bindes Bemyndigeren ved det inden for
Hvervet foretagne og maa holde den
Bemyndigede skadesløs for de derved forvoldte
Omkostninger. Inden for Statsretten tales ofte om
et imperativt. M. i Forholdet mellem Vælgerne
og den valgte Rigsdagsmand. Moderne
Forfatningsret anerkender imidlertid intet saadant
M.: Rigsdagsmanden har kun at handle efter
sin Overbevisning og ikke efter nogen Forskrift
af sine Vælgere, og Vælgerne i den enkelte.
Valgkreds kan aldrig selv kalde Valget tilbage;
se imperativt Mandat.
K. B.
Mandatar (lat.), den, hvem et Hverv er
betroet, se Mandat og Mandatsproces.
Mandatmagt, et folkeretligt Begreb, der
første Gang findes i Versaillestraktaten 28. Juni
1919 i dennes Folkeforbundspagt, Art. 22. Iflg.
denne skulde af de tidligere tyske og tyrkiske
Kolonier de, hvis Befolkninger endnu ikke var
tilstrækkeligt udviklede til at danne
selvstændige Stater, overdrages til Forsorg af mere
fremskredne Nationer, der da som Mandatarer
skulde styre dem paa Folkeforbundets Vegne.
Formerne for Mandatstyre svinger mellem ren
Anneksion: Sydhavsøerne, tysk Sydvestafrika,
Togo; Kolonistyre: Centralafrika, og maskeret
Protektorat: Syrien (fransk), Mesopotamien
(engelsk). M. skal give Folkeforbundsraadet en
aarlig Rapport m. H. t. det i dens Varetægt
staaende Territorium. En permanent
Kommission skal undersøge disse aarlige Rapporter og
vejlede Raadet i alle Sager vedr. Udøvelsen af
Mandaterne.
F. de F.
Mandatsproces. I østerr. Civilproces
Betegnelse for en summarisk Procesmaade i visse
klare Sager. Tidligere ogsaa kendt i Tyskland,
men ved den tyske Civilproceslov af 1877 afløst
af den mere omfattende saakaldte
»Mahnverfahren« (s. d.). Helt forsk. herfra var det i
dansk Retspraksis udviklede — i øvrigt
temmelig urimelige — Forhold, at en Person, der ikke
ønskede selv at optræde i en Proces, ved at
betegne en anden som sin »Mandatar« kunde
sætte denne anden, hvad enten han var
Sagfører ell. ej, i Stand til at optræde paa sine
Vegne med selvstændige Partsrettigheder
under Processen. Dette er dog for saa vidt
bortfaldet ved Retsplejeloven, som det i dennes §
131 hedder: »En Bemyndigelse til i eget Navn
at indtale en Fordring ell. anden Rettighed
(»Mandatarfuldmagt«) kan ikke give den, hvem
Bemyndigelsen er givet, Ret til selv at møde i
Sagen, naar han ikke vilde være berettiget til
at give Møde som Sagfører for vedk. Domstol i
den paagældende Sag«, og i § 270 er bestemt,
at Møde for en Forligskommission iflg.
Mandatarfuldmagt ikke betragtes som personligt
Møde af Parten.
E. T.
Mandatum, se Fodvaskning.
Mandatum (lat.), Hverv, Fuldmagt.
Romerretten anerkendte som Hovedregel ikke, at en
fri Person kunde paatage sig at udføre et
Hverv for en anden, saaledes at denne anden
blev direkte forpligtet ell. berettiget derved.
Mandataren fik altid selv Retten, og Mandanten
havde kun en Fordring imod ham paa at faa
Retten overdraget, hvilken Fordring han kunde
gøre gældende ved actio mandati directa. Og
Mandataren blev altid selv i eget Navn
forpligtet og, kunde kun søge Regres derfor mod
Mandanten ved en Kontraklage (actio mandati
contraria). Mandataren var altsaa stillet som
en Kommissionær efter moderne Ret, medens
en fri Mand som Regel ikke kunde være
Fuldmægtig i snævrere moderne Forstand. Naar den
rom. Ret ikke naaede til at anerkende det
egl. Fuldmagtsforhold, forklares det ved, at
den praktiske Trang ikke krævede det. Den fri
Romer havde nemlig i sine Børn og navnlig i
sine talrige Slaver Personer, ved hvis
Retshandler han direkte erhvervede Rettigheder
og til Gengæld ogsaa oftere blev forpligtet, og
han kunde derfor som Regel undvære andre fri
Personers Medhjælp. Hvor der alligevel var
Trang til saadan fri Medhjælp, f. Eks. til at
bestyre en Forretning ell. til at føre et Skib,
anerkendte Romerretten dog undtagelsesvis, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
