Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Major (Officersgrad) - Major, Georg - Major, Richard Henry - Majorana - Majorano, Gaëtano - Majorat - Majorca - Major domus - Majorescu - Major-général - Majorianus, Julius Valerius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
M. findes i Norge allerede ved den norske
Hærs Oprettelse 1628. M. var i Beg. kun
Befalingsmænd over Garnisonerne ell. i
Fæstningerne. Senere, da Hæren fik en fastere
Organisation, blev Regimenternes Batailloner
kommanderede af M. Saa længe den forrige
Regimentsinstitution varede, havde man M.;
derefter blev Bataillonskommandørerne
Oberstløjtnanter; dog havdes fra 1818 ved hver Brigade
en saakaldet Eksercermajor. Kavaleriet, som
ogsaa havde haft M., beholdt en Eksercermajor.
1866 blev Bataillonschefen i Infanteriet atter
M., 1869 fik de Oberstløjtnantstitlen tilbage, men
mistede den atter 1909 ved den ny Hærordnings
Indførelse. Paa Akershus Fæstning har den med
Vagttjenesten og Orden inden for Fæstningen
styrende Officer Titel af Pladsmajor. Ogsaa
Generalstaben har tildels M. som
Afdelingschefer. Brigadelægerne havde tidligere Majors
Rang. Værnepligtige Officerer kunde før
udnævnes til M. i Landstormen.
M. H.
Major (egl. Maier), Georg, tysk luthersk
Teolog, f. 25. Apr. 1502 i Nürnberg, d. 28. Nov.
1574 i Wittenberg. Han studerede under Luther
og Melanchthon i Wittenberg, hvor han ogsaa
1537 blev Slotspræst og 1545 teologisk Prof.
Hans Navn er i Kirkehistorien knyttet til en
dogmatisk Strid, nemlig om Forholdet mellem
Tro og Gerninger, idet M. i Modsætning til
Amsdorf opstillede den Sætning, at gode
Gerninger er nødvendige til Salighed, hvilken
Formulering han dog selv senere opgav. Hans
Tilhængere kaldtes Majorister.
(J. P. B.). A. Th. J.
Major [’meidзə], Richard Henry, eng.
Geograf, f. i London 3. Oktbr 1818, d. smst. 25.
Juni 1891. M. studerede Medicin og var en Tid
Læge paa Øen Jersey, hvorfra hans Familie
stammede, men da han fra tidlig Tid nærede
levende Interesse for Geografi o. l., tog han
1844 med Glæde imod en Ansættelse ved
British Museum, hvor han siden kom til at
forestaa Kortsamlingen, indtil han 1880 tog sin
Afsked. M. var i mange Aar Sekretær ved Hakluyt
Society i London og besørgede Udgivelsen og
Oversættelsen af de ældre Rejsebeskrivelser,
som Selskabet lod udgive, deriblandt ogsaa
(1873) Brødrene Zeni’s Rejser i de nordiske
Have, hvilket Skrift vakte megen
Opmærksomhed, bl. a. i Danmark. Hans Hovedværk er
Life of Prince Henry the Navigator (1868),
hvorefter fulgte: Discoveries of Prince Henry
the Navigator (1877). 1881—84 var M.
Vicepræsident i Royal Geographical Society. M. er
ogsaa Forf. af forsk. Afh. i Tidsskrifter m. m.
Majorana, se Merian.
Majorano, Gaëtano, se Caffarelli.
Majorat (lat.). Successionsorden ved et
Stamhus, iflg. hvilken den ældste af fl. i øvrigt lige
nær berettigede er den til Stamhuset
berettigede, modsat Juniorat, hvorefter den yngste
har Fortrinnet. Inden for M. i videre Forstand
sondres atter mellem: Primogenitur, hvorefter
den ældste af den ældste nedstigende
Slægtsgren succederer, M. i snævrere Forstand,
hvorefter det er den ældste af de i Grad nærmeste,
og Seniorat, hvorefter det er den ældste i hele
Familien, der er den til Successionen
berettigede. Betegnelsen M. bruges ogsaa om selve
det Stamhus, om Successionen i hvilket der er
Tale. Se i øvrigt Stamhus.
K. B.
Majorca [ma’kårka], se Mallorca.
Major domus (lat.), Hushovmester (tysk
»Hofmeier«, fr. maire du palais), var i det
frankiske Rige i Merovingertiden Titlen paa en
Hofembedsmand, der med Tiden blev den
mægtigste Mand i Riget. Opr. var M. d. den Mand,
der havde Tilsyn med Tjenerskabet i Kongens
Hus og med den hele Hofstat. Saadanne
fandtes hos de fleste germanske Folk, og ogsaa
ved de rom. Kejseres Hof havde der været
en lgn. Embedsmand, men ingensteds fik
Stillingen den Bet. som hos Frankerne. Idet M.
d. blev Fører for Kongens Hirdmænd
(Antrustionerne), fik han en ledende Stilling inden
for Aristokratiet, og den Domsmyndighed, han
havde over Hoffolkene, udvidedes til ogsaa at
gælde Rigets Stormænd. Stor Bet. fik det ogsaa,
at Bestyrelsen af Krongodset overdroges ham.
Det var Kongen, som valgte M. d., men
Stormændene havde ofte Indflydelse paa Valget.
Hans Indflydelse steg stærkt, da Chlotar II
613 samlede hele Frankerriget; dog beholdt
ved denne Lejlighed hver Rigsdel sin egen M.
d. En af disse tiltvang sig af Kongen
Uafsættelighed. Allerhøjest steg M. d.’s Magt, da
Stillingen kom i Hænderne paa den mægtige
austrasiske Slægt Arnulfingerne. Efter at Pipin
havde sejret over Neustriens Stormænd ved
Testri (687), forenede han Stillingen som M. d.
med den austrasiske Hertugværdighed og
besad i Virkeligheden kongelig Myndighed over
hele Riget. Ved hans Død gik Stillingen i Arv
til hans Søn Karl Martel (714), og derefter til
dennes Søn Pipin den Lille (741), som 751
tiltvang sig Kongenavnet. (Litt.: E. Hermann,
»Das Hofmeieramt« [Breslau 1881]; Fustel
de Coulanges, Histoire des institutions
politiques de l’ancienne France. La monarchie
franque, S. 166 ff. [Paris 1888]; H. Brunner,
»Deutsche Rechtsgeschichte« II, S. 104 ff.
[Leipzig 1892]).
H. H. R.
Majorescu, d. s. s. Maiorescu.
Major-général [ma’зå.r-зene’ral] var i
Frankrig fra Karl VII’s Tid til Napoleon III
Benævnelsen paa den Officer, der beklædte
Posten som Generalstabschef, naar Monarken
selv førte Overkommandoen. Nu betegner M.-g.
Chefen for Staben hos den Øverstbefalende
for en Gruppe Arméer.
(B. P. B.). E. C.
Majorianus, Julius Valerius, vestrom.
Kejser 457—61, blev, efter at Avitus 456 var
blevet styrtet af Ricimer, af denne udnævnt til
Overfeltherre og opnaaede næste Aar
Kejserværdigheden. Ved gode Love søgte han at
forbedre Tilstanden i Riget, dog uden Held. 458
drog han med en Hær over Alperne ind i
Gallien og slog Vestgoterne, hvorefter han fik
Magten over Gallien og Spanien. Herfra vilde
han sætte over til Afrika for at tugte
Vandalerne, men inden Afrejsen lykkedes det disse at
ødelægge største Delen af hans Flaade. Der
blev da sluttet Fred med Vandalerne, og M.
vendte tilbage til Italien. Der rejste sig
imidlertid en Opstand imod ham, og M. blev,
vistnog paa Foranledning af Ricimer, afsat og
dræbt (461).
H. H. R.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
