Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maaneformørkelse - Maanegarm eller Maaneulv - Maaneglas - Maanegudinder - Maanejævning - Maanekort - Maanen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
til andre Tider har man ikke engang i Kikkert
kunnet finde den. Antallet af M. i Løbet af et
Kalenderaar kan i det højeste være 3, som 1917
og 1982, medens der paa den anden Side kan
være Aar, hvori der ikke indtræffer nogen M.,
f. Eks. 1926 og 1929. Da man ikke kan eksakt
observere Maanens Indtræden i Jordskyggen
ell. Udtræden p. Gr. a. dennes mindre skarpe
Grænse, benyttes M. ikke længere til at
bestemme to Steders Længdedifference. Derimod
har man med Held i den sidste Tid observeret
under Totaliteten Forsvinden og Tilsynekomst
af de Stjerner, Maanen under denne passerer
forbi, og derved faaet sikrere Data for at
beregne Maanens Dimensioner, dens Parallakse
og dens Beliggenhed i Banen ved
Observationstiden. Studiet af Spektret af den formørkede
Maane giver nærmere Oplysning om, vor egen
Atmosfære, og Undersøgelsen over Varmen, som
udsendes fra Maanen under de forsk. Faser af
Formørkelsen, lærer nærmere at kende dens
Overflades absorberende Evne. (Litt.:
Oppolzer, »Syzygien-Tafeln für den Mond«
[Leipzig 1881]; Samme, »Canon der
Finsternisse« [Wien 1887]; Pinzel, »Kanon d.
Sonnen- und Mondfinsternisse von 900 v. Chr.
bis 600 n. Chr.« [Berlin 1899]; Schroeter,
»Sonnenfinsternisse von 600 bis 1800 n. Chr.«
[Kria 1923]).
J. Fr. S.
Maanegarm eller Maaneulv, i nordisk
Mytologi det Uhyre, der forfølger Maanen og
skal sluge den. Navnet findes dog kun hos
Snorre og synes at være opstaaet ved en Slags
Misforstaaelse af Solulvene.
(A. O.). G. K-n.
Maaneglas, ældre Form for Fremstilling af
Vinduesglas, se Glas.
Maanegudinder kendes i næsten alle
Naturreligioner (jfr Maanedyrkelse). Hos
Grækerne og Romerne tænkte man sig for det
meste Maaneguddommen som en kørende eller
ridende ung Jægerinde, væbnet med Pil og Bue
ell. med Lanse. I Grækenland dyrkedes navnlig
Artemis, Selene og Hekate, der mulig
fra først af var Udtryk for den samme
Guddom, men senere adskiltes i de lokale Kulter.
I den senere Tid tænkes Artemis navnlig at
beskytte Plante- og Dyrelivet: M.’s Forhold til
Trolddom og Magi overføres paa Hekate, men
Selene (Foibe) bliver den Guddom, i hvis
Skikkelse man oftest tænker sig Maanen
personificeret. Fra Kreta udgik Dyrkelsen af Britomartis
ell. Diktynna, mulig opr. identisk med
Artemis; hendes Kultus bredte sig til mange af
Øerne i Archipelagus, til Lakonien og Aigina.
Ogsaa Persefone, Eileithyia, stundom ligeledes
Athena og Demeter optræder som M. I senere
Tider dyrkedes Kybele og navnlig Isis. En
Række Heroiner sættes i Forbindelse med de
forsk. Gudinder. Hos Romerne dyrkedes
Diana og Luna.
H. A. K.
Maanejævning, se Kalender.
Maanekort. De ældste Kort over Maanens
Overflade er givne af Lagalla (1612), Scheiner
(1614), Mellan (1634) og Langren (1645), men
disse har kun hist. Interesse. Hevel’s
Selenographia (Gedani 1647) er det første betydelige
Arbejde; men saavel dette som de tidligere
Arbejder beroede kun paa Tegninger, som var
tagne efter Øjemaal; det er først T. Mayer,
som lagde virkelige Maalinger til Grund for
sine M.; Schroeter og Guithuisen udgav senere
M., men disse staar tilbage for Lohrmann:
»Mondcharte« (Leipzig 1878) i 25 Blade, der
danner en Skive af 0,97 m i Diameter, Beer
og Mädler: Mappa Setenographica (Berlin 1837)
i 4 Blade af 0,95 m i Diameter, Neison: The
moon (London 1876) i 22 Blade af 0,61 m i
Diameter og Schmidt: »Charte der Gebirge des
Mondes« (Berlin 1878) i 1,8 m i Diameter. 1865
projekterede British Association at udgive et
meget detailleret M. i 5,0 m i Diameter i 1500
Blade, men hidtil er kun 4 udkomne. I den
sidste Tid har Krieger planlagt et stort M.:
1. Bd 1898: »Mond-Atlas«, 2. Bd blev udg. efter
hans Død 1912. Ved Siden af disse M., der
gengiver hele den Del af Maanen, man kan se,
har Elger, Fauth, Gaudibert, Weinek o. a. givet
Tegninger af bestemte Detailler paa Maanens
Overflade. De første Fotografier af Maanen blev
tagne af Daguerre og Draper, senere har
Warren de la Rue og Rutherford leveret gode
Maanefotografier, men de bedste er præsterede
fra Lick med Negativer af 14 cm i Diameter
og Paris (18 cm); disse er blevne forstørrede
og benyttede til M.: Lick Observatory Atlas of
the Moon af 0,95 m i Diameter; hidtil er
udkommet 19 Blade, og Loewy & Puiseux: Atlas
photographique de la lune (Paris 1896—1910)
i 71 Blade med en Maanediameter varierende
fra 1,26 m, til 2,72 m. Tekst I—XII. Negativerne
fra Lick og Paris har Weinek benyttet til et
»Photographischer Mond-Atlas« (Prag 1897),
med en Maanediameter af 4 m i 200 Blade,
hvoraf en Del er udkommet. Det første
fuldstændige fotografiske Kort er leveret af W. H.
Pickering: The moon (New York 1903). (Litt.:
Mary A. Blagg, Collected list of lunar
formations named and lettered in the maps of
Neison, Schmidt and Mädler [London 1913]; J.
H. H. Brochmann, »Maanens Stedsnavne« i
»Nordisk astronomisk tidskrift«, N. R. I—II
[1920—21]).
J. Fr. S.
Maanen (hermed Kort), 1) d. s. s. Biplanet,
Drabant ell. Satellit, 2) Navnet paa det
Himmellegeme, som er Jorden nærmest, Jordens
Drabant. Den bevæger sig omkr. Jorden i en
elliptisk Bane med en Ekscentricitet af 0,055, en
gennemsnitlig Afstand af 60,2745 Jordradier eller
384450 km og en Omløbstid af 27,32166 Dag (se
Maaned). Banen danner en Vinkel paa 5° 8′
47,9″ med Ekliptika. I øvrigt afviger M. i sin
Bevægelse betydelig fra den elliptiske,
fornemmelig p. Gr. a. Solens og Planeternes
Tiltrækning, og endnu er ikke Teorien for dens
Bevægelse fremstillet i alle sine Detailler. De
betydeligste Virkninger af Solens Indflydelse paa
M.’s Bevægelse er flg.: 1) den forlænger M.’s
Omløbstid med 1/720 ell. nær en Time af, hvad
der vilde være Tilfældet, hvis Jorden alene
virkede paa M. i dennes nuv. Afstand, 2) den
bringer Apsidelinien til at gaa fremad; falder
Apsidelinien sammen med Syzygielinien (Ny-
og Fuldmaane), gaar Perigæet frem; falder
Apsidelinien sammen med Kvadraturerne, gaar
Perigæet tilbage, men den sidste Bevægelse er
mindre end den første, saa i det store og hele
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
