Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Løvendal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
»Gyldenløvesfejden«, men vendte efter Vaabenstilstanden
tilbage til Holland, hvor han blev Fændrik i
Prinsen af Oraniens Garde. 1682 optoges han i
Friherrestanden med Navnet L., gik s.
A. i kejserlig Tjeneste, hvor han kæmpede imod
Tyrkerne, vendte Aaret efter tilbage og
indtraadte som Oberstløjtnant i den danske Hær
og oprettede et Regiment Dragoner, med
hvilket han garnisonerede, først et Aars Tid i Moss,
senere — indtil 1705 — i Holsten. 1692
overværede han paa fr. Side Belejringen og
Erobringen af Namur, deltog Aaret efter med sit
Regiment i Togtet mod Ratzeburg og blev ved
Krigens Udbrud 1700 som Brigader
Øverstbefalende paa Fyn indtil Fredsslutningen s. A.
Blev s. A. Generalmajor til Hest og 1701
Inspektør over Kavaleriet i Holsten. 1705 tog
han sin Afsked og flyttede til Hamburg, hvor
han med Held drev Bankier- og
Rederivirksomhed. 2 Aar senere modtog han, stærkt
anbefalet af August den Stærke’s Elskerinde,
Grevinde Cossell, der som født v. Brockdorff,
var en Kusine til L.’s Hustru, Stillingen som
virkelig Geheimeraad og Kammerpræsident hos
den sachsisk-polske Konge og blev tillige 1709
Oberbergwerksdirektor. 1710 overtog han paa
Frederik IV’s Opfordring Statholderskabet i
Norge og Overkommandoen over den norske
Hær under Krigen mod Sverige og satte med
stor Dygtighed Hæren i krigsmæssig Stand,
ligesom han ryddede op i den megen Slendrian
i Administrationen; han vandt ikke alene
Befolkningens Agtelse, men ogsaa i høj Grad
dens Kærlighed, ved sin retfærdige Optræden
og den ligefremme Maade, paa hvilken han
forstod at omgaas den. Det kortvarige Felttog ind
i Bohus gav, takket være Regeringens
Ubeslutsomhed og utilstrækkelige Støtte, ikke
yderligere Resultater end det, han selv i Forvejen
havde sat sig som opnaaeligt, nemlig at binde
den fjendtlige Hær og forhindre den i at
afsende Forstærkninger til Pommern. Dagen før
Hæren satte sig i Bevægelse, modtog L.
Udnævnelse som Elefantridder — som den første
danske, der fik det blaa Baand uden forinden
at have haft det hvide. Det flg. Aar (1712)
skulde L. lede et fornyet Felttog ind i Sverige,
men faldt pludselig i Unaade hos Kongen, hos
hvem han vilde søge sine Ordrer uden at tage
Hensyn til, at denne havde frabedt sig at blive
forstyrret i det Otium, han nød i Fyrstindens
(Anna Sophie Reventlow’s) Selskab. L. rejste
da tilbage til Sachsen, hvor han imidlertid var
blevet udnævnt til Overhofmarskalk med
Bibehold af sine øvrige Embeder. Som
Kammerpræsident havde han en Indenrigsministers
Funktioner, og desuden var paa den Tid
Finansvæsenets Styrelse henlagt til
Kammerpræsidiet. Hos Kongen stod han til det sidste i høj
Gunst. Han ejede i Sachsen Godserne
Elsterwerda, Saathain og Mückenberg, paa hvilket
sidste han indrettede et Jernhammerværk
»Lauchhammerwerck«, der bestaar den Dag i
Dag, men nu fabrikerer Brunkul og Briketter.
1719 nedlagde han Kammerpræsidentembedet,
men beholdt de øvrige Embeder, og døde 24.
Juni 1740 i Dresden.
2) Hans ældste Søn, Ulrich Friedrich,
f. 22. Juli 1694, blev Kammerherre hos
Kurprinsen, men mistede Stillingen p. Gr. a.
letsindig Levevis og sad i Fangenskab i 6 Aar,
deraf de 5 paa Fæstningen Königstein. Senere
fulgte han sin nedenn. Broder til Frankrig,
hvor han indtraadte i den gejstlige Stand. Han
døde 12. Juli 1754 i Paris. Broderen,
3) Woldemar (II), f. 6. Apr. 1700,
indtraadte 1716 som »gefreyter Musquetier« i
General Janus v. Eberstädt’s Infanteriregiment,
fik Oktbr s. A. en Maaneds Pas for at gaa i
dansk Krigstjeneste og deltage i Landgangen i
Skaane (som imidlertid da var opgivet) og har
sandsynligvis da deltaget i Nordsøeskadrens
Togt under Tordenskjold’s Kommando om Bord
paa dennes Flagskib »Laaland«. I Foraaret
1717 indtraadte han som Kaptajn i den
kejserlige Hær og udmærkede sig i Slagene ved
Belgrad og Villafranca og ved Erobringen af
Messina. 1721 vendte han tilbage til Sachsen, hvor
han naaede Generalmajorchargen 1732. Aaret
i Forvejen havde han paa genuesisk Side
deltaget i Kampene paa Korsika, fra 1732—35 tog
han Del i den polske Arvefølgekrig, hvor han
efter Krakaus Erobring blev Kommandant i
Byen og deltog i Fredsforhandlingerne i
Sendomir som Kongens befuldmægtigede Militær.
1737 gik L. i russ. Tjeneste som Generalmajor,
udmærkede sig i gentagne Kampe mod
Tyrkerne, saasom ved Erobringen af Fæstningerne
Oczakow, hvor han blev saaret, og Chotin.
Kejserinden udmærkede ham hyppigt, han blev
general en chef, Stormester for Artilleriet,
Guvernør over Estland, ligesom han skal være
bleven optaget i Grevestanden. Allerede 1741
var han bleven ophøjet i den tyske
Rigsgrevestand. I Krigen mod Sverige førte han
Avantgarden med Dygtighed og ledede paa russ.
Side Forhandlingerne ved Helsingfors’
Kapitulation. Den danske Regering ønskede nu at
knytte L. til sig som Øverstkommanderende
over Hæren, men Forhandlingerne herom
endte resultatløse, og han traadte da efter
Tilskyndelse af Marskalken, Greve Moritz af
Sachsen, i fr. Tjeneste som Generalløjtnant og gik over
til Katolicismen. I fr. Tjeneste øgede han sin
Berømmelse gennem de talrige Kampe og
Fæstningers Erobring, hvori han deltog; saaledes
erobrede han Gent, Oudemarch, Ostende, Huy og
Namur, hele holl. Flandern, og udførte 1747 sin
største Bedrift, Erobringen af den meget stærke
Fæstning Bergen-op-Zoom, hvilket skaffede
ham Marskalkstaven. Efter Fredsslutningen
indledede for 2. Gang den danske Regering
Underhandlinger med ham om Overtagelse af
Kommandoen over den danske Hær, men skønt
L. meget ønskede at komme til sin Slægts
Stammeland, stillede han dog saa store
Betingelser, at Forhandlingerne atter strandede.
Et Tilbud, han modtog, fra den venetianske
Regering, modsatte den fr. Konge sig. 27. Maj
1755 døde L. i Palais de Luxembourg og blev
begravet i St Sulpice Kirken. L. var ligesom sin
Fader og Farfader en grand seigneur og var
ingen god Husholder med sine Finanser. Han
havde arvet sine Forfædres lette Sæder, men
ogsaa deres Begavelse og Dygtighed, indtagende
og muntre Væsen og retfærdige Sindelag,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
