Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lægevidenskaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Metode, idet de desinficerende Stoffer udelodes
og der kun anvendtes sterile Forbindstoffer,
Instrumenter etc. (Aseptik). Kort efter
indførtes Antiseptikken ogsaa i Fødselshjælpen,
hvorved Barselfeberen, der havde hærget
Fødselsstiftelserne som en Epidemi, forsvandt.
Faget havde i øvrigt i høj Grad udviklet sig i
rationel Retning, efter at man var begyndt at
studere Fødslens Fysiologi nøjere. Tidens
mægtigste Fremskridt aflededes dog af de
Pasteurske Undersøgelser, idet en ny Videnskab, af lige
stor Bet. for Kirurgi, intern Medicin og
Epidemiologi, arbejdede sig frem, Bakteriologien.
Foreløbig blev dens Opgave at konstatere,
hvilke Sygdomme der skyldes Bakterier, altsaa
Paavisningen af den specifikke Bacil, men snart
skulde man ogsaa kunne anvise
Helbredelsesmidler. Et saadant, Vaccinen, var allerede
fundet i Slutn. af 18. Aarh. af Jennier og
Koppeepidemierne derved bragt til at standse. Lgn.
»Vaccine«-Terapi benyttes nu ogsaa i en Mængde
andre Sygdomme, og ved Serumiterapien har
man faaet et mægtigt Vaaben mod de
smitsomme Sygdomme. Dag for Dag vinder
Serologien nyt Land ind, saa at den Tanke paa een
Gang at rense Organismen for skadelige
Bakterier (Therapia magna sterilisans) kunde
fremsættes, og delvis realiseres. Som det ses, er
man nu naaet til rationel Behandling af mange
Sygdomme, men Serologien med dens
Underafdeling, Immunitetslæren, fik foruden den
uhyre sociale Bet. ogsaa stor Indflydelse paa
Diagnosen, ikke mindst ved, at den arbejdede Haand
i Haand med andre Dele af den fysiologiske
Kemi. Saaledes blev Studiet af
Æggehvidestofferne (O. Hammarsten) og af Blodet
næsten selvstændige Videnskaber, og paa
serologisk Basis hviler ogsaa talrige diagnostiske
Reaktioner (Widal, Wassermann,
Hermann-Perutz, Pirquet, Abderhalden o. fl.). I det hele
gaar vor Tids Medicin ud paa at skaffe den
nøjagtige Diagnose til Veje, og hertil benyttes
foruden de fysiologisk-kliniske Metoder
(»Belastningsprøver«) ogsaa i høj Grad fysikalske,
f. Eks. Røntgenstraalerne. Ogsaa til selve
Behandlingen af Sygdomme strækker Fysiologien
sine Arme ud. Efter at Brown-Sequard havde
indført Indsprøjtninger af Organsaft i
Terapien, har Studiet af de endokrine Kirtlers
Virksomhed taget Fart og givet overraskende
Resultater baade i klinisk og i terapeutisk
Henseende (Hormonlæren). Ogsaa Aktinoterapien
(Behandlingen med Lys-, Röntgen- og
Radiumstraaler) har muliggjort Helbredelser, der ofte
tidligere kun kunde naas ad operativ Vej. Selv
Medikamentlæren har sine Fremskridt, idet
virksomme Substanser nu fremstilles ad
syntetisk Vej og Planteekstrakter standardiseres.
Et tidligere ukendt Træk i Lægevidenskaben
er dens Internationalisering, som indlededes
med Konferencerne i Paris 1851 og 1859. Senere
fulgte Karantænekommissionerne,
Lægekongresserne og det internationale Sundhedsbureau
i Paris. Hertil kommer de store Institutter,
Pasteurinstituttet, Rockefellerinstituttet i New
York, Listerinstituttet i London, der vel er
nationale, men aabner sig for alle, samt de
mange Præmier for videnskabeligt Arbejde, der
er udsatte af forsk. Lande. Af disse er
Nobelpræmien, uddelt første Gang 1901, den største.
Medicinsk set deler Norden sig i
Sverige-Finland og Danmark-Norge-Island, og
Udviklingen har i grove Træk fulgt de store
Kulturlandes. I Middelalderen kunde der ikke være
Tale om nogen selvstændig nordisk
Lægevidenskab, men Paavirkmingen fra gr.-rom. Medicin,
og navnlig fra Salerno, er umiskendelig i de i
Haandskrifter bevarede Lægebøger, og kun en
enkelt Læges, Henrik Harpestreng’s Ry, naaede
ud over fremmede Lande. Tidligt synes de
salernitanske Forfattere at være blevet gjort
tilgængelige i Oversættelse, og Vejen, der er
fulgt, er i visse Tilfælde gaaet over Frankrig
og England. Det første Land blev i
Middelalderen og Renaissancen foretrukket af de unge
Studerende. Det var selvfølgelig Galenismen,
der sattes i Højsædet, da de to første Univ.
i Norden oprettedes (Upsala 1477, Kbhvn 1479),
men Lægevidenskaben stod i Skygge for
Teologi og andre Fag. Da Kbhvn’s Univ.’s Fundats
af 1539 udstedtes, normeredes der to
medicinske Professorater, men disse var langtfra altid
besatte, og i hele 16. Aarh. blev ingen Dansk
udnævnt til Dr. med., kun enkelte Udlændinge.
Upsala Fundats reorganiseredes 1591 med en
ny Prof. og 1617 med een til. I 16. Aarh.
begyndte den med. Litt. at spire frem (Chr.
Pedersen, H. Smed, Benedictus Olai); den var af
populær Art og hvilede udelukkende paa
fremmede Kilder.
Ved 17. Aarh.’s Midte indtraadte der begge
Steder ret pludselig en mægtigt Opsving, baaret
af fremragende Videnskabsmænd. I Upsala var
det Oluf Rudbeck den Æ. og den kartesianske
Praktiker Per Hoffvenius, i Kbhvn, hvor i
øvrigt Caspar Bartholin, Ole Worm og Simon
Paulli allerede noget tidligere havde lagt Grund
til en Reformation, inaugureredes den egentlige
glimrende Periode i nær Tilknytning til den
holl. L. med Caspar Bartholin’s Søn Thomas
og hans Disciple, mellem hvilke Steno har
vundet et særligt Navn. Begge Steder var det
ved fremragende Deltagelse i Tidens
anatomiskfysiologiske Forskning i de nyoprettede anselige
anatomiske Teatre, at Hovedopsvinget skete,
og begge Steder blegnede Glansen snart. I
Danmark indtraadte der ved Aarh.’s Slutn. endog
en fuldstændig død Periode, hvori heller ikke
den ny Universitetsfundats af 1732 ved sin
stifmoderlige Behandling af L. kunde bringe nogen
væsentlig Forandring. I Sverige hævdedes vel
de videnskabelige Traditioner hæderlig af den
yngre Rudbeck og for den praktiske Medicins
Vedk. af Lars Roberg, der indførte klinisk
Undervisning i Upsala, medens samtidig Kilian
Stobæus den Æ., Linné’s Lærer, ved det ny
Univ. i Lund nidkært virkede for
lægevidenskabeligt Studiums Fremme, og der ogsaa i
Sthlm virkedes i samme Retning saavel ved den
af Collegium medicum indrettede Undervisning
som fra det kirurgiske Societets Side, ligesom
det i Åbo oprettede Gymnasium efterhaanden
udvikledes til et virkeligt Akademi, hvor der
gaves regelmæssig lægevidenskabelig
Undervisning. Men alt havde dog ogsaa i Sverige et
noget mat Præg, indtil henimod Aarh.’s Midte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
