Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lægevagtstationer - Lægevidenskaben
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som derved har vundet overordentlig meget i
Hurtighed. L. er nu overtaget af Røde Kors.
G. N.
I Kristiania har der siden 1898 været i
Virksomhed en privat L. Byens kommunale
L. er oprettet 1900. Der behandles ogsaa
polykliniske Sygdomme, som af Bylægerne henvises
til kirurgisk Behandling uden at behøve
Indlæggelse i Sygehus. Stationen formidler
desuden Indlæggelse i Sygehus, specielt
Patienternes Fordeling til de forsk. Sygehusafdelinger.
Anbringelse paa Kvindeklinikken ell. paa de
kommunale Fødehjem for Kvinder, der venter
deres Nedkomst, foregaar fra 1921 kun gennem
L. Siden 1910 har der været truffet
Overenskomst med en Række privat praktiserende
Læger, til hvilke Publikum kan henvises af
Politiet, naar om Natten og paa Helligdage
Lægehjælp ikke paa anden Maade kan skaffes.
(K. F.). Wt. K.
Lægevidenskaben. I sin opr. Tilstand var
Mennesket omgivet af en Natur, som det ikke
var Herre over, og som derfor forekom det
fjendtlig. Folketroen befolkede Omgivelserne
med Dæmoner (Vætter), der dels var velvillige,
dels skadelige og ondskabsfulde, og disse sidstes
Indvirkning skyldtes Ulykkestilfælde, Sygdom
og Død. De helbredende Midler fandt man ved
Erfaring, og de, der havde særlige Færdigheder,
ell. som antoges at have den nøjeste
Forbindelse med Dæmonerne — Troldmænd
(Shamaner) og Præster — blev de første Læger.
Lægekunsten, den praktiske Anvendelse af
helbredende ell. forebyggende Midler, er altsaa
gaaet forud for Lægevidenskaben, Læren om
Mennesket i sund og syg Tilstand. Rester af
denne Dæmonologi genfindes hos alle Folkeslag,
dels i daglig Tale (f. Eks. en »besat«), dels i
Folkemedicinen (s. d.). Den genfindes nutildags
hos Naturfolkene (M. Bartels: »Medicin der
Naturvölker«, 1893).
Hvert af Oldtidsfolkene har bidraget sit til
L. Om Ægypternes Medicin ved vi
Besked, dels gennem Fund i Grave, dels gennem
visse Papyrusruller med medicinske
Optegnelser, saa godt som udelukkende Recepter. De
udførligste er de efter Finderne benævnte P.
Ebers og P. Brugsch. Den første gaar tilbage til
c. 1550 f. Kr. (Schwimmer: »Die ersten Anfänge
der Heilkunde und die Medicin im alten
Aegypten« [1870]; Finlayson, Ancient Egyptian
Medicine [Br. med. Journ. 1893]; talrige Skr af
Oefele). Hos Israelitterne finder man
en vidt fremskreden Hygiejne og Diætetik,
hvad Bibelen ofte bringer Bud om. Talmud,
der ofte knyttes til den jødiske Oldtidsmedicin,
skriver sig i den nuv. Form fra 4.—5. Aarh.
e. Kr. og er en Realencyklopædi over den
menneskelige Viden; den bringer derfor ogsaa
meget af medicinsk Interesse, navnlig berøres ofte
de anatomiske Forhold ved Omtalen af de
rituelle Slagtninger (Ebstein, »Die Medizin im
alten Testament« [1901]; Babbinowicz: La
médicine du thalmoud [1880]; Bergel, »Die
Medicin der Talmudisten« [1885]). Fra Assyrer og
Babyloniere (Sumerer) stammer bl. a.
det Islæt af Astrologi i Medicinen, som har
holdt sig næsten til vor Tid, men for øvrigt er
Kendskabet til Kileskriftmedicinen ikke stort.
Fundet af Hammurabi’s Love viste en meget
højt udviklet Lægekunst (Oefele:
»Keilschriftmedicin« [1902]; Skr af P. Jensen, G. Howardy
o. a.).
Fælles for alle disse Folkeslags Medicin er, at
den er uden System, men i Grækenland, hvor
L. havde udviklet sig paa samme Maade som
andet Sted, forstod man at videreudvikle den,
og der fremstod de første medicinske Systemer,
samtidig med at talrige Lægeskoler oprettedes
(f. Eks. Kos, Knidos, Rhodos). Berømtest af alle
disse Systemer er det hippokratiske, der hviler
paa den Tanke, at fire Grundvædsker (Blod,
Slim, gul og sort Galde) og deres indbyrdes
Forhold er det afgørende Moment i alle
Forhold vedrørende Sundhed og Sygdom
(Humoralpatologi). Naturen ejer i sig selv
helbredende Kræfter (vis medicatrix naturæ), og
Lægen træder kun understøttende ell.
hjælpende til, men der fordres af ham en
indgaaende Undersøgelse, en saa vidt mulig rigtig
Diagnose og en høj personlig Etik (se Art.
Hippokrates; E. Nachmamson: »H. och
hans tid« [1921], desuden forsk. Afh. af Jul.
Petersen, J. L. Heiberg). Systemet indeholdt den
første Kim til Tanker, som senere Aarh.
udformede, og den hippokratiske Terminologi er
for en stor Del i Brug endnu. Men efter
Hippokrates’ Død gik det, som det ofte gaar, at
Eleverne overdrev Lærerens Teorier og satte
Hypoteser i St f. Erfaringer. Det var navnlig
Sofisterne, som H. havde bekæmpet, der
udmærkede sig, uden at disse »Dogmatikere«, som
Galen senere kaldte dem, dog forstod at føre
Lægekunsten synderligt frem. Da Grækenland
forfaldt politisk, dannede der sig et nyt
videnskabeligt Centrum i Alexandria, der ogsaa for
Medicinen fik stor Bet., ikke mindst ved at man
samlede de under Hippokrates’ Navn gaaende
Skrifter (Corpus Hippocraticum), men ogsaa i
praktisk medicinsk Henseende, idet man der
indførte anatomiske Undersøgelser paa Lig og
derved bibragte den operative Kirurgi et
nyt Opsving. Den alexandrinske Skoles
berømteste Repræsentanter er Herophilus og
Erasistratus. Ogsaa i Alexandria
dannedes der medicinske Sekter, saaledes den
empiriske Skole, der reagerede mod Dogmatikerne, og
som i særlig Grad søgte at finde Lægemidler
mod de sygelige Tilstande, uden at
Sygdommene som saadanne interesserede i videre
Grad. Empirikerne indlagde sig særlig
Fortjeneste af Studiet af Giftene, navnlig efter at
Sekten havde bredt sig til Rom under
Kejsertiden, men dette gav rigtignok ogsaa Anledning
til en vis Dilettantisme. Bekendt er saaledes
Kong Mithridates Eupator’s Giftforsøg paa
Forbrydere, og Giften, der opkaldtes efter ham, og
som blev en Bestanddel af Modgiften Theriak,
der, efter at den var ændret utallige Gange,
har holdt sig næsten til vore Dage. I det hele
favoriserede de højeste Klasser disse
Undersøgelser, selv Cleopatra optraadte som
Forfatterinde over Kosmetik og
Kvindesygdomme, ligesom Lægen Andromachus og
Kong Attalus III Philometor
arbejdede paa samme Felt som Mithridates. Lægen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
