Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lucretius, Titus L. Carus - Lucriner-Sø - lucrum - Lucullan - Lucullus - Lucumoner - lucus a non lucendo - Lucy, Charles - Lud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udg. af Cicero; man har formodet, at der
herved ikke skulde menes den berømte Marcus
Cicero, men hans Broder Quintus, men det
er højst usikkert. I dette Digt, som endnu
haves, behandler L. den epikuræiske Naturfilosofi.
Han hævder med lidenskabelig Overbevisning
den Lære, at hele Tilværelsen, den aandelige
saavel som den legemlige, skyldes Atomerne,
og ivrer voldsomt imod Troen paa en
guddommelig Styrelse og paa Sjælens Udødelighed,
som er Skyld i alle Menneskenes Ulykker. Ved
sit Forsøg paa at gennemføre en mekanisk
Verdensopfattelse med Forkastelse af enhver
Tanke om en Hensigtsmæssighed i Naturen
kommer L. ofte den moderne Videnskabs
Principper meget nær. Sine Tanker har han som
sagt væsentlig fra Epikuros, men desuden har
ogsaa Empedokles og i formel Henseende
navnlig Ennius haft stor Bet. for ham. Det var
unægtelig vanskeligt at bringe et saa tungt Stof
i poetisk Form, men L.’s glødende Begejstring
hjalp ham over Vanskelighederne, og om end
hans Vers undertiden er noget ubehjælpsomme,
besidder de dog ofte en stor Kraft og Skønhed.
— Af Udgaver kan nævnes en Tekstudgave ved
Brieger (2. Opl., Leipzig 1899) og
kommenterede Udgaver ved Lachmann (4. Opl., Berlin
1871), Munro (3 Bd, 4. Opl. London 1893—98),
Giussani (4 Bd, Turin 1896—98) og Bailey
(Oxford 1898). 3. Bog særskilt udg. med
Kommentar af Heinze (Leipzig 1897). De to første Bøger
i dansk Overs. ved Meisling (Kbhvn 1832).
(Litt.: C. Martha, Le poème de L. [4. Opl.
Paris 1885]; E. Fehr, »T. L. Carus om
naturen« [Sthlm 1897]).
H. H. R.
Lucriner-Sø (Lucrinus lacus), Sø i
Kampanien, var opr. den inderste Del af Bugten
ved Puteoli (Pozzuoli), men adskilles allerede
i Oldtiden derfra ved en Dæmning. Den var
berømt for sine fortræffelige Østers. Agrippa
søgte at omdanne den til en Krigshavn ved at
gennemskære Dæmningen og tilvejebragte
tillige en Forbindelse med den lidt nordligere
liggende Averner-Sø, men dette Anlæg fik ingen
Bet. p. Gr. a. Tilsanding. Søen findes endnu,
men har kun ganske lavt Vand.
H. H. R.
lucrum (lat.), Vinding. L. cessans, forspildt,
udeblevet Vinding.
Lucullan, sort Marmor (hos Plinius: Mármor
Lucúlleum).
Lucullus, Lucius Licinius, rom.
Hærfører og Statsmand, deltog i sin Ungdom i
Forbundsfællekrigen og var senere Kvæstor under
Sulla i 1. mithradatiske Krig. Efter at have
beklædt Konsulatet 74 f. Kr. fik han Kilikien til
Provins, hvorved han kom til at lede
Krigsoperationerne mod Mithradates i 3.
mithradatiske Krig. Han vandt den ene Sejr efter den
anden, tvang Mithradates til at opgive
Belejringen af Kyzikos og trække sig tilbage til
Pontos og fordrev ham endelig ogsaa fra dette
Land, som han dog først efter et Par Aars
Kampe fik helt i sin Magt. Da Mithradates
blev understøttet af sin Svigersøn, Kong
Tigranes af Armenien, maatte L. ogsaa gaa imod
ham; ved Tigranokerta, Armeniens Hovedstad,
vandt han en afgørende Sejr over Tigranes’
langt talrigere Hær (69). Men efter endnu et
Par Sejre blev L. p. Gr. a. Stemningen i
Hæren nødt til at trække sig tilbage til
Mesopotamien, hvor han erobrede Nisibis. Fra nu af
lammedes L.’s Virksomhed fuldstændig ved
Soldaternes Umedgørlighed. L. havde ved sin
overdrevne Strenghed og ved sine Forsøg paa
saa vidt muligt at hindre Plyndringer vakt saa
megen Misfornøjelse, at han trods sine
glimrende Sejre nu ikke længere kunde hindre
Mithradates og Tigranes i at trænge frem paa
ny. Desuden havde han ogsaa i Rom ved sin
udpræget aristokratiske Optræden i det
politiske Liv skaffet sig mange Fjender, ligesom
ogsaa hans hæderlige Bestræbelser for at
skærme Provinsbeboerne mod Udsugelser havde
paadraget ham Riddernes og Skatteforpagternes
Uvillie. Det blev derfor Pompejus, der som
L.’s Efterfølger (66) kom til at høste Udbyttet
af hans Sejre over Mithradates. L. vendte
tilbage til Rom, hvor han efter mange
Vanskeligheder fra sine politiske Modstanderes Side
til sidst opnaaede en Triumf. Han holdt stadig
fast ved sit aristokratiske Partistandpunkt, men
kem ikke til at spille nogen stor Rolle; han
døde, før Borgerkrigen mellem Cæsar og
Pompejus udbrød. Trods sin Hensynsfuldhed over
for Provinsbeboerne havde L. dog samlet sig
en uhyre Formue, som han anvendte til et
overdaadigt Liv i den Grad, at Ordet
lukullisk endog ligefrem har faaet Bet.
»overdaadig«. Han havde pragtfulde Haver og
Landsteder og forstod ogsaa at nyde Bordets Glæder.
Det berettes ogsaa, at det var ham, som
indførte det sure Kirsebær fra Lilleasien (Kerasus)
til Italien.
H. H. R.
Lucumoner var Navnet paa den etruriske
Adel, af hvis Midte Staternes Ledere aarlig
valgtes. De fungerede ogsaa som Præster.
H. H. R.
lucus a non lucendo (lat.), ɔ: Ordet lucus
(en Skov) afledes af Verbet lucet (det er lyst),
»fordi det ikke er lyst i Skoven«, det typiske,
allerede af Quintilian (Inst. orat. I, 6, 34)
omtalte Eksempel paa den urimelige Etymologi,
hvorved et Ord afledes af et andet, som har en
modsat Bet. Paa samme Maade Canis a non
canendo ɔ: Ordet canis (en Hund) afledes af
canere (at synge), »fordi Hunden ikke synger«,
og Parcæ a non parcendo, ɔ: Pareerne
(Dødsgudinderne) afledes af parcere (at skaane),
»fordi de ikke skaaner nogen«.
H. H. R.
Lucy [’£ju.si], Charles, eng. Maler, f. 1814
i Hereford, d. 19. Maj 1873 i Notting Hill. L.
uddannedes i Paris (Delaroche) og paa
Akademiet i London og opholdt sig mange Aar i
Barbizon ved Fontainebleau. En Mængde af
hans Portrætter (Disraeli, J. Bright, Gladstone,
Cobden, Garibaldi m. fl.) ses i
South-Kensington-Museet. Desuden malede han store,
omhyggelig gennemførte Historiebilleder: »Milton og
Galilei« (1840), »Agrippina« (1844), »Cromwell i
Hampton Court« (1863, Glasgow-Mus.) m. v.
A. Hk.
Lud, egl. en Opløsning af et Salt,
fremstillet ved at behandle, udlude, det Stof, hvori
Saltet findes, med Vand. Betegnelsen L. bruges
dog især om Opløsninger af Alkalier (Kali-,
Natronlud) ell. Alkalikarbonater (Soda-,
Potaskelud). Moderlud kaldes den Vædske, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
