Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lovforslag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ændringsforslag, og efter at der er stemt over
alle disse Punkter, stemmes der til sidst over,
om Forslaget i den saaledes fremkomne Form
skal gaa over til 3. Behandling. Ved denne
sidste Behandling, der ikke maa foregaa før 2
Dage efter 2. Behandling, er der kun en
begrænset Adgang til at stille Ændringsforslag,
idet saadanne kun maa stilles af det eventuelt
nedsatte Udvalgs Medlemmer, vedk. Minister
ell. af 15 Medlemmer i Forening, men faktisk
betyder denne Begrænsning ikke stort, og der
er intet i Vejen for, at Ændringsforslag,
stillede ved 3. Behandling, helt kan kuldkaste det
ved 2. Behandling vedtagne. Ved 3. Behandling
forhandles først Ændringsforslagene og de
Paragraffer, hvortil de er stillede, og
Ændringsforslagene sættes derefter under Afstemning.
Til Slutning sættes L. som Helhed under
Behandling (Generaldebat) og derefter under
Afstemning, hvilken sidste Afstemning, da det
er den afgørende, hvorved Tinget bindes, altid
skal ske ved formelig Afstemning, hvorved
erindres, at iflg. Grl.’s § 60 intet Ting kan tage
nogen Beslutning, naar ikke over Halvdelen af
dets Medlemmer er til Stede og deltager i
Afstemningen, samt at nu Tingets Formand, i
Modsætning til tidligere, deltager i
Afstemningen, ligesom Tingets andre Medlemmer.
Er et L. vedtaget af det ene Ting, bliver det
dernæst at oversende til det andet Ting, hvor
det ogsaa, for at blive gyldigt vedtaget, skal
underkastes 3 Behandlinger, med hvilke ofte
vil være forbundet ny Prøvelse i Udvalg.
Ændres L. i det andet Ting, sendes det tilbage
til det første Ting og underkastes der paa ny
en saakaldet eneste Behandling efter Reglerne
for L.’s 3. Behandling, dog at her ethvert
Medlem har Ret til at stille Ændringsforslag.
Foretages der herved paa ny Ændring, sendes L.
endnu engang til det andet Ting og
underkastes ogsaa der en eneste Behandling.
Vedtages det heller ikke herved i enslydende Form,
er det dog endnu ikke endelig bortfaldet, idet
ethvert af Tingene kan forlange et Fællesudvalg
nedsat, bestaaende af et lige stort Antal
Medlemmer fra hvert Ting. Dette Fællesudvalg har
at afgive Betænkning og gøre Indstilling til
Tingene, men den endelige Afgørelse finder i
Henhold til Udvalgets Indstillinger Sted i hvert
Ting for sig ved en ny eneste Behandling, hvor
intet Ændringsforslag uden for de af Udvalget
stillede kan fremsættes. Et af Rigsdagen
vedtaget L. bliver at fremsende til Statsministeren
for at forelægges Kongen til Stadfæstelse efter
Forhandling i Statsraadet; dog kan ifølge den
ny Regel i Grl. 1915 § 80, 2. Stk. et Mindretal
af Folketingets Medlemmer, nemlig 1/3 af disse,
naar de rejser Krav derom senest 14 Dage efter
Forslagets endelige Vedtagelse, kræve, at
saadanne L., der angaar Ekspropriation af
Ejendom, først indstilles til kgl. Stadfæstelse, naar
ny Valg til Folketinget har fundet Sted og
Forslaget paa ny er vedtaget af den derefter
sammentrædende Rigsdag, en Regel, der første
Gang fandt Anvendelse 1922. Derimod kræves
det ikke, at Kongens Stadfæstelse af L. skal ske
inden Rigsdagssamlingens Slutning, men det er
iflg. Grl.’s § 24 tilstrækkeligt, at det sker inden
næste Rigsdagssamling. Som man ser, har et
L. altsaa normalt en lang Skærsild at
gennemløbe i Danmark, men det maa dog herved
erindres, at alle de foran nævnte Frister kan
fraviges med Tingets Samtykke, hvilket hyppigt
sker, hvorhos et Forslag endnu i
Fællesudvalget kan undergaa saadanne Ændringer, at det
i Virkeligheden kan være et helt nyt Forslag,
der til sidst vedtages efter kun een Behandling
i hvert Ting. Er et L. derimod ikke vedtaget
i enslydende Skikkelse i begge Ting inden
Rigsdagssamlingens Slutning, bortfalder det
ubetinget, idet der ikke er Kontinuitet mellem de
enkelte Rigsdagssamlinger.
Ogsaa i England underkastes egl. offentlige L.
3 Behandlinger (Læsninger) i hvert af Husene,
dog at i Underhuset den vigtigste Behandling i
Virkeligheden foregaar i et Udvalg, bestaaende
af hele Huset. Ogsaa her kan der i Tilfælde af
Uenighed mellem Husene fordres Fællesudvalg
nedsat; dog erindres herved, at Overhuset siden
Vetobillen af 1911 slet ikke længere har noget
Veto m. H. t. finansielle L., der altid først skal
forelægges Underhuset, og kun et suspensivt
Veto ved andre Love. Derhos er Kongens Veto
forlængst gaaet ud af Brug. I Frankrig skal
alle L. sendes i Udvalg — private dog først
efter at være underkastet en Censur i et
særligt Udvalg — og efter Afgivelse af Udvalgets
Betænkning underkastes de derefter to
Behandlinger i vedk. Kammer, bortset fra
Finanslovsforslag og enkelte andre L., hvor een
Behandling er tilstrækkelig. Bliver Kamrene ikke enige,
uden at L. dog rent ud forkastes, nedsættes
ikke Fællesudvalg, men L. kan stadig sendes
fra det ene Ting til det andet — selv efter at
Deputeretkamrets Lovgivningsperiode er
udløbet. I Belgien og Holland sendes L. ligeledes
straks i Udvalg og skal derefter i hvert af
Kamrene underkastes mindst een Behandling i
to Afsnit; i Holland er der dog herved det
ejendommelige, at Første Kammer ikke har
Lovinitiativ og heller ikke kan ændre, men kun
forkaste de af Andet Kammer vedtagne L.
Ejendommelig er ogsaa Behandlingen af L. i Sverige
og Norge. I det første Land skal ogsaa alle L.
altid sendes i Udvalg, oftest i et af de staaende
fælles Rigsdagsudvalg, og efter at det
paagældende Udvalg har afgivet Betænkning,
behandles Sagen derefter samtidigt i begge
Kamre, saaledes at L. i hvert Kammer
underkastes mindst 2, men højst 3, Behandlinger,
jfr Rigsdagsordningens § 59. Lykkes det ikke
herved at opnaa Enighed, gaar Sagen tilbage
til vedk. Fællesudvalg, som søger at udjævne
(sammanjämka) Meningsforskellen. Opnaas der
heller ikke paa denne Maade ved ny
Behandling i Kamrene en overensstemmende
Beslutning, bortfalder Sagen, medmindre der er
Spørgsmaal om Statsudgifter ell.
Pengebevillinger ell. Rigsbankens ell. Rigsgældskontorets
Styrelse, Forvaltning, Indkomster ell. Udgifter, thi
i saa Fald skal i Henhold til R. O. § 65 begge
Kamre hvert for sig stemme over de forsk.
Forslag, saaledes som de foreligger efter hvert
Kammers sidste Afstemning, og den Beslutning,
som herefter, naar Stemmerne sammenregnes
for begge Kamrene, faar de fleste Stemmer for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
