Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lorenzen, Nis - Lorenzen, Peter Hiort - Lorenzen, Vilhelm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stændersamlingen 1840 kæmpede han mandig mod de
slesvig-holstenske Forsøg paa at faa
Sprogreskriptet hævet; i Samlingen 1842 støttede han
trofast P. Hiort Lorenzen, da denne vedblev at
tale Dansk. Men 1844 fulgte han sin Førers
Eksempel og blev hjemme fra
Stændersamlingen, fordi Kongens endelige Afgørelse om
Brugen af det danske Sprog i Stændermøderne var
gaaet de Danskes Ret for nær. I Samlingen 1846
var han efter P. Hiort Lorenzen’s Død det
danske Mindretals Ordfører, men efter Oprørets
Udbrud 1848 tog han ikke mere Del i det
politiske Liv. L. Skau fik hans Plads i Slesvigs
Stændersal.
H. L. M.
Lorenzen, Peter Hiort, sønderjysk
Politiker, f. i Haderslev 24. Jan. 1791, d. smst. 17.
Marts 1845. Hans Slægt var dansk, dels
nordslesvigsk, dels kongerigsk. Efter at have lært
Handelen i
Flensborg og
derpaa i nogle
Aar drevet et
Sukkerraffinaderi i
Haderslev, som han
atter maatte
opgive,
grundlagde han i
sin Fødeby en
Købmandsforretning, som
inden længe
gjorde ham til
en ret
velstaaende Mand.
Ved de første
Stændervalg
1834 blev han
Repræsentant for Haderslev By i de slesvigske
Provinsialstænder og fremtraadte i disses 2
første Samlinger (1836 og 1838) som Ordfører
for Forsamlingens lille demokratiske Fløj, der
væsentlig bestod af Bønder fra Nordslesvig.
Hans politiske Program var i disse Aar det
samme, som U. J. Lornsen havde fremsat 1830:
en fælles, fri Forfatning for Slesvig og Holsten
og en Union mellem Hertugdømmerne og
Kongeriget som den mellem Norge og Sverige.
Derimod ønskede han ikke Slesvigs
Indlemmelse i det tyske Forbund, og han krævede
Retfærdighed mod dansk Sprog og Nationalitet i
Nordslesvig. Mod en nærmere Forbindelse
mellem Slesvig og Kongeriget var han uvillig
stemt, da han frygtede, at en saadan vilde
hindre ell. dog sinke en fri Forfatnings Indførelse
i Hertugdømmet. Med de andre nordslesvigske
Repræsentanter stemte han i Samlingen 1838
for en Forening af de slesvigske og holstenske
Stænder, men tillige for Nis Lorenzen’s
Forslag om dansk Retssprog i Nordslesvig. Men da
Tronskiftet 1839 havde bragt stærkere Liv i
den liberale Bevægelse i Kongeriget, begyndte
L. at tro, at Slesvig dog maaske lettest vilde
faa Del i en fri Forfatnings Goder ved
Tilslutning til Danmark fremfor til det aristokratiske
Holsten. Han styrkedes i denne Opfattelse ved
en Brevveksling med Orla Lehmann, og da
Christian VIII’s Sprogreskript, 14. Maj 1840,
hvorved Dansk blev Retssprog i Slesvigs rent
danske Egne, havde fremkaldt stærke
Udbrud af danskfjendtlige Stemninger i
Hertugdømmernes tyske Befolkning, brød L. med
sine hidtilværende Partifæller i den
slesvig-holstenske Lejr og nedlagde sit
Stændermandat (Aug. 1840), men valgtes Jan. n. A. paa
ny i Sønderborg By. I Samlingen 1842
bekæmpede han som Fører for det lille danske
Mindretal de slesvig-holstenske Krav om særskilt
Arvefølge for Hertugdømmerne og om Slesvigs
Optagelse i det tyske Forbund. Da det tyske
Flertal havde vedtaget et Forslag om, at Mærket
»dansk Ejendom« skulde fjernes fra
Hertugdømmernes Handelsskibe, besluttede L. i sin
Harme herover at tale Dansk i
Stændersalen — hvad hans Ven C. Flor ofte stærkt
havde tilskyndet ham til — og gjorde det første
Gang 11. Novbr 1842. Medens det tyske Flertal
tidligere roligt havde fundet sig i, at enkelte
andre Medlemmer havde brugt det danske
Sprog under Forhandlingerne, vilde det ikke
taale L.’s Udfordring, og Præsidenten fratog
ham Ordet, hver Gang han i de flg. Møder talte
Dansk. L. klagede til Kongen; dennes
foreløbige Afgørelse (2. Decbr 1842) gik ud paa, at
Forsamlingen ikke kunde fatte Beslutninger,
der krænkede de dansktalende Deputeredes
naturlige Rettigheder, og i Henhold hertil
brugte L. nu uhindret sit Modersmaal under
Resten af Samlingen. Begivenhederne i den
slesvigske Stændersal vakte imidlertid det
stærkeste Røre overalt i Danmark og
Nordslesvig; det gav sig Udslag i Skamlings-Festen
1843, ved hvilken J. C. Drewsen overrakte L.
et Sølvdrikkehorn, som Gave fra det danske
Folk, med Indskriften: »Han vedblev at tale
Dansk«, og i Stiftelsen af »den slesvigske
Forening« s. A. Men da Christian VIII ved
Patentet 29. Marts 1844 fastsatte, at kun de
Stænderdeputerede, som ikke kunde tale Tysk, maatte
bruge det danske Sprog ved Forhandlingerne,
følte L. og hans Meningsfæller dette som, en
saadan Uret imod den danske Sag, at de alle
som een erklærede ikke at ville møde i
Stænderne, saa længe dette Patent stod ved Magt.
L. traadte saaledes tilbage fra direkte
Deltagelse i det politiske Liv, og netop som
Udsigterne atter blev lysere ved, at Kongen paa
ny indtog en venligere Holdning over for de
danske Bestræbelser i Nordslesvig, døde L.,
efter kort Sygdom. Økonomiske Forfølgelser
fra hans politiske Fjenders Side havde
forbitret ham Livet i hans sidste Aar. L. var bl.
Førerne for den danske Sag i Sønderjylland
den varmblodige Urostifter, kamplysten og
altid uforsagt. Mere end noget andet skyldtes det
hans Optræden, at den danske Befolkning i
Nordslesvig saa hurtig blev klar over sit
Modsætningsforhold til Holsten og Tyskland og sin
Sammenhæng med Folket hinsides Kongeaaen.
(Litt.: L. Skau, »P. H. L. [1865]; J.
Ottosen, »P. H. L.’s historiske Gerning« [1896]; P.
Lauridsen, »Da Sønderjylland vaagnede«
[1909—22]).
H. L. M.
 |
| P. H. Lorenzen. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
