Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lorelei - Lorentz, Hendrik Antoon - Lorentz, Johan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Benyttelse. Den omtales allerede af en
middelhøjtysk Digter, Marner, efter hvem »der
Nibelungen Hort« skal være skjult under ell. ud for
den under Flodens Bund. Den skal i gl. Dage
have været farlig for Sejladsen, hvilket maaske
har givet Clemens Brentano Anledning til at
genoplive det gl. gr. Sirenesagn i sit Digt
»Zu Bacherach am Rheine wohnt eine
Zauberin« (omtr. 1800), som blev populært i en vid
Omegn. Sin egl. Berømthed skylder
Pseudo-Sagnet dog H. Heine, hvis Digt »Loreley« er
blevet verdensberømt ved den iørefaldende og
indsmigrende Melodi, som komponeredes til det
af F. Silcher, Geibel skrev Operateksten
»Loreley« til Mendelssohn; paa Dansk har Johan
Bartholdy skrevet Teksten til sin Opera
»Loreley«, opført tre Gange paa det kgl. Teater 1887.
(C. A. N.). C. B-s.
Lorentz [£o.rænts], Hendrik Antoon,
holl. Fysiker, f. 18. Juli 1853 i Arnheim. L.
studerede ved Univ. i Leyden og tog
Doktorgraden der 1875, blev 1878 Prof. i Fysik smst.
og har siden virket i denne Stilling, fra 1912
dog som ekstraordinær Prof., idet han i dette
Aar udnævntes til Kurator for Teylers Stiftelse
i Haarlem. L. er en af Nutidens mest
fremragende teoretiske Fysikere, hans Arbejder har
haft banebrydende Bet. for Udviklingen af den
moderne Elektricitetslære, idet han er
Grundlæggeren af Elektronteorien (s. d.), som fører
Maxwells Teori videre, ved at Legemernes
elektriske og optiske Egenskaber forklares ved
bevægelige elektriske Ladninger i Atomerne. L.’s
teoretiske Undersøgelser over Bevægelsens
Indflydelse paa de optiske og elektriske Fænomener
har skabt det Grundlag, paa hvilket Einstein
har udviklet sin Relativitetsteori. I sin
Doktorafhandling (1875) giver L. Teorien for
elektromagnetiske Bølgers Tilbagekastning og
Brydning ud fra Maxwell’s Teori, men allerede i et
Arbejde fra 1880 over Brydningsforholdets
Ændring med Tætheden finder man Spiren til
Elektronteorien. Den Formel, som L. fandt, udledtes
iøvrigt samtidig og uafhængigt af hans danske
Navne, Ludvig Lorenz. Elektronteoriens
Grundlag gives i Afhandlingen: La théorie
électromagnétique de Maxwell et son application aux
corps mouvants (1892) og især i den berømte
»Versuch einer Theorie der electrischen und
optischen Erscheinungen in bewegten Körpern«
(1895). Den holl. Fysiker P. Zeeman’s Opdagelse
(1896) af Magnetfeltets Indflydelse paa
Lysudsendelsen bekræftede den Lorentz’ske Teoris
Forudsætning, de bevægelige elektriske
Ladninger i Atomerne, og ud fra Teorien kunde
Zeeman bestemme den svingende elektriske
Ladnings negative Fortegn og Masse. I 1902 modtog
L. og Zeeman hver Halvdelen af Aarets
Nobelpris for Fysik. L. havde som Titlerne viser
særlig udarbejdet sin Teori for at forklare de
elektriske og optiske Fænomener i bevægede
Legemer. Han gaar ud fra Forudsætningen, at
Æteren forbliver i Hvile, og udleder derfra i
Afh. fra 1892 Fresnel’s Medføringskoefficient.
Samme Aar fremsætter han ogsaa den berømte
Hypotese om Legemernes Forkortning —
»L.-Forkortningen« — i Bevægelsesretningen, og
viser, at Forkortningen kan forklares naar man
antager, at Molekularkræfterne er
elektrostatiske. L. uddyber i de flg. Aar denne Side af
Elektronteorien for at kunne forklare det
negative Resultat af de forsk. Forsøg til Paavisning
af Jordens Translationshastighed i Æteren. En
samlet Fremstilling af Teorien giver han i
Artiklen »Elektronentheorie« i Fysik-Bindet af
»Encyklopädie der mathematischen
Wissenschaften« (1903). I Afh.: Electromagnetic phenomena
in a system moving with any velocity smaller
than that of light« af 1904 udstrækker han
Lorentz-Forkortningen til ogsaa at gælde
Elektronerne og udleder den berømte Transformation
for Koordinat- og Tidsændring ved Overgang
fra et hvilende til et bevæget System. Denne
»L.-Transformation« blev Aaret efter
Udgangspunktet for Einstein’s Relativitetsteori, i hvis
Udvikling L. ogsaa har taget virksom Del.
Ogsaa til Metallernes Elektronteori, som indledtes
af Riecke, Drude o. a., har L. givet vægtige
Bidrag. Særlig bør fremhæves hans Udledelse
af Straalingsloven for det sorte Legeme ud fra
en Beregning af Straalingen ved Elektronernes
Bevægelse (1905).
L.’s Arbejder spænder iøvrigt over alle
Omraader af den teoretiske Fysik, især har han
givet dybtgaaende Undersøgelser af den
kinetiske Gasteori. Hans Afh., der for en stor Del
er fremkommet i Amsterdam Akademiets Skr.,
er samlede i »Abhandlungen über theoretische
Physik« (1907), hvoraf dog hidtil kun 1. Bd,
omhandlende Mekanik, Varme og Optik, er
udkommet. En sammenfattende Fremstilling af
Elektronteorien har L. givet i den ovf. omtalte
Art. i »Encyklopädie der mathematischen
Wissenschaften«, i hvilken han ogsaa har skrevet:
»Maxwells elektromagnetische Theorie« (1903)
og »Theorie der magneto-optischen Phänomene«
(1909), endvidere i Bogen The Theory of
Electrons and its Applications to the Phenomena of
Light and Radiant Heat (1909), som er
fremgaaet af en Række Forelæsninger ved
Columbia-Univ. i New-York i 1906. I 1910 holdt L.
Forelæsninger i Göttingen, som er trykt i
»Physikalische Zeitschrift« for s. A., i 1912 holdt han
Forelæsninger ved Collège de France, som er
udkommet under Titlen: Les théories
statistiques en thermodynamique (1916). Endvidere har
L. skrevet en Lærebog i Differential- og
Integralregning (tysk Udg., 1900), en Lærebog i
Fysik (tysk Udg. 1906), »Sichtbare und
unsichtbare Bewegungen« (1902). Fra 1919 er
paabegyndt en holl. Udg. af hans Forelæsninger
over teoretisk Fysik under Titlen: »Lessen over
theoretische natuurkunde«. (En Vurdering af
L.’s Arbejder er givet af J. Larmor i Nature,
Vol. 3, 1923).
E. S. J.
Lorentz, Johan, dansk Organist fra
Christian IV’s Tidsalder, d. i Kbhvn 1689. Opr.
ansat som Organist ved Vor Frue Kirke i Kbhvn,
drog han S. paa for at udvikle sig videre, til
Italien og til Tyskland, hvor han vistnok er
gaaet i Lære hos den dengang berømte
Orgelmester Jacob Prätorius i Hamburg, hvis Datter
han ægtede 1635. Senere blev han ansat ved
Skt Nicolai Kirke i Kbhvn, hvor der gik stort
Ry af ham. Han foranstaltede der de første
offentlige Orgelforedrag, vi hører Tale om i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
