Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lockyer, Joseph Normann - Lockyer, William James Stewart - Locle - loco - loco (i Musikken) - loco sigilli - locus - locus regit actum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lockyer [’£åkiə], Joseph Normann,
eng. Astrofysiker, f. 17. Maj 1836 i Rugby,
d. 16. Aug. 1920 i Sidmouth, ansattes 1857 i
Krigsministeriet og udgav 1865
Army-Regulations, men ved Siden heraf syslede han med
Astronomi og fremsatte 1866 en Metode,
hvorved man kunde studere Protuberanser, uden at
Solen var dækket helt af Maanen (totale
Solformørkelser). 1868 viste han, at Metoden lod sig
praktisk benytte; Janssen var uafhængig af L.
kommen paa den samme Tanke under
Solformørkelsen 1868. I 1869 opdagede han
Heliumlinien Da i Solen, men først i 1895 paaviste
Ramsay dens Oprindelse fra Mineralet Cleveit.
L. har senere observeret saa godt som alle
de totale Solformørkelser i de sidste 40 Aar og
har som Resultat af sine spektroskopiske
Undersøgelser opstillet den saakaldte Meteoritteori
— en Hypotese, der hu begynder at finde
Anerkendelse hos Astrofysikerne (Chemistry of the
sun [1887], The meteoric hypothesis of the
origin of cosmical systems [1890], The suns place
in the nature [1897] foruden talrige Afh. i
Nature, hvis Grundlægger L. var 1869, og som
han redigerede til sin Død, og i Royal Society’s
Skrifter). I 1887 fremsatte L. sin Klassifikation
af Stjernespektra, efter hvilke Stjerner danner
to Rk., den ene efter stigende, den anden efter
synkende Temperatur, og publicerede 1902
Catalogue of 470 Brighter Stars classified according
to their chemistry — denne Idé fandt ingen
Tilslutning, og først de sidste Aars Opdagelse af
Kæmpe- og Dværgstjerner af Russell og
Hertzsprung har vist dens Berettigelse, saa nu er den
alm. anerkendt. Sine astrofysikalske Studier har
han kronologisk givet en Udsigt over i
Memorandum on the solar researches 1863—1906
(1906). Ved Siden heraf beskæftigede han sig
i den sidste Tid meget med Ancient British
Monuments og søgte da spc. af deres
Orientering at udlede deres Alder. En Del af disse
Studier er kun meddelt i Nature, en Del er
samlet tillige i Publikationen Stonehenge and other
British Stone Monuments astronomically
considered (1906), men enkelte af hans Resultater
er blevne stærkt kritiserede af Arkæologer. 1870
blev L. Sekretær for Royal Commission on
scientific instruction and the advancement of
sciences og 1871 assistant commissioner, 1875
Prof. i fysikalsk Astronomi, 1878 tillige Medlem
af the solar physics committee, 1885 Direktør
for the Solar Physics Observatory i South
Kensington og indehavde denne Stilling, til
Observatoriet i 1913 blev overført til Cambridge;
L. flyttede da til Sidmouth, hvor han
grundede Hill Observatory væsentlig ved egne
Midler og sørgede for dets Vedligeholdelse. Her
afsløredes 22. Juli 1922 en Portræt-Medaillon af
L. 1904 blev L. Præsident for Solar Commission
of international meteorological committee og
har som saadan publiceret i Fagtidsskrifter sine
Studier over Relationen mellem Processer paa
Solen og meteorologiske Fænomener. Af L.’s
øvrige Publikationer kan nævnes Primer of
Astronomy (1875) (overs. paa de fleste europ.
Sprog), Star gazing past and present (1877),
Dawn of astronomy (1894), Recent and coming
eclipses (1897), The organic evolution (1900).
Education and National Progress (1906—07). Hans
Tale som Præsident for British Association i
Southport i 1903 vakte i sin Tid en berettiget
Opsigt. I 1905 stiftede han British Science Guild
til Udbredelse og Anvendelse af videnskabelig
Metode blandt Menigmand.
J. Fr. S.
Lockyer [’£åkiə], William James
Stewart, eng. Astrofysiker, ovenn.’s Søn, f. 3.
Jan. 1868 i London, studerede i Cambridge og
Göttingen og blev 1898 Chief assistant ved det
astrofysikalske Observatorium i South
Kensington, fulgte i 1913 med sin Fader til Hill
Observatory, hvis Direktør han er siden 1920.
Observatoriet er hovedsagelig beskæftiget med
Fotografering af Stjernespektra. I Fagtidsskrifter
har L. publiceret en Rk. Afh. om Solpletter,
Solfakler, Solens Corona, Himmelfotografi,
magnetiske Storme, Nordlys, og enkelte specielle
meteor. Problemer. I Nature har han diskuteret
mere aktuelle astronomiske Spørgsmaal som de
i den senere Tid indtrufne Solformørkelser. Af
hans større Publikationer nævnes Australien
Meteorology (1909).
J. Fr. S.
Locle [lö-låkl], Le L., By i det schweiziske
Kanton Neuchâtel, 16 km VNV. f. Neuchâtel,
Hovedstad i Distriktet L., ligger i en snæver
Højdal, som ender med det maleriske Pas Col
des Roches ved Doubs, kun nogle faa km fra
den fr. Grænse, (1920) 12463 fransktalende Indb.,
hvoraf 1500 Katolikker. Der findes en gl
reformert og en ny kat. tysk Kirke, et Raadhus, et
paladsagtigt og 1870 aabnet Kollegium. L.’s
Hovedindustri er Urfabrikationen, for hvilken
Industri Byen danner Hovedstedet i Schweiz.
Den indførtes 1681 af Smeden Daniel Jean
Richard (d. 1741), for hvem en Broncestatue
rejstes 1888. Foruden de store Urfabrikker findes
i L. en Urmagerskole og et Mus. for Ure. Dalen,
som Byen ligger ved, led tidligere meget under
Oversvømmelse, men 1805 byggede man en
Tunnel, hvorved Overskuddet af Floden Bieds Vand
førtes til Doubs.
N. H. J.
loco (lat.), »paa Stedet« ell. »i Stedet for«;
l. citato ell. l. laudato (sædvanlig fork. l. c.
ell. l. l.): »paa det anførte St.« (ved Citater).
H. H. R.
loco (lat.: »paa Stedet«) betegner i Musikken
en Ophævelse af en foregaaende
Oktavbetegnelse 8va (all’ ottava, s. d.), altsaa at Noderne skal
spilles i den Tonehøjde, i hvilken de staar
skrevne.
S. L.
loco sigilli (lat.), sædvanlig forkortet l. s.,
»i St. f. Segl«, sættes paa Kopier og Aftryk af
Dokumenter paa det St., hvor Seglet findes i
Originalen.
H. H. R.
locus (lat.), Sted, Plads; l. classicus eller
palmarius, Hovedbevisstedet for en Paastand;
l. a. quo, det St., hvor Udstederen af en Veksel
bor; l. ad quem, det St., hvor en Veksel er
betalbar.
H. H. R.
locus regit actum (lat., ɔ: »Stedet er
afgørende for Handlingen«), Retssentens fra den
intern. Privatret, der skal udtrykke, at en
Retshandling, hvad Formen angaar, er gyldig, naar
de Former, der kræves paa St., hvor
Retshandlingen foretages, er iagttagne. Denne Sætning er
for Vekslers Vedkommende positivt anerkendt
ved D. Veksellov af 7. Maj 1880 § 85, hvorefter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
