Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Liverpool - Liverpool (By i Australien) - Liverpool, Charles Jenkinson og Robert Banks Jenkinson , Jarler af - Liversedge - Liverseege, Henry - Livets Vand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omsætning indbragte en Formue; 1806, inden
Forbudet mod Slavehandelen, var 185 Skibe
beskæftigede dermed og transporterede aarlig c.
46000 Slaver fra Afrika til Amerika. Senere
har Handelen særlig rettet sig mod Fristaterne,
da Handelen paa Kina og Indien var
monopoliseret til store Kompagnier. 1801 havde den
naaet 82300 Indb., men allerede 1851 376000,
og ved Slutn. af 19. Aarh. er Indbyggertallet
8—9 Gange saa stort som ved Beg., hvilket
bedst viser det mægtige Opsving, den har taget.
I de senere Aar har L. fl. Gange været
Genstand for Uroligheder.« Novbr 1920 havde Sinn
Feinerne saaledes planlagt en ødelæggelse af
Dokkerne ved Angreb fra 21 Steder, Aabning af
Dokportene og Ødelæggelse af
Pumpeværkerne. Dette opdagedes i Tide, men
Brandpaasættelser var alm. 12. Septbr 1921 fandt store
Arbejdsløshedsdemonstrationer og alvorlige
Uroligheder Sted. (Litt.: Baines, History
of the commerce and town of L. [L. 1852];
Picton, Memorials of L. [London 1876];
Ellison, Cotton trade of Great Britain,
including history of the L. cotton market [London
1886]; Ramsay Muir, A History of L.
[1907]).
N. H. J.
Liverpool [’£ivəpu.£], By i den australske
Stat New South Wales ved den her sejlbare
Georges River, 30 km Ø. f. Sydney. Den har et
Fattighus, en højere Skole og en stor
Papirfabrik. 4000 Indb.
N. H. J.
Liverpool [’£ivəpu.£], 1) Charles
Jenkinson, Jarl af, eng. Statsmand (1727—1808),
var Søn af en Oberst Jenkinson og blev 1760
Privatsekretær hos Jarl Bute; valgtes 1761 til
Underhuset (genvalgt indtil 1796) og blev s. A.
Understatssekretær. Med en kort Afbrydelse
hørte han i over 20 Aar til Regeringen,
vistnok i lang Tid i underordnede Poster, men til
sidst 1778—82 som Krigsminister. Efter Bute’s
Afgang 1763 var han Leder for den Gruppe i
Underhuset, der kaldtes »Kongens Venner«, nød
i høj Grad Kongens Yndest og Tillid og var en
af de ivrigste Talsmænd for Krigen mod
Nordamerika. Under W. Pitt kom han 1784 igen ind
i Ministeriet og blev 1786 Præsident for
Handelsministeriet og Kansler for Hertugdømmet
Lancaster, ophøjedes s. A. til Peer som Baron
Hawkesbury og blev 1796 Jarl L. Efter den Tid
tog han dog kun ringe Del i det politiske Liv
og maatte p. Gr. a. Sygdom 1803—04 nedlægge
sine Embeder.
2) Hans Søn Robert Banks
Jenkinson (1770—1828), valgtes allerede 1791 til
Underhuset og var siden 1796 som Lord
Hawkesbury et af Torypartiets mest fremragende
Medlemmer. Han havde 1789 været i Paris, da
Bastillen stormedes, og 1792 i Koblenz knyttet
Forbindelse med Emigranterne; oprørt over
Voldsomhederne i Frankrig var han ivrig
Talsmand for Krigen og tillige Modstander af
Valgreform. 1801 blev han Udenrigsminister,
sluttede 1802 Freden i Amiens, men var allerede
n. A. bestemt paa ikke at rømme Malta. Snart
efter indtraadte han i Overhuset og var senere
(fra 1809 som Jarl L.) dettes egl. Leder. I Pitt’s
Ministerium blev han Indenrigsminister indtil
1806 og efter det kortvarige liberale
Ministerium, hvis Fald han fremkaldte ved at vække
Kongens Modstand mod Katolikkernes
Ligestilling, paa ny 1807—09, derefter Krigsminister og
endelig i Maj 1812 Førsteminister. Han ledede
nu Regeringen i næsten 15 Aar, længere end
nogen anden Statsmand, naar undtages R.
Walpole og W. Pitt. Han var dog ingen
fremragende Statsmand, men en dygtig Taler og
Forretningsmand samt havde særlig Kløgt til at holde
sit Parti sammen og udjævne Tvistigheder
mellem dets modstridende Afskygninger. Han
havde det Held at afslutte Krigen mod Napoleon
(haabede 1815, at Ludvig XVIII vilde lade
Bonaparte skyde ell. hænge), kuede de
Uroligheder, som Nøden fremkaldte 1817—19, med
strenge Tvangsforanstaltninger og bekæmpede
ethvert alvorligt Fremskridt. Særlig Uvilje vakte
hans Adfærd over for Dronning Karoline 1820,
og først efter Castlereagh’s Død 1822 lod han
Canning føre en friere Politik udadtil. Febr
1827 gjorde et Slagtilfælde ham uskikket til at
fortsætte Styrelsen, men først i Decbr 1828 rev
Døden ham bort. — Jarletitelen gik over til
hans yngre Broder Charles Jenkinson,
f. 1784, som 1841—46 var Overhofmester, og
uddøde med ham 1851. (Litt.: Yonge, Life
and administration of R. B. J. Earl L. [3 Bd,
Lond. 1868]).
E. E.
Liversedge [’£ivesedз], By i Nordengland,
Grevskab Yorkshire, ligger 11 km SV. f. Leeds,
Jernværker, Traadfabrikation og
Bomuldsmanufaktur. 15000 Indb.
N. H. J.
Liverseege [’£ivəsi.dз], Henry, engelsk
Maler, f. 4. Septbr 1803 i Manchester, d. smst.
13. Jan. 1832, en i koloristisk Henseende meget
begavet, i teknisk Udvikling, allerede p. Gr. a.
hans korte Levetid, dog lidet færdig
Autodidakt. L. gjorde Lykke med sine af dramatisk
Liv baarne Arbejder, særlig »Wildrake
overbringer Karl II Everard’s Udfordring« (1827),
endvidere »Den sorte Dværg« (efter W. Scott),
fl. Billeder i Vandfarve, om Don Quixote etc.
1832—35 udkom Recollections of L., en
Samling Sortekunstblade efter hans Værker.
A. Hk.
Livets Vand. De mytologiske og folkelige
Forestillinger om et livsfornyende ell. endog
udødelig gørende Livsvand kan forfølges
tilbage til den babyloniske Religion. I Myten om
Adapa, som havde knækket Søndenvindens
Vinger og stævnedes for Guderne, omtales det, at
disse bød ham Livets Vand, men at han
fejlagtigen afslog det, og saaledes ikke blev
udødelig. I »Ishtars Helvedfart« er Gudinden steget
ned til Dødsgudinden for at hente det
Livsvand, hvormed den dræbte Gud Tammuz skal
vækkes til Live; da hun igen slippes ud af
Underverdenen, maa hun først bestænkes med
Livets Vand (se P. Jensen: »Assyrische Myten
und Epen« [Berlin 1900, S. 99 og 89]). I
Eufratrigets religiøse Skikke spiller i det hele Vandet
en stor Rolle og synes at have haft sakramental
Bet.; i den mandæiske Religion, som har en
vis Forbindelse med Babylonismen, havde man
endnu et Vandsakrament. Paa fl. ægyptiske
Billeder ser man en i Sagnverdenen
hyppigt gentagen Forbindelse af Livets Træ og
L. V. I den indogermanske Mytologi (Indernes,
Persernes, Grækernes, Germanernes) synes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
