Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Livegenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livegne ogsaa kunde være i de forskelligste
Stillinger, selv om de ganske vist hyppigst var
Bønder, Landarbejdere ell. Tyende. Paa
enkelte Steder var L. dog netop knyttet til Bopæl
paa et Gods, saa at enhver, der overtog en
Gaard under dette, derved blev livegen, uanset
om han forud var det, og paa lgn. Maade
havdes ogsaa Eksempler paa, at Bosættelse under
en bestemt Landsherre medførte L. Siden
Begyndelsen af den nyere Tid forsvandt L. mange
St. helt ell. afsvækkedes dog saaledes, at der
ikke blev andet tilbage end en vis, ikke meget
byrdefuld Afgiftspligt. Bortset fra den
Ringeagt, der i det alm. Omdømme knyttede sig til
Egenskaben af livegen, var L., hvor det endnu
i 17. og 18. Aarh. bestod, i det hele ikke særlig
trykkende, men, som nævnt, kunde mange af
de Retsvirkninger, som det affødte, ogsaa hvile
paa andre Retsgrundlag, og visse af dem, f. Eks.
Hoveriet, hvilede i Virkeligheden hyppigst paa
disse. Oplysningstidens Ideer var selvfølgelig
ikke L. gunstige, og hvor det ikke allerede
tidligere var bortfaldet, ophævedes det i Alm.
sidst i 18. Aarh. ell. under Napoleonstiden. Kun
nogle enkelte St. bestod det endnu lidt længere,
i Württemberg, saaledes til 1817, i Kurhessen
til 1831.
I Landene Ø. f. Elben fandtes der fra først
af ikke L. De tyske Kolonister, som i
Middelalderen bosatte sig her inden for det tidligere
slaviske Omraade, var frie Mænd, der besad
deres Jord med arvelig Ret og heller ikke altid
hørte under nogen Godsejer. Ved at
Landsherrerne overdrog Adelen ell. andre de
Rettigheder, de som saadanne besad over Bønderne
(Ret til Afgifter og Tjenester saavel som Politi-
og Domsmyndighed), ændredes Forholdet dog
efterhaanden fuldstændigt, og ved Udgangen af
Middelalderen var det alm., at Bønderne havde
en privat Herre, der havde Krav paa Afgifter
og Tjenester og betragtedes som Ejer af deres
Jord, og som ved Siden heraf tillige var deres
Øvrighed. Siden 16. Aarh. blev den Magt,
Godsejeren paa denne Maade kom i Besiddelse af,
i høj Grad udnyttet til Skade for Bønderne,
hvis Stilling forringedes stærkt, en Udvikling,
som yderligere fremmedes ved
Trediveaarskrigen. I St f. den tidligere arvelige Besiddelse
traadte Besiddelse paa Livstid ell. paa
Godsejerens Naade, i St f. den ældre Tids lidet
byrdefulde Arbejdspligt et ganske ubegrænset
Hoveri til de mange og store Hovedgaarde,
som dels oprettedes, dels fik deres Tilliggende
udvidet paa Bekostning af Bøndergodset, og
hertil sluttede sig endelig et stadig strengere
Stavnsbaand, der efterhaanden kom til at
omfatte hele Bondebefolkningen, der maatte blive
til Stede paa Godserne og, naar vedk.
Godsejer forlangte det, overtage Gaarde i Fæste ell.
forrette Tjeneste som Daglejere ell. Tyende.
Ofte var Godsejerens Samtykke ogsaa
nødvendigt til Indgaaelse af Ægteskab, ligesom det
krævedes, for at et Barn kunde sættes til et
Haandværk. Paa denne Maade kom Flertallet
af de østtyske Bønder i en Stilling, der i visse
Maader lignede de vesttyske Livegnes og faktisk
endog var langt mere trykkende end disses,
og dette havde naturligt til Følge, at man
efterhaanden overførte det fra Vesttyskland
kendte Begreb om L. paa dem, skønt der
savnedes enhver hist. Hjemmel hertil og
Forholdene ogsaa jur. adskilte sig stærkt fra
hinanden. Enkelte St. anvendte man vel i St f.
Udtrykket L. den mere passende Betegnelse
Erbunterthänigkeit, men i Alm. opfattedes
Bønderne som Livegne ell. efter Romerrettens
Reception endog som Slaver (servi), idet man
ganske urigtigt identificerede L. med det rom.
Slaveri. Om at drage alle Konsekvenser heraf
kunde der ganske vist ikke være Tale, men
den nævnte Teori virkede dog i høj Grad
skadeligt, idet den styrkede den Opfattelse, at
Bønderne egl. ingen som helst Ret havde, men
maatte finde sig i enhver vilkaarlig Forøgelse af
deres Byrder, hvorhos det vistnok var den,
der gav Stødet til, at der i 17. og 18. Aarh.
mange St. anerkendtes en Ret for Godsejeren
til at sælge Bønderne, ikke blot sammen med
Godset som et Tilbehør til dette, men ogsaa
saaledes, at de paagældende solgtes bort fra
Godset paa samme Maade som Husdyr. I
Oplysningstiden forsvandt denne Ret dog igen, og
fra de preuss. Kongers Side udfoldedes i det
hele i 18. Aarh. Bestræbelser for at faa L.
ophævet, men disse Bestræbelser bar ikke megen
Frugt og i hvert Fald kun paa Domænerne, hvor
Bøndernes Stilling delvis forbedredes. Først det
Stein’ske Edikt 9. Oktbr 1807 ophævede for
Preussens Vedk. helt L., som Ediktet betegnede
som Erbunterthänigkeit, men herved bortfaldt
dog kun Bøndernes personlige
Afhængighedsforhold til Godsejerne, navnlig Stavnsbaandet
og Indskrænkningerne i Friheden til at indgaa
Ægteskab og vælge Livsstilling. En Forbedring
af den Ret, hvormed Bønderne besad deres
Jord, og i Forbindelse hermed Afløsning af
Hoveriet, fandt ikke Sted før nogle Aar senere,
ved det Hardenberg’ske Edikt 14. Septbr 1811.
I Østerrig udviklede Forholdene sig i de
tysk-østerrigske Lande omtr. som i Sydtyskland,
hvorimod de i fl. af de slaviske Lande mere
mindede om Forholdene i Østtyskland. Dette
gjaldt særlig om Böhmen, Mähren og Schlesien,
hvor Bondestandens Retsstilling var meget
daarlig, men dog langt ned i Tiden ikke
betegnedes som L., men blot som
Erbunterthänigkeit. Josef II ophævede 1781 L. overalt i
Østerrig.
Ogsaa den Ufrihedstilstand, hvori de russ.
Bønder i ældre Tid befandt sig, benævnes
sædvanlig L. Det russ. L. rakte vel til Dels tilbage
til Middelalderen, hvor det fortsatte en ældre
Tids Trældom, men Omraadet for det
udvidedes siden den nyere Tids Begyndelse stærkt
ved, at tidligere fri Bønder nedtryktes i det,
og den store Udbredelse, det havde i Tiden
nærmest før Ophævelsen af det, skyldtes
saaledes i væsentlig Grad en senere Udvikling. Det
var i øvrigt ingenlunde lige stærkt udbredt
overalt, mindst i det sydlige og østlige Rusland.
Hvad dets Indhold angaar, maatte det
karakteriseres som meget haardt, selv om de mange
St. herskende patriarkalske Tilstande gjorde
det mindre trykkende, end man efter
Retsreglerne skulde tro. Den russiske Livegne
manglede vel lige saa lidt som den tyske al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
