Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 874 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Linieskib - Liniesvejsning - Liniesystem - Linietaksering - Linietropper - Liniment - Link, Heinrich Friedrich - links - Linköping

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Linieskib (Søv.) er Benævnelsen paa de
største Orlogsskibe, der, som Regel formeret
paa Linie, udkæmper de egl. Søslag. I
Nutidens Flaader kaldes de som Regel Kampskibe
ell. Slagskibe. Se Krigsskib.
C. B-h.

Dansk Linieskib »Dannebrog«.

Liniesvejsning, se Svejsning.

Liniesystem, det System af fem parallelle
Linier, med tilhørende Mellemrum, hvorpaa
Noderne optegnes. Liniernes og
Mellemrummenes Bet. bestemmes ved den foran anbragte
Nøgle. Den første Anvendelse af Linier til
Betegnelse af Intervallernes Størrelse tilskrives
Hucbald, medens Guido fra Arezzo er den egl.
Skaber af Systemet.
S. L.

Linietaksering er en Fremgangsmaade til
Maaling af Skovens Vedforraad, som i nyere
Tid er udviklet i Sverige og nu bruges meget
der og i Norge, hvor Skovenes Omfang og
Terrainets Form tvinger til stærkt afkortede
Maalemaader. L. foregaar ved, at der paa det
forud kortlagte Areal, som skal træmaales,
udstikkes en lang, ret Grundlinie; vinkelret paa den
udstikkes der Maalelinier, hvis Længde
maales samtidig med, at man maaler Tykkelsen i
Brysthøjde paa alle de Træer, som staar inden
for en vis Afstand, f. Eks. 5 m, fra Linien.
Afstanden mellem Maalelinierne vælges oftest
saaledes, at den maalte Brøkdel af det hele Areal
ligger, mellem 2 og 10 %.
C. V. P.

Linietropper kaldes de Afdelinger, der
dannes af Linien ɔ: de yngste Aargange af det til
Hærens Raadighed værende Mandskab, hvis
ældre Aargange benævnes Reserve,
Forstærkning, Landeværn, Landstorm o. l. I Danmark
dannes Linieafdelingen af saa mange
Aargange, som maatte være nødvendige; i Norge
hører de Værnepligtige fra 22.—34. Aar til L.
L. hører til Felthæren.
E. C.

Liniment (Liniméntum), Smørelse, kaldes i
Farmacien en flydende Salve ell. en tyk
flydende Blanding af fed Olie med
Ammoniakvand, Kalkvand e. l., bestemt til udvortes Brug,
f. Eks. flygtig L. (Linimentum amoniacatum),
Blanding af 3 Dele Olivenolie med 1 Del
Ammoniakvand, Kamfer-L., Opodeldok o. fl.
E. K.

Link [leŋk], Heinrich Friedrich, tysk
Botaniker (1767—1851), blev, efter at have
studeret Medicin og Naturvidenskaberne i
Göttingen, 1792 Prof. i Rostock i Kemi, Zoologi og
Botanik, rejste derpaa i Portugal, blev 1811
Prof. i Kemi og Botanik i Breslau. Ved
Willdenow’s Død 1815 overtog han Professoratet i
Naturhistorie og Direktionen af den botaniske
Have i Berlin. L. beskæftigede sig mere, end
Datidens Botanikere plejede, med
Planteanatomi, og det var opr. en Prisopgave angaaende
Karrenes Struktur og Oprindelse, stillet af
Videnskabernes Selskab i Göttingen, der bragte
ham ind paa disse Studier. Han løste den
meget godt, og Afh. offentliggjordes senere som
»Grundlehren der Anatomie und Physiologie d.
Pflanzen« (1807), der har haft Bet. som en
ansporende og paa mange selvstændige
Iagttagelser rig Lærebog. L. var en meget alsidig
dannet og aandrig Mand, som med solid og
systematisk Indsigt og grundig Kundskab i andre
Retninger forbandt en stor Arbejdsomhed. Han
udgav sammen med Otto Icones plantarum
selectarum horti regii botanici Berolinensis (60
Tavler, 1820—28), Icon. pl. rariorum hort. reg.
bot. Berol. (42 Tavler, 1828), samt Ȇber die
Gattungen Melocactus und Echinocactus (1827);
alene publicerede han Anatomia plantarum
iconibus illustrata (1843—47; 3 Bd, med 36
Tavler). En australsk Proteacé er af Cavanilles
opkaldt Linkia efter ham. (Litt.: v.
Martius, »Denkrede auf L.« i »Münchener gelehrte
Anzeigen« [1851]).
(V. A. P.). A. M.

links [leŋks], til venstre — i Modsætning til
rechts —, tysk Udtryk, som navnlig
anvendes, naar Talen drejer sig om Gevind. En l.
Skrue skrues ind i sin Møtrik ved at drejes mod
Urets Visere; den alm. Skrue er »rechts«
og skrues derfor ind med Uret ell., som man
ogsaa siger, med Solen. — I Ridekunsten gøres
ogsaa Forskel paa l. og rechts Galop (se
Galop).
(F. W.). D. H. B.

Linköping [’li.nt∫ø.piŋ], By i Østergötlands
Len, Sæde for Lenets Landshøvding og
Biskoppen i L.’s Stift, ligger ved Stångån omtr. 5 km
fra dens Udløb i Roxen, til alle Sider omgivet
af den frugtbare Østgota-Slette. (1921) havde L.
med det 1911 indlemmede Skt Lars Sogn 26920
Indb. L. har nu en næsten rektangulær Form
med sin største Udstrækning i Ø. og N. Byen
er velbygget, i Særdeleshed i de nyere Dele, og
har fl. smukke Plantninger, saaledes omkring
Domkirken og Slottet, ved Jernbanestationen
samt fremfor alt Trädgårdsföreningens
storartede Anlæg. L.’s største Pryd er Domkirken,
som grundlagdes sandsynligvis omkr. 1150, fik
forsk. Tilbygninger i 14. og fuldendtes i 15.
Aarh. I vore Dage er den undergaaet en
fuldstændig Restauration. Kirken er opført af
utilhuggede Kalksten; den ældste Del i Rundbue-,
Resten i Spidsbuestil. I Ornamentikkens Rigdom
og Finhed turde L.’s Domkirke kunne betegnes
som det ypperste, hvad Gotikken har efterladt
i Norden. L. har desuden to andre Kirker,
Landsmenighedens ell. Skt Lars’, som indviedes
1160, ombyggedes 1798—1802 og gennemgik
1906—07 en gennemgribende Restaurering, samt
Hospitalskirken. L.’s Slot, tidligere Bispe-,
nu Landshøvdingresidens, anlagdes i
Slutningen af 15. Aarhundrede. Siden er det

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>