Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lichnowski, Karl Max - Lichtenau - Lichtenau, Wilhelmine - Lichtenberg, de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Underhaandstryk, og at udbrede den var en Tid
strafbart. I Foraaret 1918, efter at der var
fremkommet Uddrag i fremmede Blade,
frigaves den, og den eng. Propagandaledelse lod
den oversætte paa en Række Sprog. Den
indeholdt ikke meget, der var ukendt i det
neutrale Udland, hvor man snarest kunde være
tilbøjelig til at finde den for ensidig paa
Ententens Parti; men den virkede meget stærkt
paa Tysklands offentlige Mening, der endnu var
ganske indspunden i falske Forestillinger om
Ansvaret for Krigen og Muligheden for Sejr.
Fra Tilhængere af tysk Militærvælde blev L.’s
Karakter og Dømmekraft gjort til Genstand
for skarpe Angreb (paa Dansk: L. v. Kohl,
»Sandheden om L.« [1918]). Der fremførtes dog
ikke noget af virkelig Vægt. Juli 1918 udstødtes
han af Herrehuset og slog sig ned i Schweiz.
P. L. M.
Lichtenau [’leKtəna^u], tidligere Evangelisk
Brødreunitets Missionsstation i Sydgrønland,
ligger paa Vestsiden af Agdluitsok Fjord, 5 1/2
km N. f. Handelsanlægget Sydprøven. 60° 30 1/2′
n. Br. og 45° 31′ v. L. Stedets grønlandske
Navn er Agdluitsok (ɔ: som er uden Sælens
Aandehuller i Isen) ell. Kernertok (ɔ: den
sorte). L. blev anlagt af Brødremenigheden 1774,
og den danske Stat overtog Missionen 1900. L.
ligger i Julianehaab Distrikt og hører til
Sydprøven Kommune. Der er ansat en indfødt
Førstepræst. Befolkningen er (1919) 126
Personer. Her er Kirke, Præstebolig og 22
Grønlænderhuse. (Litt.: »Grønland« [1921]).
G. F. H.
Lichtenau [’leKtəna^u], Wilhelmine,
Grevinde, f. 29. Decbr 1752, d. 9. Juni 1820, hed
opr. Wilhelmine Enke og havde som Datter
af en ubemidlet Musiker, der var ansat i
Frederik II’s Kapel, næppe faaet en Uddannelse,
der svarede til hendes Evner, hvis ikke Prins
Frederik Vilhelm af Preussen, Frederik II’s
Brodersøn og Efterfølger, tilfældig var truffet
sammen med hende, og, slaaet af den 14-aarige
Piges usædvanlige Skønhed, havde fattet den
største Interesse for hende; han tog sig straks
af hendes Opdragelse, ja, var selv hendes Lærer
i Historie og Geografi, ligesom de læste de
klassiske Forfattere i Fællesskab. Dette
aandelige Samliv blev Grundlaget for et
Kærlighedsforhold (vistnok fra 1770), under hvilket L.
fødte Prinsen 5 Børn, og efter dettes Ophør for
et Venskab, der i Aarenes Løb tiltog i
Inderlighed og Varme og først udslukkedes med
Kongens Død. Den ellers saa svage og
vankelmodige Fyrstes Beundring og Hengivenhed for L.
svækkedes ikke ved hans Forbindelser med
andre Kvinder, men vandt tværtimod i Styrke,
efter at hun havde ophørt at være hans
Mætresse. Dette skete 1780—81 og skyldtes
nærmest den Magt, som Karl af Hessen og
Bischoffwerder med deres Frimurermystik og
fantastiske Sværmeri for hemmelige Ordenssamfund,
som Rosenkreuzerne, fik over den lettroende
og letbevægelige Prins, saa at denne, efter sin
Optagelse i Rosenkreuzernes Orden, endog, for
at sætte en Skranke mellem sig og L., fik
hende overtalt til at træde i ægteskabelig
Forbindelse med en af hans Hoffunktionærer, Ritz,
og fra 1782 kaldtes L. i en Række af Aar
Madame Ritz, skønt Ægteskabet aldrig fik lovlig
Sanktion. Hendes ny Forhold hindrede hende
dog ikke i stadig at være i Frederik Vilhelm’s
Nærhed, og efter hans Tronbestigelse (1786)
syntes de uadskillelige, saa at Kongen endog
tog hende med paa sine Rejser. Hendes
Herredømme over sin kongelige Ven ansaas for
ubegrænset, men hun misbrugte ikke sin Magt
over ham, hvad der vilde have været hende
en let Sag, da han synes at have indhentet
hendes Raad i alle vigtige Sager, baade offentlige
og private. Han skænkede hende flere Godser,
gav hende og Børnene meget betydelige
Kapitaler og ophøjede hende endelig i Adelsstanden
(1794) under Navn af Grevinde L. Denne
hendes Glansperiode fik en brat Ende ved Kongens
Død (1797). Samme Dag, han døde (16. Novbr),
blev hun arresteret, og skønt en Kommission,
der blev nedsat for at undersøge hendes
Forhold, kom til det Resultat, at hun intet
strafværdigt havde begaaet, konfiskerede Frederik
Vilhelm III alligevel hendes Godser og Formue
og befalede hende at tage Ophold i Glogau
(Schlesien); efter et Par Aars Forløb fik hun
dog sin Frihed samt en aarlig Pension paa 4000
Th. 1802 giftede hun sig med Kongens
Tilladelse med en i den Tid kendt Teaterdigter, Franz
v. Holbein, der forlod hende 1806 for en
Skuespillerindes Skyld. Frederik Vilhelm III var
imidlertid kommet til Erkendelse af, at hun
havde lidt Uret, og gav hende 1811 hendes
Godser tilbage samt fl. Gange betydelige
Pengesummer til Dækning af hendes Gæld fra
tidligere Tid. Sine sidste Aar tilbragte hun i
Berlin og døde i denne By. (Litt.: Støttet paa
L.’s Memoirer bearbejdede og udgav Rektor
Schummel, »Apologie der Gräfin L.« [1—2,
Breslau 1808], en i det hele taget ret
paalidelig Bog).
(C. F.). C. A. T.
Lichtenberg [’lektənbær’g], de, dansk
Adelsslægt, hvis Stamfader, Etatsraad Gerhard
Hansen L. (1697—1764), Søn af en kendt
Købmand i Horsens, tog sin Moders
Slægtsnavn. Han var først Handelsmand, senere Ejer
af en Række jyske Herregaarde, bl. a.
Engelsholm, Haraldskjær og Bidstrup. Som
Godsejer udfoldede han en mønsterværdig og meget
betydelig Virksomhed; 1744 byggede han den
prægtige Gaard paa Søndergade i Horsens.
Med rund Haand betænkte han offentlige
Institutioner. Ved Patent af 15. Maj 1739 optoges
han i Adelen med Navnet de L., og flg. Vaaben:
Skjoldet firdelt af rødt, hvori et Sølv Bjerg
med opstigende Lue, og blaat, hvori en
tiltagende Guldmaane mellem to seksoddede Guld
Stjerner, paa Hjelmen et brændende Lys
mellem to Sølv Vinger, hver belagt med en lgn.
Stjerne. Han oprettede Stamhuset Bidstrup 9.
Apr. 1763 med lineal agnatisk-kognatisk
Sukcession. Hans Sønnesøns Søn, Kammerherre
Hans Henrik de L. (1803—67), efterlod
kun en Datter, der arvede Stamhuset (se
Honnens de L.). Fra cand. jur. Carl
Gerhard de L. til Hessel (1807—68), en Broder
til Kammerherren, stammer den nulevende
Slægt.
P. B. G.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
