Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leopold I af Anhalt-Dessau - Leopold (Storhertug af Baden) - Leopold (Fyrste af Hohenzollern) - Leopold II (Storhertug af Toscana) - Leopold (Hertuger af Østerrig)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leopold I af Anhalt-Dessau (»der alte
Dessauer«), tysk Feltherre, f. 1676, d. 1747. Som
ung førte han det preuss. Regiment Alt-Dessau
og udmærkede sig i Krigen mod Ludvig XIV
1695, særlig ved Belejringen af Namur. 1698
overtog han Regeringen, men bevarede sin
utrættelige Interesse for Militærvæsenet. Han
har Fortjenesten af Indførelsen af
Jernladestokken (1698), der faa Aar efter indførtes i
hele den preuss. Hær. Den betegner et meget
væsentligt Fremskridt og gav Preusserne en
ikke ringe Overvægt over dets Modstandere.
Han deltog i den sp. Arvefølgekrig (1701—13)
under Prins Ludvig af Baden og Eugen af
Savoyen; han udmærkede sig særlig ved
Kaiserwerth, Höchstädt, Landau, Douai og Aire samt
i Italien, hvor den bekendte Dessauer-March
blev komponeret, og avancerede efterhaanden
til Feltmarskal. 1715 erobrede han Rügen fra
Svenskerne. 1731 blev han Lærer for
Kronprinsen, den senere Frederik d. Store, som
han ledsagede paa Prins Eugen’s Felttog mod
Frankrig 1734—35. Det Haab, som L. havde
næret om, at Kronprinsen, naar han kom paa
Tronen, vilde give ham endnu mere Indflydelse,
end han havde haft under Frederik Vilhelm I,
skuffedes. Frederik d. Store søgte snarere at
frigøre sig for ham og gav ham ingen
Kommando af Bet. under Felttoget 1741—44, men
under den 2. Schlesiske Krig vandt han (1745)
Sejren ved Kesseldorf og dermed Kongens
særdeles Paaskønnelse. L. var Skaber af den
berømte preussiske Eksercits under Frederik II;
han var en tapper, dygtig og erfaren Kriger,
der deltog i 22 Slag og 27 Belejringer. (Litt.:
Witzleben, »Des Fürsten L. I Jugend und
Lehrjahre« [Berlin 1889]; »Selbstbiographie des
Fürsten«, udgivet af v. Siebigk [Dessau 1876]).
(B. P. B.). E. C.
Leopold, Storhertug af Baden 1830—52, f.
29. Aug. 1790, d. 24. Apr. 1852. Han var en
yngre Søn af Badens første Kurfyrste og
Storhertug, Karl Frederik. 1817 blev han erkendt
som jævnbyrdig, skønt hans Moder kun var en
tysk Adelsdame, og fulgte 1830 sin Halvbroder
Ludvig I i Regeringen. Han førte denne i
maadeholden frisindet Aand, tog liberale Mænd til
Ministre og ophævede ogsaa de
Indskrænkninger, som 1825 var gjorte i Forfatningen. Han
vilde ogsaa give Pressefrihed, men nødtes af
Forbundsdagen 1832 til at kalde Loven herom
tilbage. Dog kunde han ikke tilfredsstille det
liberale Partis stedse voksende Krav, og især
efter 1845 blev Kampen bitter mellem
Regeringen og Oppositionen. 1848 gjordes i April og
paa ny i Septbr Oprørsforsøg under de
radikale Ledere Hecker og Struve, men de
undertryktes let. Derimod udbrød Maj 1849 et
alvorligt Oprør, skønt han villig antog den ny tyske
Grundlov og ellers føjede sig efter Landdagens
Ønsker, og da Tropperne sluttede sig dertil,
maatte han flygte fra Landet. Først i August
s. A. blev han genindsat af preuss. Tropper
efter en kraftig Modstand, og nu blev Ro og
Orden genoprettet med Strenghed. Han ægtede
1819 den sv. Kong Gustaf IV’s Datter Sofie
(1801—65). Sønnen Frederik I blev hans
Efterfølger, og Datteren Alexandrine (1820—1904)
ægtede 1842 Hertug Ernst II af
Sachsen-Koburg.
E. E.
Leopold, Fyrste af Hohenzollern
(1835—1905), ældste Søn af Fyrst Karl Anton
(1811—85), som 1858—62 under »den ny Æra« var
Preuss. Førsteminister. Han ægtede 1861
Antonia, Prinsesse af Portugal (f. 1845), Søster til
Kongerne Pedro I og Luis I, og blev derfor
1869 udset til at være Konge i Spanien. Han
afslog dengang Tilbudet, men da det gentoges
Juli 1870, tog han derimod og gav saaledes
uafvidende Stødet til den fr.-tyske Krig, skønt
han 12. Juli gjorde formeligt Afkald paa
Kronen, da der fra fr. Side rejstes Modstand mod
Valget. Hans næstældste Søn Ferdinand
blev 1914 Konge i Rumænien.
E. E.
Leopold II, Storhertug af Toscana
1824—59 (1790—1870), Søn af Storhertug Ferdinand
III og Sønnesøn af Kejser L. II. Han fulgte
1824 sin Fader i Regeringen og styrede Landet
med Mildhed og et vist Frisind, kun af og til
dæmpet under østerr. Tryk, saa at Toscana før
1848 regnedes for det frieste og lykkeligste
Landskab i Italien. Han forberedte selv en Udg.
af Lorenzo af Medici’s Værker (4 Bd 1825) og
var den første, der tillod de fælles ital.
Naturforskermøder (siden 1839). 1848 gav han en fri
Forfatning (15. Febr) og maatte i Juli skifte
Ministre, men han kunde ikke finde sig i
Folkets Ønsker om national Enhed og flygtede 30.
Jan. 1849 til Gaëta, hvor ogsaa Pave Pius IX
var. Vel blev han i April kaldt tilbage af det
konstitutionelle Parti, men kom først i Juli,
efter at østerr. Tropper havde besat Landet, og
sluttede sig nu nøje til Østerrigs Politik. Han
indledede en streng politisk og kirkelig
Reaktion, undertrykte Protestanterne og kaldte
Forfatningen tilbage. Da den ital. Krig udbrød
1859, forlangte Folket, at han skulde slutte
Forbund med Sardinien; men da han følte sig
mere som østerr. Ærkehertug end som ital.
Fyrste og derfor vægrede sig, ja endog tænkte
paa at bombardere Firenze, blev han 27. Apr.
fordrevet tillige med sin Slægt og drog til
Østerrig, hvor han bosatte sig i Böhmen. Hans
Tronfrasigelse (21. Juli) til Bedste for den ældste
Søn Ferdinand (IV) kunde ikke hjælpe denne
til Magten. Han var 2 Gange gift, 1817 med
Maria Anna (1799—1832), Datter af Prins
Maximilian af Sachsen, og 1833 med Maria Antonia
(1814—98), Datter af Kong Frants I af begge
Sicilierne. Af hans Børn blev Augusta
(1825—64) gift med Prinsregent Luitpold af Bayern,
og Isabella (f. 1834) med Grev Frants af
Trapani (1827—92), Prins af begge Sicilierne;
Sønnen Karl Salvator (1839—92) ægtede Maria
Immaculata (1844—99), Datter af Kong Ferdinand
II af begge Sicilierne. Se endvidere
Ludvig-Salvator og Johan Nepomuk. (Litt.:
Baldasseroni, Leopoldo II granduca di
Toscana [Firenze 1871]).
E. E.
Leopold, Hertuger af Østerrig. L. I
(1290—1326), Søn af den tyske Kejser Albrecht I,
overtog 1308 efter Faderens Mord Styrelsen af
de habsburgske Stammelande og søgte 1315 at
tvinge de schweiziske Skovkantoner til
Underkastelse, men led Nederlaget ved Morgarten.
Han var senere Sjælen i den Kamp, som hans
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
