Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Leopardi, Giacomo - Leopold I (tysk Kejser) - Leopold II (tysk Kejser og Storhertug af Toscana)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
psykisk. Han skildrer, hvorledes han, selv ung,
maa sidde hjemme i Recanati, medens de
andre unge gaar pyntede til Festen i Landsbyen:
Il passero solitario; Il sabato del villaggio. Han
mindes sin første Ungdom: A Silvia, Le
ricordanze. Han udøser sin Bitterhed over de
skuffede Forhaabninger: Aspasia, Ultimo canto di
Saffo, A se stesso og skildrer Naturens
Ufølsomhed over for Menneskets Lidelser i Canto
notturno di un pastore errante dell’ Asia og
fremfor alt i et af sine sidste Digte, La ginestra,
skrevet kort før hans Død. I den lille
Gyvelblomst, der er saa nøjsom, at den vokser paa
den golde Bjergskrænt og opliver de nøgne
Lavamarker paa Vesuv, men som pludselig
dræbes af den glødende Lavastrøm, saa L. et
Symbol paa sit eget Liv.
Foruden Digte har L. skrevet fl.
Prosaarbejder, der særlig er af filos. Indhold: Operetti
morali (1827), Pensieri (udg. efter hans Død),
Breve og Lo Zibaldone (senere udg. under
Navnet Pensieri di varia filosofia e di bella
letteratura); desuden de satiriske Digtninge
Palinodia al marchese Gino Capponi (1834) og
Paralipomeni della Batracomiomachia (1837).
Af L.’s lyriske Digte er der kommet mange
Udgaver. De er udmærket kommenterede af
Straccali (Firenze 1892), er overs. paa Tysk af
Gustav Brandes (Hannover 1869) og af Paul
Heyse (1878). (Litt.: Foruden en Mængde
Monografier og Tidsskriftartikler kan nævnes:
A. Ranieri, Notizia intorno agli scritti, alla
vita ed ai costumi di G. L. [Firenze 1845], og
hans senere 1880 udkomne: Sette anni di
sodalizio con G. L., en underlig, uvederhæftig og
fantastisk Fremstilling, der er ganske i
Uoverensstemmelse med det, man i Forvejen vidste
om Forholdet mellem de to Venner. Bogen
blev stærkt kritiseret ved sin Fremkomst, bl.
a. af G. Piergili [Nuovi documenti intorno
agli scritti ed alla vita di G. L.; Firenze
1889]; A. Graf, »Foscolo-Manzoni-L.« [Turin
1898]; Emil Rasmussen, »G. L. som
Menneske, Digter og Tænker« [Kbhvn 1900]).
E. M-r.
Leopold I, tysk Kejser (1658—1705), f. 9.
Juni 1640, d. 5. Maj 1705, yngre Søn af Kejser
Ferdinand III og Marie Anna af Spanien. Han
var opr. bestemt til den gejstlige Løbebane,
men blev 1654 ved sin Broder Ferdinand’s Død
Arving, valgtes 1655 til Konge i Ungarn og
1656 i Böhmen, og arvede 1657 ved Faderens
Død de østerr. Lande. Først 1658 valgtes han
til Kejser — hans egen Svoger Ludvig XIV
var hans Medbejler — og maatte da love ikke
at blande sig i Frankrigs Krig i Italien eller
hjælpe dets Fjender. Skønt han selv ingenlunde
var krigersk og netop savnede Evne til at tage
en rask Beslutning, førte han dog under sin
Regering en hel Række Krige; først med
Sverige for at værge Polen og Danmark
(kejserlige Tropper kæmpede her 1659); derefter med
Tyrkiet 1662—64, da hans Hærfører
Montecuculi sejrede ved Skt Gotthard ved Raab, og
paa ny 1682—99, i hvilken Krig Wien selv blev
belejret 1683, men senere Buda indtaget 1686
og Tyrkerne overvundne i fl., store Slag, saa
at de til sidst maatte afstaa hele det østlige
Ungarn og Slavonien; endelig 3 Gange med
Frankrig; 1672—79 for at værge Nederlandene,
1688—97 i den pfalziske og siden 1701 i den sp.
Arvefølgekrig. De to første bragte hverken
Ære ell. Landvinding, den sidste endte først
længe efter hans Død. Det var nemlig hans
Ønske — lige saavel som Ludvig XIV’s — at vinde
hele det sp. Rige for sit Hus, særlig for den
yngre Søn Karl (senere Karl VI), men han
havde dog allerede 1668 sluttet en hemmelig
Aftale med Ludvig om at dele Arven, en
Menneskealder før den var forfalden. I Forbindelse
med Tyrkerkrigen stod en Opstand i Ungarn,
fremkaldt ved hans Krænkelser af Landets
Forfatning og hans Forfølgelser af
Protestanterne. En Sammensværgelse blev 1671 opdaget
og haardt straffet, og Ungarn behandledes nu
aldeles som et undertvunget Land af hans
Statholder og tyske Soldater. 1674—78 brød
Opstand ud og paa ny 1682. Sejren over Tyrkerne
gjorde det dog muligt for ham at faa Ungarn
erklæret for et Arverige 1687 og Adelens Ret
til lovlig Rejsning ophævet; men han nødtes
dog til at love Trosfrihed og Forfatningens
Overholdelse. Ny Undertrykkelser fremkaldte
under den sp. Arvefølgekrig ny Uroligheder,
som først dæmpedes efter L.’s Død.
I Tyskland fik han 1663 oprettet den staaende
Rigsdag i Regensburg og gav 1692 Hannover
Kurværdighed. Ellers gik hans hele Stræben
kun ud paa at fremme det østerrigske Hus’
særlige Interesser; 1665 knyttede han Tyrol til
sine Lande efter en Sidelinies Uddøen.
Opdraget af Jesuitter og yderlig bigot i sin Tro
styrede han i absolutistisk Aand og forfulgte
med Haardhed Protestanterne; mange østerr.
Adelsslægter udvandrede, og 1670 udjoges
Jøderne fra Wien. Hans Hof var pragtfuldt og
ødselt, og den stiveste sp. Etikette raadede.
Han dyrkede selv Videnskaberne og gjaldt for
sin Tids lærdeste Fyrste; han talte fortrinsvis
Latin og elskede særlig Musik (hans egne
musikalske Værker udgaves 1892). Han grundlagde
Univ. i Innsbruck, Olmütz og Breslau, samt
vigtige Samlinger. Han var gift 3 Gange, med
Margrete (1651—73), Datter af Filip IV af
Spanien, Claudia Felicitas (1653—76) af den tyrolske
Sidelinie og Eleonore (1655—1720), Datter af
Pfalzgreve Vilhelm af Neuburg; han havde i
alt 16 Børn, hvoraf dog Halvdelen døde som
smaa. Af dem var Maria Antonia, gift med
Kurfyrst Maximilian af Bayern, og Marie Anna,
gift med Kong Johan VI af Portugal, samt
Sønnerne Josef I og Karl VI. (Litt.: F.
Wagner, Historia Leopoldi Magni [2 Bd, Wien
1719—31]; Baumstark, »Kaiser L. I«
[Freiburg 1873]).
E. E.
Leopold II, tysk Kejser (1790—92) og
Storhertug af Toscana (1765—90), f. 3. Maj 1747, d.
1. Marts 1792, yngre Søn af Kejser Frantz I og
Maria Theresia. Han fulgte 1765 sin Fader som
Storhertug af Toscana (L. I) og styrede dette
Land i 25 Aar som en dygtig Repræsentant for
Oplysningstidens politiske Grundsætninger. Han
gennemførte en Række indgribende Fremskridt,
sigtende til at stille alle Borgere lige for Loven:
et Skattesystem uden Skatteforpagtning,
Monopoler, Indførselsforbud og med Opgivelse af alle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
