Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lenzburg - Lenzen - Lenzer Heide - Leo (alkymistisk Navn for Guld) - Leo (byzantinske Kejsere) - Leo (Paver)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lenzburg [’læntsbork], Hovedstad i
schweizisk Kanton Argau paa højre Bred af Hallwyler
Aa, 3000 Indb.; betydelige Vinkældere,
Bomulds- og Silkeindustri, Lærreds- og
Katuntrykkeri. Det Ø. f. L. paa det stejle Schloszberg
(507 m) liggende Slot (16. Aarh.) var opr. Sæde
for Greverne af L., senere Sæde for
Landfogeder fra Bern. Paa Schloszberg og det
nærliggende Staufberg vokser udmærket Vin. I
Nærheden findes en stor Straffeanstalt.
N. H. J.
Lenzen [’læntsən], By i preuss. Prov.
Brandenburg i Regeringsdistriktet Potsdam 2 km fra
Elben ved dennes Biflod Löcknitz i den
frugtbare Lenzener Wische, har (1910) 2559
hovedsagelig evang. Indb.; Handel med Kvæg, Hø og
Fisk (særlig Aal). Ved L., det gl. Lunkini, blev
Slaverne slaaede 929 af Tyskerne.
N. H. J.
Lenzer Heide [’læntsər-’ha^idə], 8 km lang
Bjergdal (1400—1500 m), der forbinder
Rhindalen ved Chur med Albula Dalen. Vejen fører
over et ensformigt skovbevokset Plateau —
»Heden« — der er frygtet p. Gr. a. sine
Snestorme. Over Lenz, hvorover Lenzer Horn (2911
m) halver sig, fører Vejen ned i Tiefenkasten
Dal.
N. H. J.
Leo (lat.), Løve; alkymistisk Navn for Guld.
Leo (Leon), byzantinske Kejsere.
1) Leo I, Kejser 457—74, kom paa Tronen
ved Hjælp af den mægtige Patricier Aspar, der
haabede selv at komme til at regere i hans
Navn, men blev skuffet. L. gjorde sammen med
den vestromerske Kejser Anthemius et Tog
mod Vandalerne i Afrika, men det gik
uheldigt. Ogsaa hjemme havde han megen
Modstand at kæmpe med. Han sluttede sig til det
ortodokse Parti og bekæmpede Arianerne. Før
sin Død lod han sin Dattersøn L. (II) krone til
Kejser.
2) Leo II, foreg.’s Dattersøn og Søn af
Zenon, Kejser 473—74, tog straks sin Fader til
Medregent og efterfulgtes af ham, da han snart
døde.
3) Leo III Isaureren (717—41) tjente,
før han blev Kejser, som Officer i Lilleasien.
Han optraadte som Modkejser mod Theodosios
III, rykkede mod Konstantinopel og fik ham
styrtet. Hans Hovedopgave som Kejser blev at
modstaa Arabernes Angreb paa Riget. Straks
i Beg. af hans Regering maatte Konstantinopel
udstaa en svær Belejring af Araberne, men det
lykkedes L. at slaa dem tilbage med store Tab.
Han iværksatte derefter Forbedringer i
Hærvæsenet og i hele Administrationen. Der
gennemførtes en helt ny Inddeling af Riget i
militært styrede Provinser, Themata, hvis Styrere,
Strateger, stod umiddelbart under Kejseren.
Senere vandt han igen Sejre over Araberne og
tvang dem til for længere Tid at holde sig
borte. L.’s Regering er endvidere mærkelig
derved, at under den skete Begyndelsen til
Billedstriden. Da Kejseren forbød at tilbede
Billederne og forlangte Billederne i Kirkerne
fjernede, rejste der sig en heftig Modstand;
samtidig gav ogsaa Langobardernes
Fremtrængen i Italien Grund til Ængstelse. Paven
støttede ganske vist i Beg. L. i Billedstriden af
Frygt for Langobarderne, men da han 732
udtalte sig imod Billedstormerne, lagde L. de
byzantinske Besiddelser i Syditalien og Sicilien
i kirkelig Henseende under Patriarken i
Konstantinopel og fremmede derved i høj Grad
Brudet mellem den gr. og den rom. Kirke.
4) Leo IV (775—80), Søn og Efterfølger af
Konstantin V, fortsatte sine Forgængeres Kamp
mod Billeddyrkerne, men i mildere Form. Hans
Gemalinde var Irene.
5) Leo V Armenios (813—20) blev
udraabt til Kejser af Hæren, da hans Forgænger
Mikael I viste sig uduelig i Kampen mod
Bulgarerne. Det lykkedes L. efter fl. Aars Kamp
at tvinge dem til Fred (817). Ogsaa han
optraadte mod Billeddyrkerne, dog ret moderat.
Der rejste sig en stærk Modstand imod ham,
og til sidst blev han myrdet. Han efterfulgtes
af Modpartiets Fører, Generalen Mikael II.
6) Leo VI Filosofos (886—911), Søn og
Efterfølger af Basileios I, var ikke i Stand til
at afværge ydre Fjenders Angreb, men har
Fortjenester af Rigets indre Ordning. Han
fuldendte en ny Lovbog og forøgede
Centralisationen i Styrelsen. For øvrigt var han en lærd
Mand; han forfattede teologiske Værker og
skrev Vers og Spaadomme om fremtidige
Kejsere. Et Skrift om Taktik, som tillægges ham,
er dog kun skrevet paa Foranledning af ham.
Hvad der endnu er bevaret af hans Skrifter,
findes i Migne’s »Patrologi« (107. Bd). Nogle
Spaadomme er udgivne af Graux i Archives
des missions scientifiques (1880), et Skrift om
Patriarksæderne i Gelzer’s Udgave af Georgius
Cyprius (Leipzig 1890).
H. H. R.
Leo, 13 Paver af dette Navn.
1) Leo I, den Store, den Hellige (440—61),
f. i Toscana, kom, uvist naar, til Rom. Allerede
som Romerkirkens Diakon havde han stor
Autoritet i Italiens og Nordafrikas Kirker, og
Statsmagten brugte ham i diplomatiske Sager.
Paa en Rejse til Gallien for at mægle Fred
mellem Aëtius og den galliske Provinsstyrer
Albinus blev han udvalgt til Pave (440). Den af
de rom. Kejsere skabte Enhed var forsvunden.
Konstantinopel stod i Modsætningsforhold til
Rom; den østerlandske Verden var ved at
splittes i Sekter, og den vesterlandske opløstes af
germanske Stammer, og over for det hele stod
Hunnerne. Fra mange Sider saa man hen til
Romerkirken som den, hvorfra Frelsen skulde
komme. L. var sig sin kirkelige og sin
verdenshistoriske Opgave bevidst. Han saa hele
Rækkevidden af det at være Skt Peter’s Efterfølger,
og i sine Prædikener og Breve gav han
Skriftbeviset og dogmatisk Begrundelse for Roms
Primat. Man har derfor kaldt L. den første Pave,
og det var som saadan, at han reddede den
gl. Kultur gennem Folkevandringens Storme.
Da Roms Hære ikke kunde standse Attila,
rejste L. op imod ham til Mantova, og
Hunnerfyrsten, i høj Grad smigret over Mødet, lovede
paa Pavens Forestillinger at slutte Fred med
Rom. 455 fik L. Vandalerne til at lade være med
at afbrænde Rom og dræbe Indbyggerne. Som
L. hjalp Statsmagten, vilde han, at denne
skulde hjælpe ham i Kampen for Kirkens
Enhed og straffe alle Hæresier. Ved
Politiforanstaltninger fik han Manikæerne og
Pelagianerne til at forsvinde fra Italien. I Kampen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
