Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lehmann, August - Lehmann, Caroline - Lehmann, Else - Lehmann, Georg Carl Heinrich - Lehmann, Heinrich Ludvig Carl - Lehmann, Henri og Aug. Wilh. Rudolph
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
1843, d. i Berlin 8. Apr. 1893. L. var Skomager,
men beskæftigede sig ivrig med Stenografi,
særlig med Arends’, Gabelsberger’s og Stolze’s
Systemer. Intet af disse tilfredsstillede ham, og
1875 udgav han et nyt System, som han kaldte
Stenotachygrafi (se Stenografi).
L. led den Tort at blive fornægtet af
Stenotachygrafiens Tilhængere, idet disse — vel
nærmest for ikke at behøve at anerkende en
Haandværker som deres Mester — udbredte det
Rygte, som vandt ikke ringe Tiltro, at L. ikke var
Opfinder af Stenotachygrafien, men at denne
var udarbejdet af en ukendt og unævnt
Videnskabsmand. Efter mange Indlæg for og imod
er L. dog nu af alle anerkendt som den
virkelige Opfinder af Systemet, der, hvad
Udbredelsen angaar, staar som Nr 4 i Rækken af
de tyske Stenografisystemer.
A. W.
Lehmann, Caroline, dansk
Operasangerinde, f. i Kjøbenhavn 6. Apr. 1828, d. smst.
15. Oktbr 1879. Tidlig fik hun Ansættelse i
det kgl. Teaters Kor, kom under C. Helsted’s
Vejledning og debuterede 1848 som Benjamin
i »Joseph og hans Brødre«. Som Agathe i
»Jægerbruden« og Anna i »Den hvide Dame«
vandt hun i høj Grad Publikums Yndest,
ligesom hun hurtig blev en af Musikforeningens
faste Solister, men da Teateret ikke kunde ell.
vilde opfylde hendes Gagefordringer, gik hun
1852 til Udlandet, over Hamburg og Leipzig til
Amerika og gjorde overalt stor Lykke som
Koncert- og Oratoriesangerinde. 1855 vendte
hun tilbage til Europa, sang i Amsterdam bl. a.
Donna Anna i »Don Juan« og Fides i
»Profeten«, i Berlin Norma og Valentine i
»Hugenotterne«, var fl. Aar ansat i Wiesbaden og
koncerterede i adskillige af Tysklands Byer, bl. a.
ved Gewandhaus-Koncerterne i Leipzig,
endvidere i Sthlm og Kria. 1858 optraadte L.
sammen med et tysk Operaselskab paa Vesterbros
Teater og Folketeateret i Kbhvn, 1860 som Gæst
paa det kgl. Teater (bl. a. i »Norma«); 1865
tog hun blivende Ophold i sin Fødeby og lod
sig af og til høre ved Koncerter.
S. L.
Lehmann [’le.man], Else, tysk
Skuespillerinde, f. i Berlin 27. Juni 1866, udviklede sig
efter at have udført Helene i Gerhart
Hauptmann’s Drama »Vor Sonnenaufgang« til en
moderne Fremstillerinde af Rang. Især i
Hauptmann’s Stykker, bl. a. som Fru Wolfen i
»Biberpelz« og som »Hanne i »Fuhrmann
Henschel«, var hendes djærvt-realistiske Spil af
stor Virkning. Bl. hendes Roller maa ogsaa
nævnes Regine i »Gengangere«, Lona Hessel
i »Samfundets Støtter« og Ella Rentheim i
»Lille Eyolf«. Hendes egl. Virkekreds har
været Deutsches Theater og Lessingtheatret i
Berlin. L. besøgte i Foraaret 1893 Kbhvn
sammen med Deutsches Theaters Personale og
udførte under Gæstespillet paa Dagmarteatret en
Rk. Lystspil roller som Marie i »Der
Kompagnon« og Lene i »Die Haubenlerche«, Trudi i
»Die Kinder des Excellenz«, Hedevig i »Lolo’s
Vater« og Gertrud i »Zwei glückliche Tage«
samt Sophie i Goethe’s »Die Mitschuldigen«.
Hun erindres endnu for sit blonde og buttede
Skælmeri.
C. B-s.
Lehmann, Georg Carl Heinrich,
dansk Øjenlæge, f. 27. Oktbr 1815 i
Kjøbenhavn, d. smst. 16. Septbr 1890. L. blev med.
Kandidat 1840 og studerede derefter
Øjensygdomme spc. Han tog Licentiatgraden 1846
med en Afhandling De rationibus physioiogicis
et pathologich humoris aquei oculi humani,
som blev stærkt medtaget af Kritikken, men
som Efterverdenen har anerkendt. Under
Trachomepidemien 1864—65 var han Overlæge
ved et i den Anledning oprettet kommunalt
Hospital; 1872 knyttedes han til
Blindeinstituttet, 1874 til Døvstummeinstituttet, og 1884
indtraadte han i det førstes Bestyrelse. — L.
redigerede »Ugeskrift for Læger« 1844—45 og var
1843—72 Distriktslæge i Kbhvn.
J. S. J.
Lehmann, Heinrich Ludvig Carl,
dansk Portrætmaler, f. i Kjøbenhavn 28. Marts
1824, d. 15. Februar 1901. Som ung deltog
han i Arbejdet paa Dekorationen af
Thorvaldsen’s Museum; senere udstillede han, indtil
1857, en Del Portrætter, mest i Akvarel, samt
nogle enkelte Genrebilleder.
(S. M.). P. J.
Lehmann [tysk ’le.man, fr. le’man], 1)
Henri (Karl Ernst Rudolph Heinrich
Salem), fr. Maler, f. 14. Apr. 1814 i Kiel, d. 30.
Marts 1882 i Paris. Skønt f. Tysker og fra først
af uddannet i Kunst af Faderen Leo L.
(1782—1859), tilhører L. dog Frankrig; her fik han sit
Kunstnerpræg, og her følte han sig saa vel
tilpas, at han lod sig naturalisere (1847), medens
til Gengæld det fr. Publikum i hans Kunsts let
tilgængelige Idealisme og pikante
Skønhedstyper fandt en Kunst efter dets Sind. Rustet
med solid Teknik og grundig Kendskab til det
menneskelige Legeme fra Læretiden under
Ingres serverede han for sit store Publikum en
Mængde glatmalede Billeder, hvis Skikkelsers
sikre og noble Formskønhed (særlig
Kvindelegemer) gav Øjenlyst; hævet højt af Tidens
Modebølge er denne Kunst dog atter hurtig
saa nogenlunde gleden ned i Forglemmelse.
Han har malet talrige historiske og religiøse
Værker: paa Salonen 1835 saas hans »Tobias
og Engelen« — Tobias-Fortællingen er han
oftere kommen tilbage til —, fra 1837 er
»fiskeren« (efter Goethe, Mus. i Carcassonne), de fr.
Samlinger reves om hans Arbejder, i Mus. i
Lyon: »Don Diego, Cid’s Fader«, til Nantes
kom »Leonidas« (1848), til Angers »Jeremias«
(1843), til Reims »Kongernes Tilbedelse«;
Værker som »Oceaniderne« (der klager ved Foden
af den Klippe, hvortil Prometheus er lænket,
1845; en ændret Gentagelse for Luxembourg),
»Sirenerne« (1848), »Venus Anadyomene«,
»Undine« m. m. gav ham Lejlighed til at vise
skønne Kvindeskikkelser i yndefulde Stillinger;
til Versailles-Mus. udførte han fl.
Historiemalerier, i Kirken St Nicolas i Boulogne »Christi
Hudflettelse« (1842), til St Louis-en-l’Ile »Maria’s
Himmelfart« (1850) o. s. fr. Ogsaa som
Portrætmaler var han søgt (Portrætter af F. Liszt
[1840], Humboldt, Lamennais, Delaborde,
Lagrenée, Thalberg, Prinsesse Belgiojoso, Rachel
o. a.). Højest naaede han vel i sin dekorative
Monumentalkunst, saaledes »Menneskelivet i
dets Kulturudvikling« i over halvtredsindstyve
Billeder til Raadhusets Festsal i Paris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
