Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XV: Kvadratrod—Ludmila / 590 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Legat (Arv) - Legatar - Legation - Legationsraad - Legationssekretær - legato - legatum - Legé

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ell. en anden bestemt Ydelse som en aarlig
Livrente ell. Eftergivelsen af en Gæld, er at
betragte som Legatar, medens den. hvem hele
den øvrige Formue er tillagt, anses for Arving.
Imidlertid er der inUt i Vejen for, at dog
ogsaa den, hvem hele Formuen ell. den største
Del af den er tillagt, kan være at betragte som
Legatar, naar del nemlig fremgaar som
Meningen, at han kun skal have Overskuddet af
Formuen, efter at Gælden som ham uvedkommende
er udredet af Boet.

Da Legatarerne ikke skal bære noget af
Afdødes Gæld, men kun have en ren
Formuefordel, er deres Stilling i Dødsboet meget
forskellig fra Arvingernes. De har saaledes aldrig
Ret til at skifte privat, selv om ingen Arvinger
findes, og naar Boet behandles offentlig, har
de vel Rel til al deltage i Skiftesamlingerne,
men er ikke stemmeberettigede. Paa den anden
Side er de dog, skønt de staar med en Fordring
paa Boet, efter dansk Ret heller ikke stillede
over for Arvingerne paa samme Maade som
Kreditorerne. Naar Boet behandles offentlig,
kan de saaledes alene holde sig til Skifteretten,
selv om Arvingerne har vedgaaet Gælden, og
selv naar Arvingerne skifter privat, antages det
ikke, at disse bliver pligtige til at betale
Legatarerne ud over Boets Midler, skønt
Legatarerne ingen Kontrol kan føre med Boets
Behandling, og deres Stilling saaledes kan blive noget
usikker.
K. B.

Den norske Arvelov af 31. Juli 1854
bestemmer i § 46: M. H. t. deres Tilkommende,
hvem et Testamente har tilsagt bestemte
Genstande ell. Summer, hæfter den Afdødes øvrige
Arvinger paa samme Maade, som der lige over
for hans Kreditorer er bestemt, dog saaledes,
at disse i Tilfælde af, at Boet paa Skifte viser
sig utilstrækkeligt, har Fortrinsret. For i
Tilfælde at begrænse Arvingernes Ansvar ogsaa i
Forholdet til Legatarerne, antages det, at
offentlig Skiftebehandling overensstemmende med
Frd 8. Apr. 1768 er nødvendig.
K. Ø.

Legatar, se Legat.

Legation (fr.), Betegnelse for en fremmed
Stats diplomatiske Repræsentation i dens
Helhed paa anden Stats Omraade. L. og det dertil
knyttede diplomatiske Personale har
Eksterritorialitetsret. I øvrigt er Ordet L.
ensbetydende med Gesandtskab.
F. de F.

Legationsraad, en Titel der gives til
Personer, i Reglen Legationssekretærer, der er
ell har været i Diplomatiets Tjeneste.
F. de F.

Legationssekretær, Betegnelse for de ved
en Legation ell. et Gesandtskab ansatte
Embedsmænd, tilhørende den diplomatiske
Karriere. Ved en Legation findes ofte fl. L., der
da efter Rang ell. Klasse kaldes 1., 2. ell. 3.
L. I Gesandtens, Missionschefens, Forfald
overdrages det i Reglen L. at udføre hans
Embedsforretninger, og han anmeldes da til det
paagældende Udenrigsministerium som Chargé
d’affaires.
F. de F.

legato (ital.), mus., »bundet«, »forbundet«,
»sløjfet«, betegner, at der ikke skal være
nogen Pause, noget Ophold mellem de enkelte
Toner, at den ene skal følge jævnt og
umiddelbart efter den anden. Tegnet for l. i
Nodeskriften er en Bue (), se Bindebue. Jfr
staccato.
S. L.

legatum (lat.) af legare (af lex »en i en vis.
Formel affattet Bestemmelse«), der opr.
vistnok — ensbetydende med legemdicere —
betegnede enhver arveretlig Disposition, var i
Ordets videre Bet. i den hist. rom. Ret
Betegnelsen for enhver Disposition mortis causa,
der forringede Universalsuccessionens Genstand
til Fordel for Trediemand og omfattede l.
i snævrere Forstand og fideicommissum. L. i
snævrere Forstand, der i den ældre Ret var
den eneste Form for Singulærsuccession, er
endnu præget af den primitive Retsopfattelse,
hvorefter enhver arveretlig Formueovergang,
begrebsmæssig var en successio in universum
jus defuncti (en Indtrædelse i den Afdødes hele
Formue). Legatet overførtes til Legatarerne
kun gennem Arvingerne. Legatet var formelt
en Gave, som Testator paalagde Arvingen at
udrede af Arven til Trediemand. Hos de
klassiske Jurister defineres l. endnu som »et
Fradrag fra en Arv« (delibatio hereditatis). Reelt
erhvervede Legataren dog vistnok allerede i
den ældste Tid den ham tillagte Ret
umiddelbart ved Arvefaldet. Saaledes var Forholdet
ved den klassiske Rets l. per vindicationem.
Umiddelbart post aditam herediatem (Arvens
Tiltrædelse) fik Legataren Ejendomsret ex jure
Quiritum over Tingen og rei vindicatio over for
possessor (Arvingen). Og denne Legatform, der
som den eneste, der indeholdt en
delibatioheredilalis, utvivlsomt er den ældste af de hist.
kendte Former, gaar sikkert tilbage til de XII
Tavlers Love. I Modsætning til
Arveindsættelsen gik Legatet kun ud paa Overdragelse af en
enkelt Formuefordel. Og da denne ved
Arvefaldet ipso jure tilfaldt Legataren, virkede
Legatet faktisk som en Singulærsuccession.
Formelt indtraadte Legataren imidlertid ikke
heller som Singulærsuccessor i Arveladerens Sted.
Formelt arvede Legataren ikke Arveladeren.
Legatet var kun en Arvingerne paahvilende
delibatio hereditatis. Ligesom Arveindsættelsen
maatte Legatet oprettes i et Testamente. Dette
synes allerede at følge af Legatets Karaker af
en delibatio hereditatis. Denne Regel gjaldt i
den hist. kendte Tid. Men den ældste rom. Ret
har sikkert ikke været mindre formalistisk. Til
Oprettelse af et gyldigt Legat krævedes —
følgelig — væsentlig de samme Betingelser som
til en Arveindsættelse. Legataren maatte
saaledes have den særlige Evne til at indsætte til
Arving, passiv factio testamenti. Og for at
kunne modtage Legatet, maatte Legataren —
ligesom Arvingen for at kunne tiltræde Arven —
have den særlige jus capiendi (capacitas). Et
gyldigt Legat maatte endvidere — ligesom en
gyldig Arveindsættelse — efter den prætoriske
Ret være oprettet i Nærværelse af 7 rom.
Borgere. Endelig maatte det være skrevet paa
Latin. Retslivet henimod Republikkens Slutn.
fordrede imidlertid en friere Dispositionsret.
Dette Krav blev fyldestgjort ved
fideicommissum (s. d.).
C. W. W.

Legé [l_ö’зe]. Flække i det vestlige Frankrig,
Dept Loire-Inférieure, Arrond. Nantes, ligger
ved Lagne og har c. 1000 Indb. Charette vandt

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>