Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lavisse, Ernest - Lavizzara - Lavkirken - Lavland - Lavoisier, Antoine Laurent
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
store Histoire de France (1900 flg.). Som Lærer
ved Univ. øvede han en overmaade stor
Indflydelse paa de hist. Studerende. Desuden har
han udfoldet en rastløs Virksomhed for
Forbedring af det højere fr. Skolevæsen baade i
Praksis og gennem Skr som Question
d’enseignement national (1885), Études et étudiants
(1890) og Propos de nos écoles (1895); i
Forbindelse hermed har han skrevet en Række
hist. Skolebøger, som har fundet Efterlignere
langt ud over Frankrigs Grænser. Endelig har
L. givet sit Bidrag til Drøftelsen af en Række
politiske Spørgsmaal, saaledes i La Question
d’Alsace dans une âme d’Alsacien (1891), men
især i det store og indholdsrige Tidsskrift
Revue de Paris, som grundlagdes 1893 med ham
som Redaktør. Ved hele sin Virksomhed staar
L. som typisk for Paris’ højtdannede og
humant tænkende Videnskabsmænd.
P. M.
Lavizzara [lavi’t.sara], se Maggia.
Lavkirken bruges som Betegnelse for en
Del af den anglikanske Kirke.
Lavland, det modsatte af Højland,
kaldes den Del af Landet, som ligger under 200
m’s Kurven.
C. A.
Lavoisier [lavwa’zie], Antoine Laurent,
fr. Kemiker, f. i Paris 26. Aug. 1743, henrettet
8. Maj 1794. Hans Fader var en rig Købmand,
der nærede stor Interesse for
Naturvidenskaberne og stod
i Forbindelse
med de
berømteste
Forskere i Paris;
han lod
Sønnen faa en
udmærket
Undervisning hos
de paa den
Tid mest
kendte Lærde;
særlig studerede
L. Matematik,
Fysik og Kemi;
som Vejleder i
det
sidstnævnte Fag havde
han G. F.
Rouelle, Apoteker
i Paris og
Demonstrator i Kemi ved Jardin des
plantes, en Mand, der gjorde sig i høj Grad
fortjent af det kem. Studium i Frankrig, og hvis
Forelæsninger søgtes af fl. af de Mænd, der
blev Frankrigs ypperste Kemikere. Allerede
1764 udmærkede L. sig ved Besvarelsen af en
af Akademiet udsat Prisopgave: at finde den
bedste Maade, paa hvilken Gaderne i en stor
By kunde oplyses; han vandt Prisen, en
Guldmedaille og en større Pengebelønning; den
sidste lod han uddele til 3 ubemidlede
Konkurrenter, der havde ofret betydelige Beløb paa
deres Forsøg. 1768 blev L. Medlem af
Akademiet. Hans kem. Forsøg kostede ham
betydelige Summer; for at bøde derpaa søgte og fik
han 1769 et Embede som Generalforpagter;
denne Stilling satte ham ikke alene i Stand til
ubekymret at kunne fortsætte sine
videnskabelige Undersøgelser, men ogsaa til at kunne gøre
sine Kundskaber frugtbringende for Staten og
det almene Vel. Saaledes blev han f. Eks. 1776
sat i Spidsen for Krudt- og Salpeterfabrikkerne
som Generaldirektør, en Stilling, i hvilken han
under de daværende Forhold ydede sit Land
store Tjenester. Ogsaa paa andre Omraader
var han virksom; han gav Raad om en
forbedret Agerdyrkning og købte selv Jord, som
han i Løbet af nogle Aar bragte op til at give
den dobbelte Afgrøde. Efter Revolutionens
Udbrud blev han Medlem af Le bureau de
consultation, der skulde staa Nationalforsamlingen
bi i tekn. Anliggender; bl. a. deltog han i
Udarbejdelsen af det ny Maal- og Vægtsystem:
Lalande siger i Magasin pittoresque: »man
fandt L. overalt; han gjorde Fyldest alle Vegne
ved sine Evner og sin Iver, der var lige
beundringsværdige«. L. vilde ikke direkte gribe ind
i de politiske Begivenheder; da Ludvig XVI i
sit sidste Regeringsaar ønskede at udnævne
ham til Finansminister, afslog han at modtage
Udnævnelsen.
L.’s Navn er uadskillelig knyttet til
Forbrændingsteorien, som forklarer, hvad det er, der
foregaar ved Forbrændingen; den foregaaende
Tids Anskuelser om dette Fænomen er omtalte
under flogistisk Kemi;
Flogiston-Teorien beherskede Kemien i 17. og det
meste af 18. Aarh. og havde trods sit Fejlsyn
store Fortjenester af Kemiens Udvikling. Støttet
til de tidligere Iagttagelser, at der eksisterede
forsk. Luftarter, og at Metallerne ved deres
Forbrænding (»Forkalkning«) tiltager i Vægt,
udførte L. en Mængde sindrige Forsøg og
forklarer Forsøgsresultatet og dermed
Forkalkningen paa flg. Maade: En Del af den alm.
Luft forener sig ved Metallernes Forkalkning
saavel som ved Fosforets Forbrænding med
Metallet ell. med Fosforet; dette er Grunden til
Vægtforøgelsen. I sine Opuscules phusiques et
chimiques (1774) gør L. Rede for tidligere
Arbejder over Luftarterne og for de vigtigste af
sine egne Forsøg; hvilken »Del af Luften« det
er, der forener sig med Metallet ved
Forbrændingen, blev først oplyst, da Priestley 1.
Aug. 1774 opdagede Ilten og Oktbr s. A.
meddelte L. sin Opdagelse. Da indgav L. 1775 til
Akademiet en Afh., hvori han viser, at den Del
af Luften, der forener sig med Metallet ved
Forkalkningen, er den »reneste« Del af Luften,
den Del, som særlig er skikket til Indaanding
og Forbrænding, og som han senere kaldte
»oxygene« (Ilt), samt at den Luftart, der
dannes ved Metallernes Gendannelse af deres
Metalkalk, naar denne ophedes med Kul, er en
Forbindelse af Kullet med den nævnte reneste
Bestanddel af Luften. Med Hensyn til L.’s
fuldstændige Forbrændingsteori maa i øvrigt
henvises til, hvad der herom er anført i Kemi.
Denne Teori er L.’s videnskabelige
Hovedbedrift: han er ved den og ved de Eksperimenter,
paa hvilke han byggede den, blevet Fader til
den selvstændige Videnskab, vi nu kalder Kemi,
og han er Grundlæggeren af den kvantitative
kem. Analyse. Hans Teori har baade en
speciel og en alm. Bet.: specielt har Erkendelsen
af Ilten som en væsentlig Bestanddel af
 |
| A. L. Lavoisier. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
