Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latour d'Auvergne - Latour d'Auvergne, Henri - Latour Dumoulin, Pierre Céleste - Latour-Maubourg, Charles César de Fay og Marie Victor Nicolas de Fay - Látrabjarg - La Trappe - Latreille, Pierre André
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hugenotførere; hans Standpunkt var dog nu
maadeholdent, og han søgte stadig at mægle mellem
Hugenotterne og Hoffet. I sine Mémoires har
han skildret en Række Begivenheder fra
1580—86. Hans Sønner var Henri de Latour,
Vicomte de Turenne, den berømte fr. Feltherre
(se Turenne), og Frédéric Maurice de L.,
Hertug af Bouillon. Denne sidste, der uden
Held deltog i Frondebevægelsen mod Mazarin,
fik 1651 ved en Ombytning Hertugdømmerne
Albret og Chateau-Thierry. Slægten fortsattes
siden til 1802, uden at andre af dens
Medlemmer har vundet nogen større Berømmelse. Fra
Antoine Raymond, Agne III’s anden Søn,
nedstammede en anden Linie, der 1772 fik
Hertugtitel, men som ikke har frembragt noget videre
kendt Medlem. En Bastardlinie tilhører
endelig Théophile Malo Corret de L. d’A.,
f. 23. Novbr 1743, d. 27. Juni 1800. Han vandt
1793 stor Anseelse ved den Dygtighed, han viste
som Fører for et Grenaderkorps, og 1800 gav
Napoleon ham, da han afslog de sædvanlige
Ærestegn, Titlen »den første Grenader af
Frankrig«.
P. M.
Latour d’Auvergne [la’tu.r-d-o’værnjö],
Henri, Fyrst (1823—71), indtraadte 1841 i den
diplomatiske Tjeneste og var 1857—59
Sendemand i Turin; forflyttedes 1860 til Berlin, 1862
til Rom (ved Pavehoffet) og 1863 til London. I
Her tog han Del i Konferencerne 1864 om det
dansk-tyske og 1867 om det luxembourgske
Spørgsmaal. Juli—Decbr 1869 var han
Udenrigsminister, blev derefter Sendemand i Wien,
og var endelig paa ny Udenrigsminister i 3
Uger fra Aug. 1870 indtil Kejserdømmets Fald.
E. E.
Latour Dumoulin [la’tu.r-dymu’læ], Pierre
Céleste, fr. Politiker (1822—88). Han blev
tidlig Sagfører og var 1848 Medarbejder af
konservative Blade; sluttede sig snart til
Prinspræsidentens Politik og blev 1852 Direktør for
Pressen. Han opgav Embedet, da han 1853
valgtes til den lovgivende Forsamling, og var
her en trofast Napoleonist, men stillede sig
1866 fjendtlig mod Rouher’s Styrelse og
krævede Ministeransvarlighed. 1869 blev han
genvalgt mod en officiel Kandidat og hørte til de
116 Medlemmer, som forlangte politisk Frihed
under Kejserdømmet. Med dets Fald var hans
politiske Rolle udspillet.
E. E.
Latour-Maubourg [la’tu.r-mo’bu.r], 1)
Charles César de Fay, fr. General og Politiker,
f. 1757, d. 1831. Som Oberst og Regimentschef
valgtes han ind i Stænderforsamlingen 1789,
hvor han sluttede sig til Trediestand og fik det
Hverv at føre Ludvig XVI tilbage fra Varennes
til Paris. L. var en Modstander af Oprøret 20.
Juni 1792 og maatte af den Grund forlade
Landet; han blev holdt i Fangenskab af
Østerrigerne og fik først Tilladelse til at vende tilbage
til Frankrig efter Statskuppet 18. Brumaire.
1801 blev L. Medlem af den lovgivende
Forsamling, 1806 Senator. Han blev anvendt til
forsk. vigtige Sendelser, hvor han altid udviste
stor Dygtighed og Maadehold. 1814 blev han
Pair af Frankrig.
2) Marie Victor Nicolas de Fay,
foreg.’s Broder, fr. General, f. 1768, d. 1850.
Som Officer i Gardes du corps havde han Vagt
paa Slottet i Versailles i Dagene 5. og 6. Oktbr
1789, da Pøbelen stormede Slottet. Han
beskyttede Dronningen, hvis Liv han frelste ved den
Lejlighed. Han emigrerede 1792, men blev
ligesom Broderen holdt i Fangenskab af
Østerrigerne indtil 1798, da han fik Lov til at vende
tilbage til Frankrig. Han tjente under Kléber
i Ægypten og deltog senere i Slaget ved
Austerlitz og ved Friedland. Han udmærkede sig
i Spanien og senere i Rusland som Fører for et
Kaallerikorps. Ved Leipzig (1813) blev han
saaret og blev efter Bourbon’ernes
Genindsættelse Gesandt i England. L. var Krigsminister
1819—21, i hvilken Egenskab han indlagde sig
store Fortjenester. 1822—30 var L. Guvernør i
Hotel des Invalides, og ved Julirevolutionen
ledsagede han Karl X i Landflygtighed.
(A. T. L.). E. C.
Látrabjarg [’la^ut.rabjar.g], Islands
vestligste Forbjerg, hæver sig paa en Strækning af omtr.
17 km som en lodret Mur op af Havet og naar en
Højde af 450 m. L. er opbygget af Basaltbænke, der
med smalle, parallelle Afsatser hæver sig op
fra Havet; paa disse ruger der en Mængde
Svartfugle (Uria troile og Alca torda) og
Maager. Fuglefangsten er en Hovednæringsvej for
de Omkringboende, og af Svartfugle fanger
man aarlig omtr. 40000 Stkr og desuden forsk.
andre Fugle, især Søpapegøjer og Maager, man
tager desuden Tusinder af Æg. Ud fra L.
strækker en Klippetange (Bjargtangar) sig ud
i Havet, det er Islands vestligste Spids. En
temmelig stærk Strømning, der gaar ud fra L.,
kaldes Látraröst.
(Th. Th.). B. Th. M.
La Trappe [la-’trap], en af Skov og
Klipper indesluttet, vanskelig tilgængelig Dal i
Normandiet, Dept Orne ved Floden Iton, 4 km NØ.
f. Landsbyen Soligny-la-Trappe, kendt
for sin Fabrikation af Gruyère-Ost. Her ligger
det berømte Benediktinerkloster L. T. ell. La
Grande Trappe, kendt som det Sted, hvor
Trappisternes Orden stiftedes.
N. H. J.
Latreille [la’træ.j], Pierre André, fr.
Entomolog, f. 29. Novbr 1762 i Brives, d. 1833
i Paris. Skønt født af ansete Forældre
udstødtes han af ukendte Grunde allerede som Barn
af Familien og tilbragte sine første Leveaar
nærmest som forældreløs. En anset Familie tog
sig af ham, og 1786 blev han Præst. Samtidig
syslede han med Entomologi og vakte Opsigt
ved et Par Arbejder over visse Hvepser; da
han ved Revolutionen blev berøvet sit Kald,
kastede han sig helt over Entomologien. 2
Gange undgik han med Nød og næppe at falde
som Offer for Revolutionen og frelstes ved
naturhistoriske Velynderes Hjælp. 1797 opnaaede
han en beskeden Stilling ved Museum d’histoire
naturelle i Paris, hvor han blev betroet
Ordningen af Insektsamlingen. Denne Stilling
beklædte han, der senere fik Navnet
»Entomologiens Fyrste«, og sikkert er en af 19. Aarh.’s.
betydeligste Entomologer, i 32 Aar, da Cuvier
endelig, 4 Aar før hans Død, skaffede ham det
ene af de to Professorater, hvori Professoratet
i Zoologi efter Lamarck’s Død deltes. L. var
Medlem af næsten alle Akademier i Europa.
Hans Hovedværker er Genera crustaceorum et
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
