Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Latin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
biginti nobe (b er i Indlyd blevet til u, hvorfor
snart skrives b, snart u), mesis (ɔ: menses,
ital. mesi) nobe, dies nobe; deposita idus
iulias pos consulatu Limeni et Catulini«; ell. 380:
»Hic quiescit ancilla det, que de sua omnia
(alle Præpositioner styrer nu Akkusativ)
possedit (ɔ: possidet) domum ista, quem
(Kønsforskellen udvisket i det relative Pronomen som
i de romanske Sprog) amice deften solaciumq
requirunt; pro hunc unum ora subolem, quem
superistitem re(li)quisti«. Saaledes er
Stillingen ved Oldtidens Slutning. Det Sprog, der nu
tales, er ikke mere L. og kalder sig ej heller
saaledes, men lingua vulgaris, ogsaa lingua
romana, Romerrigets Sprog. Lingua latina
betegner derimod kun det fra Fortiden overleverede
Skriftsprog.
Med det vestromerske Riges Fald overrives
Bindeledet mellem de forsk. tidligere
Provinser af det, og i Talesprogets Udvikling gaar
disse nu efterhaanden hver sin Vej. Først efter
Aarh.’s Forløb begynder dog de af
Vulgærsprogets forsk. Dialekter fremgaaede romanske
Sprog (s. d.) langsomt at dukke frem i
skriftlige Optegnelser; kun i Afrika knustes hele
denne Udvikling allerede ved Arabernes
Fremtrængen. Derimod er Traditionen fremdeles saa
stærk, at man i alt, hvad der skrives, f. Eks.
i de som Romerrigets Arvtagere fremtrængte
germanske Stammers Love (den saliske, de
longobardiske o. s. v.), vedbliver at benytte L.
ell. noget, der skal være L.; thi endnu i de
første Aarh. af Middelalderen, hvor Sansen for
litterær Dannelse saa godt som er knust,
møder vi oftest et Skriftsprog, der vrimler af
ulatinske Ord og Formdannelser og af de
værste syntaktiske: Fejl, bag alt hvilket et nøjere
Studium dog klart skimter en Baggrund af
ren romansk Bygning. Det er væsentlig først
fra Karl den Store’s Tid af, at der indtræder
et betydeligt Fremskridt i Sprogbehandlingen
som Følge af den forbedrede Undervisning.
Hele Middelalderen igennem vedbliver L. nu
at være Kirkens, Videnskabens og
Statsstyrelsernes internationale Sprog i hele den
rom.-kat. Del af Europa, og al elementær
Undervisning har kun Tilegnelsen af L. til Formaal.
Dette middelalderlige L. er et ejendommeligt
Fænomen. Forbilledet derfor er ingenlunde at
søge i den klassiske Litt., som man for største
Delen kendte lidet ell. intet til, men væsentlig
i den senere, særlig vistnok den
gammelkirkelige, og dette Sprog behandler man nu, trods
alle individuelle Gradsforskelligheder, i det
hele med ikke ringe Færdighed, men tillige
med stor Frihed, idet man f. Eks. i Mængde
danner ny Udtryk for Begreber, for hvilke man
savner traditionelle Betegnelser (i høj Grad f.
Eks. hos Skolastikerne), ell. til Dels blot
latiniserer Ord af Folkesprogene, navnlig de
romanske. Det bliver for saa vidt virkelig et
smidigt og bekvemt Udtryk for Tanken, der
tillige har den Fordel at blive forstaaet
overalt og af alle, for hvem overhovedet det, der
skreves, kunde have nogen Interesse. Med
Renaissancen indtræder der efterhaanden den
Forandring, at Kravene til Efterligning af
Klassikerne, som man nu mere og mere fordyber
sig i, vokser samtidig med. at man omkr. i
Europa mere og mere begynder at dyrke og
udvikle de nationale Sprog. Inden for Kirken
finder disse deres Støtte i Protestantismen,
medens L. endnu den Dag i Dag har holdt sig
som den kat. Kirkes Sprog. Ikke mindre
vedblev fremdeles den strengere Videnskab og
Univ. at holde fast derved, og lige til den
nyere Tid har L. derfor overalt været det
centrale, senere i alt Fald Hovedfaget i al lærd
Undervisning. Men med den stigende
Udvikling af de nationale Litteraturer, den voksende
Almenoplysning og den stedse stærkere følelige
Vanskelighed ell. Umulighed i at forene
Kravene til et blot nogenledes klassisk Sprog med
Udtryk for de uendelig mange ny
Forestillinger, den nyere Tid efterhaanden har affødt,
maatte Reaktionen mod L.’s Herredømme som
videnskabeligt Meddelelsesmiddel komme. Den
begyndte — i Danmark som andensteds i
Europa — i 18. Aarh., der f. Eks. saa L. afskaffet
som alm. Forelæsningssprog ved de fleste
Universiteter, og er kraftig fortsat i 19. Aarh.; og
nu, efter Overgangen til 20. Aarh., er Brugen
af L. i videnskabelige Arbejder, i alt Fald uden
for den klassiske Filologi, blevet til en ren
Undtagelse — til Held for den nationale Oplysning,
men utvivlsomt til Skade for Videnskabens
Universalitet.
Grammatisk-leksikalsk Litt.: Som
alt antydet, dyrkedes den lat. Grammatik
allerede i Oldtiden, særlig i dennes senere Del [jfr
Grammatici Latini, udg. af Keil 1855 ff.]. Paa
Oldtidens Grammatik levede man hele
Middelalderen igennem og egl. ned til 19. Aarh. Et
væsentligt Fremskridt skete først m. H. t.
Syntaksen; her bør særlig fremhæves Madvig,
»Lat. Sproglære til Skolebrug« [1841, 3. Udg.
1852, derefter Ordføjningslæren særskilt 1895,
ellers fra 1862 af i stærkt forkortet Form],
hvortil slutter sig »Bemærkninger til latinsk
Sprogl.« o. s. v. [1841; begge Arbejder ogsaa
paa Tysk]. Hvad Lyd- og Formlære angaar,
vedblev man derimod at staa paa det gamle
Standpunkt, indtil efter Midten af 19. Aarh.
den historisk-sammenlignende Sprogvidenskab
og det nøjere Studium af ældre L. frembragte en
gennemgribende Forandring heri. Bl. den store
Mængde af nyere Arbejder kan her nævnes:
Corssen, Ȇber Aussprache, Vokalismus u.
Betonung der lat. Sprache« [2 Bd, 1858—59;
2. meget forandrede Opl. 1868—70]; »Kritische
Beiträge zur lat. Formenlehre« [1863], »Krit,
Nachträge« [1866], alle i sin Tid epokegørende,
men nu for største Delen forældede; Neue,
»Formenlehre d. lat. Spr.«, i forsk., stadig
forøgede Udgaver, til Dels besørgede af Wagener,
en vigtig Materialsamling; F. Bücheler,
»Grundriss d. lat. Declination« [nyeste Udgave
1879 ved Windekilde, med Benyttelse af
den tidligere udkomne, betydelig forbedrede fr.
Overs. af 1. Udg. ved Havet]; Lindsay;
The Latin Language, an historical account of
Latin Sounds, Stems and Flexions [Oxford 1894,
tysk Overs. af Nohl 1897]; Samme, A short
historical Latin Grammar [smst. 1895]; Stolz
og Schmalz, »Lat. Grammatik« [i Iw.
Müller’s »Handbuch der klass. Alterthums Wiss.«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
