Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lassalle, Ferdinand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
overdraget at organisere. Under sit Arbejde hermed
henvendte Foreningen sig Febr 1863 til L. med
Anmodning om Raad og Bistand. Herpaa
svarede L. 14 Dage efter med sit »Offenes
Antwortschreiben an das Centralkomité«. I denne
Brochure fremsatte han første Gang i
Sammenhæng sit socialistiske Program. Med
Udgangspunkt i Ricardo’s Lære om »den jernhaarde
Lønningslov«, der ikke, efter L.’s Mening, kan
ophæves, saa længe Produktionen ledes af
Driftsherrer, som stikker Kapitalgevinsten,
Frugten af Arbejdernes sure Sved, i deres egen
Lomme, og som dertil af den utøjlet fri
Konkurrence tvinges til at trykke Arbejdslønnen
ned til Livsopholdets Minimum, udvikler L.
videre, hvorledes det bedste Hjælpemiddel
ligger i Oprettelsen af kooperative Foretagender,
der ved deres Størrelse vilde være i Stand til
at knuse den private Konkurrence. Da
Arbejderne ikke hertil kan tilvejebringe den
fornødne Kapital, bør Staten træde til med sin
økonomiske Støtte. Men da de herskende
Klasser selvfølgelig vilde modsætte sig et saadant
Skridt, gælder det for de arbejdende Klasser
først og fremmest at opnaa den politiske
Overmagt. Vejen hertil er den lige og alm.
Stemmeret, og for at gennemføre dette Maal bør alle
Tysklands Arbejdere danne en alm. politisk
Sammenslutning; senere kan man saa gaa over
til at danne Produktionsforeninger med
Statshjælp. I et Par Foredrag, »Zur Arbeiterfrage«
og »Arbeiterlesebuch« gav L. en nærmere, med
et nationaløkonomisk Citatapparat udstyret
Begrundelse for sit ny Program. Faa Dage efter
at dette sidste Foredrag var holdt, grundlagdes
23. Maj 1863 i Leipzig »den alm. tyske
Arbejderforening«, der valgte L. til Præsident.
L.’s sidste Leveaar blev hans
betydningsfuldeste, Tiden for alle hans Evners
kraftige Udfoldelse. Ved en lang Række
Flyveskrifter og Folketaler, ved omfattende
Korrespondance og Forhandlinger søgte han at
danne en talstærk, vidt forgrenet
Organisation. Samtidig maatte han stadig værge sig
mod nye Anklager for Lovbrud og for
Højforræderi og opbyde størst mulig Dristighed og
Kløgt for at lede sin Virken ind i den
storpolitiske Strøm, der havde Fremtiden for sig.
Hans advokatoriske Snille overfor Angreb, hans
Gave til at overbevise og henrive Masserne
indbragte ham iøjnefaldende Triumfer. Paa
Agitationsrejser i Rhinegnene Septbr 1863 og Maj
og Juni 1864 ombølgedes han af vældige
Arbejderskarers taknemmelige Hyldest. Men Sliddet
og Spændingen stillede for svære Krav til hans
nervøse Konstitution, og i trætte Stunder
erkendte han, at de Sejre, han forespejlede
andre og maaske sig selv, havde ringe reelt
Grundlag. Hans Forsøg paa at vinde Berlins
Arbejdere i Vinteren 1863—64 strandede
ganske; foruden i Rhinegnene slog hans
Organisation kun Rod i Sachsen og Hamburg, og selv
der indtraadte de jublende Masser ingenlunde
som Medlemmer (Juli 1864 var der i hele Riget
4600 saadanne). Trods den hensynsløseste
Smigren overfor dem, han vilde vinde, var han
p. Gr. a. sin naive Forfængelighed og
Selvfølelse lidet egnet til at vinde jævnbyrdige
Forbundsfæller; hans Krav paa absolut Lydighed
og hans Levemandspræg stødte
Generalstabsemner bl. Arbejderne bort, og han fulgtes med
Mistro af Marx’ tyske Fæller. Forstandsmæssig
havde han vel erkendt, at den planlagte
Samfundsomdannelse maatte tage hele
Menneskealdere, men hans Temperament krævede en
stor og hastig Sejr. Han dreves derfor til at
gøre stedse mere ud af Berøringspunkterne
mellem sig og de Konservative, hemmeligt
gennem personlige Forhandlinger med Bismarck,
offentligt ved at paakalde et socialt sindet,
nationalt Kongedømme. Tanken var, at Kongen
ved et Magtsprog skulde genindføre den alm.
Valgret, umiddelbart som et Middel til
Tysklands Enhed og dernæst som Udgangspunkt for
sociale Reformer i L.’s Aand. Samtidig med, at
Preussens Politi og Dommere — undertiden
bestaaende af Medlemmer af Fremskridtspartiet,
den fælles Fjende, — laa i stadig Krig med L.,
lyttede Bismarck interesseret til hans Planer,
der dog for Førsteministeren maatte
overskygges af de udenrigspolitiske Opgaver. Imidlertid
havde L. ogsaa faaet Tid til at udarbejde en
større, mere videnskabelig Afhandling »Herr
Bastiat-Schulze von Delitzsch, der ökonomische
Julian, oder Kapital und Arbeit« (Berlin 1864),
der i tilspidset Form polemiserer mod de
Manchesterfarvede Anskuelser om det sociale
Spørgsmaal og tilstræber en Begrundelse af L.’s
eget positive socialistiske Standpunkt. For
Bedømmelsen af dette har Skriftet derfor
adskillig Bet. Ved en nærmere Analyse vil man
komme til det Resultat, at der ikke kan tilkendes
L. nogen egl. Originalitet som
Samfundsøkonom. De Vaaben, han betjener sig af ved sine
Angreb paa det bestaaende Samfund og den
herskende Lære, er hentet dels fra den eng.
»klassiske« Nationaløkonomi, dels fra andre
Socialister, navnlig fra Marx; Lorenz v. Stein’s
Opfattelse af Tredie Stands Historie genfindes
hos ham; af Lothar Bucher og Rodbertus var
han tillige personlig paavirket. Hans vigtigste
praktiske Reformforslag, Oprettelsen af
Produktionsassociationer med Statsunderstøtteise,
er med ringe Ændringer hentede fra Louis
Blanc. Dog naar Marx stiklede til ham som
dilettantisk Plagiator, er dette endnu mere
misvisende end hans egen Poseren som grundlærd
Nationaløkonom. L.’s Bet. laa i den
Statsmandsevne, hvormed han forstaaende greb de store
Samfundsforskeres Tanker og gav dem deres
praktiske Anvendelse paa de foreliggende
Tidsforhold i den Nation, i hvilken han var født.
Hvor lidet end Udviklingen i Enkeltheder kom
til at følge de Veje, han anviste, bliver hans
historiske Rolle derfor ikke mindre. Hans
blændende, paagaaende Personlighed talte stærkere
til Almenhedens Fantasi end den stille, solidere
Marx’s, og den bratte Afslutning paa hans
Løbebane bidrog til at understrege dens
epokegørende Karakter. I Statsstyrernes og hele
Overklassens Bevidsthed var det sociale
Spørgsmaal blevet et andet, og i Underklassen
voksede den Bevægelse, han havde rejst, til en af
Fremtidens største.
Med en Dom paa et halvt Aars Fængsel over
sit Hoved rejste L. Juli 1864 til Schweiz for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
