Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Landdag - Landdagsreces - Landdistrikt - Landdrost - Landdyr - Landeck - Landefarere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af hvilken man maatte være Medlem for at
kunne møde paa L. Heller ikke alle
Købstæderne havde Ret til saadant Møde. Undtagne
var dels de først i 16. og 17. Aarh. oprettede
Købstæder, dels Købstæderne i de Landsdele,
som ikke stod i Forbindelse med L., hvilket
bl. a. var Tilfældet med de sønderborgske
Liniers Lande, med Bispedømmet Lübeck og
med Eiderstedt og Nordstrand. Købstæderne
repræsenteredes i øvrigt af Medlemmer af
Raadet. De enkelte Stænder dannede ikke, som
Reglen var i Tyskland, særlige Kurier, men
alle Deltagerne i L. stemte under eet.
Beslutningerne sammenfattedes i en saakaldt
Landdagsreces (i Tyskland ogsaa kaldet
Landtagsabschied), der underskreves af de
Tilstedeværende. Som Sekretær og jur.
Raadgiver var der siden 1621 til L. knyttet en
Landsyndikus. Hvad L.’s Rettigheder
angaar, var det for det første den, der valgte ell.,
efter at Valgretten i 1. Halvdel af 17. Aarh.
var bortfaldet, hyldede Hertugen. Endvidere
havde den iflg. Privilegierne af 1460
Skattebevillingsret og Ret til sammen med Hertugen
at tage Bestemmelse om Krigserklæring. Egl.
lovgivende Myndighed udøvede den derimod
ikke, selv om ny Love undertiden forelagdes
den til Betænkning. Heller ikke var den i
senere Tid Domstol, undtagen i Stridigheder
mellem Landsherren og Stænderne. Den dømmende
Myndighed, som fra først af udøvedes paa den
og vel var en Arv fra Urnehoved Landsting
og Bornhøvedmøderne, skiltes nemlig
efterhaanden ud og overgik til særlige Retsdage,
hvor der dømtes af Landsherrerne og deres
Raad eller disse alene. Disse Retsdage, for
hvilke, Benævnelsen var Landret
(Landgericht), var Adelens Værneting. Ligesom
Tilfældet var med L. i Tyskland, svækkedes
den slesvig-holstenske L.’s Bet. i Løbet af 17.
Aarh. Retten til af vælge Hertugen gik, som
ovf. nævnt, tabt, og samme Skæbne truede
Skattebevillingsretten, idet Landsherrerne nu
begyndte at udskrive ubevilgede Skatter. Efter
1675 blev der ikke indkaldt nogen L. før 1711,
hvor endda kun Prælater og Ridderskab, men
ikke Købstæderne indkaldtes, og skønt
Landsherrerne ved denne L.’s Slutning det flg. Aar
og i forsk. kort efter udstedte Tilkendegivelser
stillede Stænderne i Udsigt, at Forhøjelser af
de da bestaaende Skatter ikke vilde finde Sted
uden deres Samtykke, og i det hele betonede,
at det ikke var Hensigten at ophøre med
Indkaldelse af L., blev L. 1711—12 dog den sidste.
Først den tidligere omtalte Bestemmelse i den
tyske Forbundsakt 1815 gav Anledning til, at
der igen rejstes Krav om en L., men dette
Krav blev ikke imødekommet, og L. fik ikke
nogen Afløser før Indførelsen 1834 af
raadgivende Provinsialstænder, hvilke dog baade ved
deres Sammensætning og Kompetence og ved
at være særlige for hvert af Hertugdømmerne
adskilte sig stærkt fra den ældre Institution.
Efter de egl. L.’s Ophør fandt der dog
vedblivende Forsamlinger Sted af Prælater og
Ridderskab; men kun til Varetagelse af disses
specielle Standsinteresser i f. Eks. deres Interesser
vedrørende Frøkenklostrene. Til disse
Forsamlinger og i det hele til Ridderskabet som
Korporation var ogsaa i senere Tid den omtalte
Landsyndikus knyttet.
I Finland, der indtil 1809 som hørende til
Sverige havde været repræsenteret paa den sv.
Rigsdag, der endnu den Gang havde en
stændersk Organisation, indførtes der efter
Foreningen med Rusland en særlig finsk L., der
fra først af var indrettet som sit sv. Forbillede
og ogsaa fik tillagt de samme Rettigheder.
Siden har L. i Finland været Benævnelsen for
den lovgivende Forsamling, skønt denne i nyere
Tid har faaet en væsentlig ændret Karakter
og er blevet indrettet efter moderne
konstitutionelle Principper, se nærmere Finland (VIII,
S. 73 flg. og 99 flg.). (Litt.: Fr. Hartung,
»Deutsche Verfassungsgeschichte vom 15.
Jahrhundert bis zur Gegenwart« [Leipzig og
Berlin 1914]; Stemann, »Geschichte des
öffentlichen und Privat-Rechts des Herzogthums
Schleswig«, II, 80—90 [Kbhvn 1866] og den
her anførte Litt.).
P. J. J.
Landdagsreces, se Landdag.
Landdistrikt, se Købstadlanddistrikt.
Landdrost, se Drost.
Landdyr, de paa Landjorden levende Dyr,
i Modsætning til de i Havet (Havdyr) ell. ferske
Vande (Vanddyr) levende Dyr. Medens L. som
Regel faar Blodet iltet ved Indaanding af Luft
ved Hjælp af Lunger, fine Luftkanaler
(Trachéer) ell. blot gennem Huden, foregaar Blodets
Iltning hos Hav- og Vanddyr ved Vandets
Hjælp gennem Gæller e. l. Mange Dyr, der
hører til Ordener, som hovedsagelig er L., har
imidlertid tilpasset sig til Liv i Vandet, idet de
dog stadig maa søge til Vandets Overflade for
at trække Vejret; bl. Pattedyrene er dette
saaledes Tilfældet med Sæler, Søkøer og Hvaler,
der for saa vidt godt kan kaldes Havdyr.
R. Hg.
Landeck [’landæk], By og Badested (3481
Indb.) i preuss. Schlesien, Grevskabet Glatz, i en
af Biela gennemstrømmet, meget smuk
Bjergdal, 470 m o. H., mod Ø., S. og V. beskyttet af
høje Bjerge. Klimaet er toniserende, subalpint.
Der findes 6 Mineralkilder med en Temp. af
18°—29°, der dels benyttes til Bade, dels til
Drikkekure. De maa nærmest regnes til
Akratotermerne, men indeholder dog smaa
Mængder Svovl. Foruden Mineralvandet benyttes
Slambade og Vallekure samt Indaanding af de
fra Kilderne udstrømmende Luftarter. L. søges
dels for reumatiske og gigtiske Hævelser og
kroniske Betændelser i de kvindelige
Kønsorganer, dels for kroniske Katarrer i Luftvejene og
Kredsløbsfbrstyrrelser i Underlivsorganerne.
Sæson: Maj—Oktober. Aarligt Antal Besøgende
o. 7500.
(Lp. M.). E. F.
Landefarere. Under Betegnelsen L.
sammenfattes Tandtrækkere, Stærstikkere,
Broksnidere og Forhandlere af Vidundermidler, der’
har gjort Uretmæssig Udøvelse af Lægekunsten
til Erhverv, og som vandrede om fra Sted til
Sted. De kendes fra en meget gl Tid, allerede
i Patriarken Jacob’s Dage vandrede ismaëlitiske
Købmænd om og handlede med Droger og
Medikamenter. Fra det antikke Grækenland kendes
vandrende Kvaksalvere fra Vasemalerierne, men
i dette Land synes der ikke at have været noget
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
