Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lagus, Elias og Wilhelm Gabriel m. fl. - Lagværge - Lagye, Victor - Laharpe, Frédéric César - Laharpe, Jean François - Lahaur - La Haye - Lahde, Gerhard Ludvig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tillige Redaktør i Viborg skrev han det
ufuldendte »Ur Viborgs historia«.
8) Ernst Vilhelm (f. 1859). Pædagog,
Søn af L. 4), er siden 1892 Rektor for
Helsingfors’ private sv. Pigeskole, er klassisk Filolog
og har ved Siden af sin Skolegerning taget
ivrig Del i Arbejdet for at samle og udg. sv.
Folkedigtning i Finland. L. har udg. mange
Skr om Skolespørgsmaal samt om
Folkeoplysningsarbejdet bl. Landets sv. Befolkning.
Eva M.
Lagværge (norsk), se Lavværge.
Lagye [la’зi?], Victor, belgisk Maler, f.
1825 i Antwerpen, d. 2. Septbr 1896 smst. Som
sin Lærer Leys hentede han fornemmelig Stof
til sine Genrebilleder fra Livet i 14. og 15.
Aarh.: »Arkæologen«, »Moder, som lægger sit
Barn i Vuggen« (tilh. Staden Gent),
»Armbrøstskytte« o. a.; i Mus. i Bryssel ses »Troldkvinden«,
for den belg. Stat malede han (i Vandfarver)
Ridderoptoget ved Nationalfesten i Bryssel
1880, til Antwerpens Raadhus en Rk. Fresker.
A. Hk.
Laharpe [la-’arp], Frédéric César,
schweizisk Statsmand, f. 6. Apr. 1754 i Pays de
Vaud, d. 30. Marts 1838 smst. Han blev 1774
Dr. jur. i Tübingen og derefter Sagfører i sit
Hjemland, men følte sig trykket ved dets
politiske Ufrihed og Afhængighed af Kanton Bern.
Skønt udpræget Tilhænger af Oplysningstidens
Synsmaader blev han 1782 af Kejserinde
Katharina Il valgt til Lærer for hendes to
Sønnesønner, Alexander (senere Alexander I) og
Konstantin, men fjernedes 1793, fordi han søgte
at nærme Prinserne til deres Fader, den senere
Kejser Paul. Som Paaskud toges, at han
tidligere i en Skrivelse til Berns Regering havde
krævet væsentlige Ændringer i Kantonets
Forfatning og derved vakt Uroligheder i Vaud. Da
han til Straf herfor var blevet landsforvist fra
Schweiz, bosatte han sig i Paris og fortsatte
sine Angreb paa Berns Patriciere; han blev
saaledes Hovedophavsmanden til Frankrigs
Indblanding i Schweiz’s Forhold 1798 og Oprettelsen
af den helvetiske Enhedsrepublik, hvorved Vaud
blev et særskilt Kanton. Han selv blev Medlem
af Republikkens Direktorium, styrede med stor
Kraft og Strenghed (forsøgte til sidst at gøre
Statskup), men fortrængtes Jan. 1800 og drog
paa ny til Paris. 1801 besøgte han Rusland,
hvor hans tidligere Lærling Alexander I viste
ham stor Venlighed og vilde bruge ham som
Underhandler over for Førstekonsulen. 1814
vendte han sig paa ny til Kejser Alexander for
at sikre Vauds og Aargaus Selvstændighed. Han
blev Medlem af Vauds store Raad indtil 1828
og medvirkede endnu 1831 til Forfatningens
Omdannelse i frisindet Retning. 1844 rejstes en
Mindestøtte i hans Fødeby.
E. E.
Laharpe [la-’arp], Jean François, egl.
Delharpe, fr. Digter og Kritiker
(1739—1803), fik tidlig sit Sind forbitret ved Fattigdom
og daarlig Behandling i Skolen. Han debuterede
med Héroides, men gjorde sig først
bemærket ved Tragedien Warwick (1763). Hans
øvrige 11 Tragedier, der efterligner Voltaire, er
kolde og kraftløse og gjorde ingen Lykke. P.
Gr. a. litterære Uheld, hvortil kom Fattigdom
og et ulykkeligt Ægteskab, søgte han en Tid
Tilflugt hos Voltaire i Fernei. 1768 vendte han
tilbage til Paris og optraadte som Kritiker. Ved
sine elegante og fine Éloges (over Henrik IV,
Racine, Fénelon o. a.) erhvervede han sig et
Navn; men ved sin Arrogance og grænseløse
Forfængelighed skaffede han sig mange
Fjender og blev ved sin Optagelse i Akademiet
1776 overhaglet af Epigrammer. L.’s
Digtervirksomhed, deriblandt ogsaa et Epos, Triomphe
de la religion, i 6 Sange, har ingen Bet.
Derimod naaede han et stort Ry og stor Indtflydelse
som Prof. i Veltalenhed ved det nystiftede
Lyceum i Paris, hvor han 1786—98 holdt
aandfulde Forelæsninger over gr., rom. og fr.
Litteraturhistorie; Forelæsningerne tryktes først i
den af ham redigerede Mercure de France og
samledes senere i det store Værk Lycée. ou
cours de litterature ancienne et moderne (16
Bd, 1799—1805; ny Udg. 1825—26 i 18 Bd; 1840
i 3 Bd). L. talte for et stort og elegant
Publikum, som han blændede ved sit formfuldendte
Foredrag og sin fine Smag. Hans klart
formulerede Kritik og æstetisk fine Vurdering var
ny og banebrydende for hans Tid, men er fra
et moderne Synspunkt mere bestikkende og
overfladisk subjektiv end grundet paa objektiv
og hist. Sans ell. dybere Kendskab. Han kender
egl. kun 17. Aarh. og taler bedst om Ludvig
XIV’s Tidsalder. L., der fra først af var
Voltairianer og Republikaner, slog fuldstændig om
under et 5 Maaneders Fængselsophold 1794.
Han, der tidligere var mødt i Lyceet med
Jakobinerhue, viste sig nu som den hadskeste
Fjende af Revolutionen og dens filosofiske Ideer,
blev Katolik og Royalist. Nogen Tid maatte han
gaa i Landflygtighed, men vendte tilbage efter
18. Brumaire og manifesterede paa ny sin
skarpe Hensynsløshed ved at udgive sin
Correspondance litteraire, adressée au grand-due de
Russie (den senere Kejser Paul I [1801]), som
ved sine hvasse og taktløse Personligheder
vakte stor Skandale. L. hilste med
Anerkendelse Chateaubriand’« første digteriske
Fremtræden. Han var en af Gluck’s ivrigste
Modstandere under den »Gluck-Piccini’ske Strid«.
Af hans talrige Værker kan endnu fremhæves
La prophétie de Cazotte, som Saint-Beuve,
hvad Følelse og Stil angaar, kalder for hans
bedste Værk. L. udgav selv sine Œuvres
choisies 1778 i 6 Bd. Œuvres choisies et posthumes
udkom 1804 i 4 Bd.
S. Ms.
Lahaur [la’hå.ə), se Lahor.
La Haye [la-’æ], se Haag.
Lahde [’la.ðə], Gerhard Ludvig,
Kobberstikker, f. 19. Oktbr 1765 i Bremen, d. 30.
Novbr 1833 i Kbhvn. L. indvandrede 1787 som
Guldsmedesvend til Kbhvn, blev 1789 Elev af
Akademiets Modelskole, vandt fl. Medailler, fik
1792 Indfødsret, blev 1799 Hofkobberstikker,
imedens han tidlig opgav sine Forsøg paa at
blive agreeret ved og Medlem af Akademiet.
Som Stikker, Elev af Clemens, viste han hurtig
megen Duelighed (først i Portrætfaget) og en
betydelig Produktionsevne, der hverken var
kræsen i Udførelsen ell. i Valget af Stof; dette
hentede han gerne fra aktuelle Begivenheder,
der forud kunde være sikker paa det brede
Publikums Interesse (særlig kraftig ansloges
patriotiske Strenge), tilmed, naar de, hvad ofte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
