Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Købstædernes almindelige Brandforsikring. - Köchel, Ludwig - Köchlin - Köchly, Hermann - Kød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
væsentlige den samme som efter Anordningen af 1761.
Først saa sent som ved L. af 14. Maj 1870 fik
Foreningen Selvstyre, samtidig med at
Forsikringstvangen hævedes; det bestemtes, at
Foreningen senest 5 Aar efter Lovens Ikrafttræden
skulde udsondres fra Justitsministeriets
Bestyrelse og under dettes gennem en
Tilforordnet udøvede Tilsyn skulde styres af et af
Interessenterne (d. v. s. de forsikrede) valgt
Repræsentantskab (nu paa 27 Medlemmer), der
til Leder af den daglige Administration vælger
en Direktør. Den saaledes trufne Ordning, som
i alt væsentlig er den gældende, traadte i Kraft
fra 1. Apr. 1875. — I Købstædernes
Brandforsikring var pr 1. Apr. 1922 indtegnet en samlet
Forsikringssum af 2394396870 Kr. Samtidig var
Foreningens Formue 5187637 Kr 52 Ø.
Chr. T.
Köchel [’köKəl], Ludwig, østerr.
Musikforfatter, (1800—77), var opr. Jurist og Lærer
for de kejserlige Prinser, men beskæftigede sig
ivrig baade med Botanik, Mineralogi og Musik.
Som Musikforfatter optraadte han først 1862
med Ȇber den Umfang der musikalischen
Produktion W. A. Mozart’s«, der s. A.
efterfulgtes af det store, omhyggelig udarbejdede
og meget værdifulde Værk:
»Chronologischthematisches Verzeichnisz sämtlicher
Tonwerke W. A. Mozart’s« (2. Opl. 1905). K. bistod
Otto Jahn ved Udarbejdelsen af dennes kendte
Mozart-Biografi og udgav selv 83 Breve fra
Beethoven til Erkehertug Rudolf (1865).
W. B.
Köchlin [’köKlen], en Slægt af Fabrikanter
i Mulhouse i Alsace, hvem Udviklingen af
Byens Industri nærmest skyldes, og som ogsaa
paa anden Maade har fremmet Byens og
Landets Opkomst. Den ældste af Slægten, Samuel
K. (1719—71), oprettede 1746 en Fabrik for
brogede Bomuldstøjer, og den udvidedes af
Sønnen Jean K. (1746—1836), der tillige oprettede
en Handelsskole og et Vajsenhus. Sin største
Udvikling fik den dog fra 1802 under hans
Sønner Nicholas K. (1781—1852) og Jacques
K. (1776—1834). Den første gjorde 1814 frivillig
Tjeneste som Ordonnansofficer i det fr.
Hovedkvarter og dannede 1815 en Friskare i
Vogeserne til Støtte for Belfort’s Forsvar. Han deltog
senere i liberale Sammensværgelser og var
1826—41 Medlem af Deputeretkamret; 1830 drog
han til Paris for at medvirke i Julirevolutionen,
og hørte siden til den dynastiske Opposition og
havde ivrig Del i dennes »Beretning« til
Vælgerne Maj 1832; endelig var han Foraaret 1848
Regeringskommissær i Dept Øvre-Rhin.
Desuden byggede han 1825 et nyt Kvarter i
Mulhouse og medvirkede 1837—42 til Anlæg af de
første Jernbaner i Alsace. Broderen Jacques K.
var 1814—20 Maire i Mulhouse og derefter
Medlem af Deputeretkamret indtil 1826; han
hørte til yderste Venstre og blev 1822 straffet
med et halvt Aars Fængsel for sine Klager over
Regeringens Adfærd i Oberst Caron’s Sag, (Caron
var 1822 Leder for et mislykket Oprørsforsøg). En
Fætter André K. (1789—1875) traadte 1808
ind i Huset Dollfus-Mieg og blev 1818 som den
førstnævntes Svigersøn Chef for dets store
Væverier; grundlagde senere en Maskinfabrik og
virkede som Byens Maire 1830—48 meget for
Skolevæsenets Fremme. 1832—34 og paa ny
1841—48 havde han Sæde i Deputeretkamret, men
hørte her til det konservative Parti, der
støttede Ludvig Filip’s Regering.
E. E.
Köchly [’köKli], Hermann, klassisk
Filolog, f. 1815 i Leipzig, d. 1876 i Triest (paa en
Rejse). K. studerede under G. Hermann, var fra
1840 Lærer i Dresden, men maatte p. Gr. a. sin
Deltagelse i Urolighederne 1849 gaa i
Landflygtighed. 1850 blev han Prof. i Zürich, 1864 i
Heidelberg. K. har udg. en Rk. gr. Forf.
(Hesiodus, Quintus, Nonnus, Aratus, Manetho,
Maximus, Arrian’s Anabasis). Sammen med Rüstow
forfattede han det meget benyttede Værk
»Griechisches Kriegswesen« (Aarau 1852) og
udgav »Griechische Kriegsschriftsteller« (2 Bd,
Leipzig 1853—55), med tysk Overs. I sine senere
Aar kastede han sig over Studiet af Homer:
»Dissertationen über die Ilias« (Zürich 1856—59),
Iliadis carmina XVI (Leipzig 1861),
»Dissertationen über die Odyssee« (Zürich 1862—63). 1875
udkom hans Biografi af G. Hermann
(Heidelberg). Hans mindre Afh. er samlede i Opuscula
academica (2 Bd, Leipzig 1853—56),
»Academische Vorträge und Reden« (2 Bd, Zürich 1856
og Heidelberg 1882) og »Kleinere philol. Abhdl.«
(2 Bd, Leipzig 1881—82). (Litt.: Böckel,
»H. K.« [1904]).
A. B. D.
Kød er den sædvanlige Betegnelse paa
Slagtedyrenes Muskulatur med vedhængende
Skeletdele, Fedtvæv, Bindevæv, Lymfekirtler,
Kar og Nerver. I mere udvidet Bet. anvendes
Betegnelsen undertiden i Lovgivningen om
samtlige de Dele af Slagtedyret, der anvendes
til Menneskeføde, altsaa tillige om Indvoldene
(Lunger, Lever, Nyrer o. s. v.), Yveret,
Brisselen og Blodet. I snævrere Forstand forstaas
ved K. kun selve Muskelmassen som
Modsætning til Knogler, Brusk og Fedtvæv (Flæsk,
Talg).
Om K.’s Bet. som Fødemiddel for Mennesket
henvises til Fødemidler.
Skønt der næppe vilde være noget til Hinder
for at anvende K. af næsten alle højere Dyr
som Fødemiddel, anvendes i de civiliserede
Lande væsentlig kun de større planteædende
Dyrs og Fugles K. (bortset fra Fisk og lavere
Dyreformer). Aarsagen hertil er vel delvis at
søge i den Omstændighed, at K. af de
kødædende Dyr for en Del er haardere, mindre
let fordøjeligt og mindre velsmagende, men
maa dog væsentligst søges i Fordom og
Modbydelighed for saadant K. Allerede i den
tidlige Oldtid finder vi hos fl. Folkeslag
Bestemmelser imod Anvendelsen af visse Dyrs K. som
Fødemiddel til Mennesket. Ægypterne skelnede
mellem »rene« og »urene« Dyr (til de sidste
hørte særlig Svinet), hvis K. ikke maatte spises.
I Mosebøger forbydes det Israelitterne at spise
K. af »urene« Dyr, og hertil henregnes
hovbærende Dyr (Hesten, Æselet), Kamelen, Svinet,
Haren, Kaninen o. fl. samt en Del forsk. Fugle
o. a. Dyr. Ogsaa i Fønikien fandtes Forbud
mod Anvendelsen af Svinekød, og det samme
Forbud gælder for Muhammedanerne. I Athen
var Nydelsen af K. af Smaalam forbudt,
medens man i Rom ansaa Gedekød for usundt.
De gl. Nordboere fandt Behag i Hestekød; ved
Kristendommens Indførelse udstedtes strenge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
