Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kwenlyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
næppe noget ligger under 5200 m. Landskabet
er overordentlig vildt, overalt ser man kun
Snefjelde og Isbræer, ingensteds øjner man et Træ
ell. en Busk, alt er kun Sne, Is og Højsteppe.
Den nordlige Skraaning er langt mindre stejl
end den sydlige, saa at Floderne har et længere
Løb, og langs med Vandløbene indfinder sig
Bevoksninger af Popler og længere nede
Kornmarker. Den vestlige K. opbygges væsentlig af
Hornblendegnejs, hvilken mod N. efterfølges af
Kloritskifer, Glimmerskifer og Kulkalksten. Ved
c. 82° ø. L. gennembrydes K. af Floden Kiria,
og herfra regnes den midterste K., der
bestaar af et stort Antal parallelle Bjergkæder
med mellemliggende Højsletter, over hvilke de
fleste Kæder kun rager lidet op. Denne Del af
K., i hvilken betydelige palæozoiske Aflejringer
forekommer, begrænses mod N. af en
Forkastning, der gaar fra Kiria’s Gennembrud til
Lob-Nor og danner en Vinkel med Kædernes
østsydøstlige Strygeretning. Den sydligste Kæde er
den 6000 m høje, sneklædte Kiria-Kæde,
der bestaar af Granit, Gnejs, Skifer og Kalksten.
Mod Ø. synes dem at fortsætte sig i
Dupleix-Kæden og at staa i Forbindelse med
Tangla-Kæden i Central-Thibet. Karakteristisk for
Terrainforholdene i Thibet er det, at denne 6000
m høje Kædes Passer kun ligger 600 M over de
omgivende Højsletters Niveau. Dupleix-Kæden
adskilles ved Jang-tse-kiang’s øvre Løb
(Murussu) fra Kæden Bajankara-ula, der
betragtes som K.’s anden større Parallelkæde.
Hele denne Del af Thibet bestaar af bølgeformede
Højsletter med gennemsnitlig 4600 m’s Højde.
Bjergkæderne hæver sig i Reglen kun 300—500
m over Sletterne, kun enkelte høje Kæder naar
1500—3000 m over det omgivende Land og er
trods Sneliniens betydelige Højde (5200 m)
dækkede af Sne og Bræer. Mod Ø. fortsættes
Bajan-karaula af Tsishishan og Minshan,
mod N. begrænses den af en Dal, der
gennemstrømmes af Hoang-ho’s øvre Løb. Paa den
anden Side af Hoang-ho hæver sig atter fl.
parallelle Kæder, der danner de mægtige
Marco-Polo-Bjerge, hvis Pashøjde gennemgaaende er
4900—5000 m, medens Toppene naar 5900—6000
m. Marco-Polo-Kæden fortsættes mod V. af
Prshevalskij-Bjergene, mod Ø. af
Dsunmolyn, Sikingshan og Peling.
Mod N. sænker Terrainet sig ned til Landskabet
Tsaidam, en Indsænkning, der kun ligger i
en Højde af 2200—2300 m o. H. Tsaidam er en
Slette, hvor frugtbare Græsstepper veksler med
Saltørkener. Den gennemsfrømmes af fl. Floder,
der ender i Saltsøer, af hvilke Kara-Nor er den
største. Tsaidam besøges af nomadiske
Mongoler og Tanguter, men er om Sommeren ganske
utilgængelig p. Gr. a. Myg. N. f. denne
Indsænkning hæver sig den fjerde Kæde,
Syd-Kuku-Nor-Bjergene, N. f. disse følger en
Lavning, der mod V. gennemstrømmes af
Ichechaltyngo, i Midten huser Saltsøen Kuku-Nor og
mod Ø. gennemstrømmes af Hoang-ho’s Biflod
Sining-ho. N. f. denne Sænkning hæver sig
Nanshan, der bestaar af fl., parallelle
Kæder, af hvilke de mægtige
Richthofen-Bjerge danner K.-Systemets nordlige
Begrænsning og stejlt hæver sig op over den af
Oaser opfyldte, under Navn af
Jymønn-Passagen bekendte, 1500 m høje Slette. Hele denne
Del af K. ender mod N. V. med, en Brudrand,
Altyn-Tag, der danner en spids Vinkel med
Kædernes Retning. Som en stejl Mur med
3000—4000 m høje Passer, 4000—4300 m høje Toppe
hæver Altyn-Tag sig op fra Tarim-Bækkenet.
Ufrugtbarheden og Tørheden er trøstesløs.
Plantevæksten i den midterste K. veksler mellem
plantefattig Busksteppe og græsrig Steppe, kun
faa St. findes Skov. Saaledes findes i den
vestlige Del af Syd-Kuku-Nor-Bjergene Skove af
Juniperus pseudosabina og Abies schrenkiana.
Paa N.- og Ø.-Siden af Nanshan findes Skove
af Gran, Birk og Ostryopsis davidiana, hvilke
naar til en Højde af 3000 m. Over Skovene
findes frodige Alpegræsgange, derefter Grus- og
Stenmarker, der naar til de sneklædte Toppe.
Ved 106° ø. L. ender det for den midterste K.
karakteristiske Virvar af Kæder, og ligesom
mod V. findes i den østlige K. kun een ell.
to parallelle Kæder, der danner Fortsættelsen
af den midterste K.’s anden og tredje Kæde
(Minshan og Peling) og under Navnene
Tsinlingshan og Funiushan naar indtil 113°
ø. L. Tsinlingshan, der paa sin Nordside bærer
Skove af Gran, Eg og Birk, hæver sig stejlt op
fra Weiho’s Dal. Den nordlige Del bestaar af
Gnejs, Granit og krystallinske Skifere, paa
Nordskraaningen dækkede af Løss; derpaa følger
karboniske Aflejringer, derefter Devon og Silur
og endelig alter Gnejs. Den sydligste Del
endelig dannes af Gnejs og Kalksten, der stryger
mod N. Ø. og saaledes viser sig at tilhøre det
sydkin. Bjergsystem. Den 2000 m høje
Funiushan er opbygget af krystallinske Skifere,
Kalksten og Granit. De af dybe Kløfter furede
Skraaninger er med Undtagelse af de dyrkede
Pletter kun bevoksede med Græs. Ø. f. 113° ø. L.
fortsættes K. endnu af de 12—1300 m høje
Hwai-Bjerge, der naar til Nanking (117° ø.
L.). Som klimatisk og plantegeogr. Grænse er
den østlige K. af overordentlig stor Bet. Den
danner nemlig i Kina Grænsen mellem den
løvfældende og den stedsegrønne Trævækst, der
her omtr. falder sammen med Januarisotermen
for 2°. K. har den Bet., at den skærmer mod
Vinterens kolde nordvestlige Vinde og holder
de lave Vinterminima borte, der vilde være
skæbnesvangre for de sydlige Planteformer. Den
store Værdi af en saadan fra V. til Ø. gaaende
Bjergkæde bliver indlysende, naar man
sammenligner Kina med Nordamerika, hvor den
stedsegrønne Vegetation har sin Nordgrænse
ved Januarisotermen for 10° og selv der
undertiden lider ved enkelte Vintres stærke Frost.
(Litt.: Richthofen, »China«, I—II
[Berlin 1877—82]; Scientific results of the second
Yarkand mission; based upon the collections and
notes of the late Ferd. Sfoliczka; Geology by
W. T. Blanford [Kalkutta 1879];
Wichmann, »Die Reise des Panditen A. K. durch
das östliche Thibet« [»Petermann’s
Mittheilungen«, 1885]; Michaelis, »Von Hankau nach
Sutschou« [»Petermann’s Mittheilungen,
Ergänzungsband« 1889]; Wegener, »Orographie des
K.« [»Zeitschrift der Gesellschaft für Erdkunde
zu Berlin«, 1891]; »Wissenschaftliche
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
