Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Kvægpest - Kvægracer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Inkubationsstadiet værer 3—6 Dage. De første
Symptomer er stærk Feber (41—42°) og de
sædvanlige dermed flg. Forstyrrelser i
Almenbefindendet, forhøjet Rødme af de synlige
Slimhinder, slimet Flaad fra Øjne, Næse, Mund og
Skede, træg Afføring, som senere afløses af en
ustandselig, stinkende, undertiden blodig
Diarré ledsaget af Trængninger, Saardannelser paa
Mundens, Næsens og af og til ogsaa paa Skedens
Slimhinde, hurtig Afmagring og Afkræftelse.
I 75—95 % af Tilfældene tager Sygdommen
Udgang i Døden. I de Egne, hvor K. er
stationær, er Modstandsevnen lidt efter lidt øget hos
Dyrene og Dødeligheden derfor langtfra saa
stor som i Vesteuropa. Sygdommen har, som
det fremgaar af det ovf. anførte, en vis ydre
Lighed med ondartet Katarrfeber og Mund- og
Klovsyge, med hvilke Lidelser Forveksling da
ogsaa undertiden er sket (se ovf.). P. Gr. a.
Sygdommens store Smitsomhed og ondartede
Karakter bekæmpes den overalt i Europa uden
for Rusland med Nedslagning, ikke alene
af de angrebne Dyr, men i Reglen ogsaa af
hele den øvrige Besætning. I det nyoprettede
Polen er K. dog p. Gr. a. sin store Udbredelse
efter Verdenskrigen blevet bekæmpet ved
Afsondrings-Foranstaltninger i Forbindelse med
serologisk Behandling. (For Danmarks Vedk.
se L. af 14. April 1920 §§ 2, 3, 4, 6, 8, 17
og Instruks f. Veterinærpolitiet af 24. August
1894 §§ 125—137; for Norge L. af 14. Juli 1894
§7).
(G. S.). F. N.
Kvægracer [-’ra.sər]. Om end det tamme
Kvæg endnu mange St. benyttes som
Kraftproducent i Landbrugets Tjeneste og altsaa
spiller en lgn. Rolle som Hesten, faar det dog
sin største Bet. derved, at det som Konsument
af de grovere Plantestoffer, Landbruget yder,
besidder Evne til at omsætte disse til Stoffer,
der udgør væsentlige Led af den Rk.
Fødemidler, Mennesket lever af; og selv hvor det
benyttes som Arbejdsdyr (Træk- ell. Lastdyr), vil
det i Reglen tidligere ell. senere ende paa
Slagtebænken. Kvæget er m. a. O. endnu nøjere
end Hesten knyttet til Landbruget og iflg. hele
sin Levevis vil det især være paa sin Plads,
hvor Driften af Jorden foregaar under
nogenlunde stabile Forhold, altsaa i Lande og Egne,
hvor Klima og Jordbund er af en saadan
Beskaffenhed, at Husdyrene der ikke behøver at
strejfe meget omkr. for at finde tilstrækkelig
Føde.
Kvægets Overgang i Husdyrstanden: har
fundet Sted paa et saa tidligt Stadium, at der
aldeles ingen historisk Beretning eksisterer
desangaaende. Ej heller har man været i Stand
til videnskabelig at angive noget afgørende
om dets Afstamning fra een ell. fl., nu ell.
tidligere levende vilde Stamformer. Den Anskuelse,
som imidlertid længe har haft flest Tilhængere
bl. Zooteknikerne, er den af den fortjenstfulde
Forsker Rütimeyer fremsatte, iflg. hvilken
de fleste Tamkvægracer skal stamme fra den
i 16. Aarh. uddøde Urokse (bos
primigenius). Men — hvad bl. a. og navnlig
Wilckens har fremhævet — noget uomstødeligt
Bevis herfor er der ikke præsteret; og ligesom
paa den ene Side det maa indrømmes at være
noget usandsynligt, at Mennesket i den
forhistoriske Tid har formaaet at tæmme et saa
kæmpemæssigt Dyr som Uroksen, saaledes
finder man paa den anden Side ogsaa enkelte,
ganske vist ikke meget væsentlige, osteologiske
Forskelligheder mellem Uroksen og
Tamkvæget, som i hvert Fald ikke støtter Rütimeyer’s
Antagelse; Uroksen har f. Eks. længere
Tornudvækster i den Del af Rygsøjlen, som danner
Grundlaget for »Manken«, og desuden er hos
Uroksen Spolebenet fuldstændig adskilt fra
Albuebenet, og dette er forholdsvis kraftigere end
hos Tamoksen. Wilckens er ikke utilbøjelig til
at antage, at i det mindste det egl. Tamkvæg
i Afrika stammer fra Zebu’en, og at denne atter
er bleven Husdyr ved Tæmning af de i Asien
vildtlevende Oksearter: Banteng (ell.
Sunda-Oksen), Gaur og Gayal. Zebu’en, som intet Steds
mere forekommer i vild Tilstand, og som man
heller ikke har fundet fossile Levninger af,
skulde da være indført fra Asien til Afrika; i
denne Verdensdel findes der nemlig ingen
vildtlevende Oksearter, som Tamoksen kan
nedstamme fra. Hvorvidt atter det afrikanske
Tamkvæg er Stamform for det europæiske, saaledes
som Frantzius mener, kan ikke afgøres
bestemt; men det er ikke usandsynligt for de
Racers Vedk., som nedstammer fra, ell. som
har en lgn. Kranieform som den i de
europæiske Pælebygninger fundne Dværgokse (bos
longifrons), d. v. s. de langhovede
(dolichokefale) Racer. Men i øvrigt er det, iflg.
Wilckens, ikke udelukket, at i det mindste en
Del af det europæiske Tamkvæg, nemlig de
korthovede (brachykefale) Racer,
stammer fra bos etruscus, der henregnes til
samme Gruppe Oksearter som ovenn. indiske
(Bibovina), og som man har fundet fossile
Rester af i de til Pliocenperioden hørende
Jordlag i Italien. Imidlertid er det, til Dels af
Mangel paa tilstrækkeligt Undersøgelsesmateriale,
hidtil ikke lykkedes fuldstændig at gennemføre
hverken det Rütimeyer’ske ell. det
Wilckens’ske Inddelingssystem. Begge baseres paa visse
Ejendommeligheder ved Hovedskallens Form
(Kraniologi); iflg. Rütimeyer’s System
kan Tamkvægracerne inddeles i tre Grupper: a)
Primigeniusracen ell. Urracen, b)
Frontosusracen, den stor- ell.
hvælvetpandede Race, og c) Longifrons ell.
Brachycerosracen, den langpandede ell.
korthornede Race. Til disse 3 Grupper har
Wilckens en Tid lang føjet en 4.,
Brachykefalusracen; men senere opgav han
denne Raceinddeling og anvendte i Stedet
derfor et System, som til Dels falder sammen med
det af Franskmanden Sanson opstillede og
benyttede. Efter det
Wilckens-Sanson’ske System falder Kvægracerne i 2
Grupper: a) dolichokefale ell. langhovede og
b) brachykefale ell. korthovede; hos de
første er Pandens Længde fra Næsebenet til
Pandebenets bageste Rand større end dens
Bredde, maalt mellem Øjenhulernes Yderrande,
hos de sidste er Pandens Bredde større end
dens Længde. — Skønt det, naar Sagen
betragtes fra et videnskabeligt Standpunkt, maa
siges at være beklagelsesværdigt, at der ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
